2013 Willamette Valley Vineyards, Riesling, Oregon, USA

2013 Willamette Valley Vineyards, Riesling, Oregon, USASidder og hører lidt John Scofield … det gamle seje Bump album. Fed og funky amerikansk jazz. Så kan vel samtidig skrive om lidt fed amerikansk Riesling, som kommer fra vinhuset Willamette Valley Vineyards, som – surprise – ligger i Willamette dalen nærmest mellem byerne Turner og Sunnyside.

Willamette Valley Vineyards er grundlagt i 1983, da Jim Bernau købte ejendommen i Willamette Valley. Han ryddede alle markerne for solbærbuske og blommetræer. I stedet plantede han Pinot Noir Pommard kloner, Chardonnay og Pinot Gris vinstokke.

Han vidste egentlig ikke så meget om vinproduktion, for han var uddannet advokat. Han havde dog været advokat for Richard Sommer, som genstartede vinproduktionen i Oregon efter tiden med spiritusforbud, og det gav grobund for en drøm om et liv som vinbonde.

Jim Bernau besluttede sig dog for at uddanne sig … så efter utallige lektioner og seminarer på UC Davis og ophold i Frankrig, så var Jim i 1989 klar til at bygge et moderne vineri på ejendommen, og det blev startskuddet til Willamette Valley Vineyards. Og målet var klart … at lave cool-climate vine, specielt på Pinot Noir, som skulle serveres på de bedste restauranter.

Men Jims visioner var endnu større og sammen med Bill Fuller fra Tualatin Vineyards, O’Briens fra Elton Vineyard og Loeza Vineyard samlede de investorer via udbud af det nye samlede vinhus på aktier. Og i dag er Willamette Valley Vineyards Inc. ejet af over 7.000 aktionærer og børsnoteret på Nasdaq børsen i New York. Ja, den er sgu go’ nok og kursen er i dag på 8,25$ pr. aktie.

Vinhuset har i dag omkring 200 hektar vinmarker, og Willamette Valley Vineyards er en af de vinproducenter, som går højt op i at dyrke deres druer med størst mulig hensyntagen til miljøet. De er i dag den ledende producent af certificeret bæredygtig vin fra Oregon. Alle deres traktorer og lastbiler kører på biobrændsel.

Det er fortsat primært Pinot Noir, som er vigtigste vin på Willamette Valley Vineyards, men der laves også lidt hvidvine, mest Chardonnay, men altså også lige denne lille Riesling. Druerne til vinen kommer fra to marker, hvor jorden er en blanding af jernholdig vulkansk jord og aflejringer fra istidens oversvømmelser.

Høsten foregår i slutningen af september og starten af oktober. Efter let presning hældes den rene druesaft over på rustfrie ståltanke, hvor gæringen foregår. Gæringsprocessen foregår ved kontrolleret temperatur og tager omkring otte uger. Efter endt gæringsproces filtreres vinen og tappes på flasker hurtigt herefter.

I næsen er der faktisk svage noter af petroleum, overmodne pærer, sødme, sur ensilage, grønne urter, tørhed, skal fra grape og lemon samt noget, som minder om våd cement eller pudsede mure. I munden er første indtryk sødme … stor sødme, pærer, citrus, druekerner, let grape mens syren er koncentreret, men står lidt i skyggen af den dominerende sødme.

Købt hos Skjold-Burne, pris 159,75 kr.

Rating 4/7