Efter mit indlæg om Weingut Louis Guntrum … eller helt præcis Louis Guntrum Weinkellerei GmbH, som det helt korrekt hedder … hvad er så mere passende end at drikke en vin fra huset? Det blev denne lille Blanc de Noirs Trocken, som hustruen min og jeg nød i aftes.
Vinen er lavet på Spätburgunder, hvor saften blot er presset uden at saften ligger med skallerne. Dermed lever den jo også op til sit navn … en hvid vin fra sorte druer … Blanc de Noirs.
Druerne kommer fra forskellige marker i området og fermenteret med udvalgte gærtyper på rustfrie ståltanke ved 13 grader og opbevaring på stål inden flaskning. Den indeholder 4,6 gram restsukker på liter og har ganske bobler … nærmest perlende.
I næsen er vinen ganske aromatisk … både modne æbler, abrikos, tropiske frugter, hindbær, jordbær fanger jeg også. Har bestemt elementer efter Pinot Noir, men er derudover parfumeret, har lidt sødme, er lidt sødkrydret og har samtidig også en lidt tør samt småskør note … lidt som papkasser. Egentlig meget charmerende.
I munden er vinen let perlende … ikke meget, men lidt samtidig med en sød, fyldig og sødkrydret smag … syren ganske fin og smager egentligt ganske fint. Den blev sgu hurtig drukket.
Købt på vingården i en restkasse til 5,00€ … omkring 37 kr., men normalprisen ligger på 8,60€.
Rating 4,5/7