I fransk for viderekomne er vi med næste vin igen tilbage ved Delon familien, som jo også – udover både Château Nénin i Pomerol samt Château Potensac – ejer Château Léoville Las Cases. Og ligesom med Nénin har vi også her fat i slottets 2. vin, nemlig vinen Le Petit Lion du Marquis de Las Cases fra Château Léoville Las Cases.

Slottet ligger i Saint-Julien og var oprindeligt en del af den store Léoville ejendom, der kan dateres tilbage til 1638, og blev grundlagt af køkkencheffen Jean de Moytié, som var blevet adlet og gjort byrådsmedlem i Bordeaux.

Det var Moytié, som plantede de første vinstokke på slottets marker. Senere blev én af de bedste marker faktisk opkaldt efter grundlæggeren … Mont Moytié.

Og i mange år var ejendommen i familien Moytiés ejerskab, men da en datter i 1707 giftede sig med Blaise Antoine Alexandre De Gasq, som var et indflydelsesrigt parlamentsmedlem i Bordeaux, så gik ejerskabet over til De Gasq familien.

De Gasq døde imidlertid barnløs i 1769, og den store Léoville ejendom gik i arv til 4 nevøer, ledet af Marquis de Las Cases. Under den franske revolution må Marquis de Las Cases flygte ud af landet, og det endte med, at slottet efter revolutionen blev opdelt i flere dele … men på en eller anden måde lykkedes det dog Las Cases at beholde en del … og det er den del, som senere – da sønnen Pierre Jean de Las Cases arver slottet – bliver til Château Léoville Las Cases.

Op til den franske revolution, hvor ejendommen blev delt, var Château Léoville det største vinbrug i Haut Médoc. I dag er der tre Léoville ejendomme, nemlig Léoville Barton, Léoville-Poyferré og Léoville Las Cases. Alle er klassificeret som 2. Cru Classé i den berømte 1855 klassifikation.

Las Cases familien drev Château Léoville Las Cases indtil de rendte ind i økonomiske vanskeligheder omkring 1900, hvor en del aktierne i slottet blev købt af Théophile Skawinski, som også overtog driften. Han endte med at overtage hele slottet og det blev efterfølgende overtaget af hans arvinger, nemlig Delon familien med Michel Delon i spidsen. Han får købt øvrige aktionærer ud og snart blev familien Delon således eneejere af slottet.

Michel Delon var både beundret og hadet, og hans fokus på kvalitet sendte chockbølger mod kollegerne eller konkurrenterne, da han i top-årgangene 1986 og 1990 deklassificerede henholdsvis 50% og 67% af produktionen. Det var uhørt og sendte et tankevækkende signal til forbrugerne om at se sig for ved køb af disse årgange.

I dag er Michel Delon dog død, så slottet videreføres af sønnen Jean-Hubert Delon, som jo – som nævnt – også ejer Château Potensac i Medoc og Château Nénin i Pomerol. Château Léoville Las Cases ligger nabo til det legendariske Château Latour og den gode Robert Parker er da også af den opfattelse, at slottet kvalitetsmæssigt bevæger sig blandt 1. Cru Classé slottene. Eksperter mener også, at slottet ville ende som 1. Cru Classé, såfremt der 1855-klassifikationen skulle revurderes.

Château Léoville Las Cases har samlet omkring 98 hektar vinmarker, hvor hovedmarken – den store Clos , der leverer druer til 1. vinen – er på omkring 60 hektar. Der laves 3 forskellige vine på slottet, nemlig 1. vinen Le Grand Vin de Léoville du Marquis de Las Cases, derefter vinen Le Clos du Marquis, som første gang er lavet i 1902 og i mange år blev betegnet som 2. vinen. Imidlertid kommer druerne fra andre marker end 1. vinen, hvorfor det reelt er forkert at kalde den 2. vinen.

Den betegnelse har “den lille løve” … Le Petit Lion du Marquis de Las Cases imidlertid nu fået, hvor druerne netop kommer fra de yngste vinstokke Clos de Léoville yngre vinstokke og derudover har en større andel Merlot i. Den vin er første gang lavet i årgang 2007 … og det er jo netop denne vin, som vi smager her. Helt præcist som med Nénins 1997 Fugue de Nénin.

Der laves årligt omkring 200.000 flasker Le Grand Vin de Léoville du Marquis de Las Cases og 250,000 flasker Le Clos du Marquis. Jeg ved ikke, hvor mange der årligt laves af Le Petit Lion du Marquis de Las Cases. Den er i denne årgang 2007 lavet på 71% Merlot og 39% Cabernet Sauvignon og har ikke lagret så lang tid på eg som sine storesøstre, alene 10 måneder og alene med 10% nye fade.

Men der er virkelig flot vin … specielt af en 2. eller måske nærmere 3. vin. I næsen virkelig herlig animalsk stald, mejeri, kærnemælk, syrlige sokker, solbær, friske solbær, skovbund, efterår, nedfaldne blade, cigaræsker, lidt lakrids og bitter chokolade. I munden er vinen silkeblød. Vi snakker fløjl og nervøs velour, det er blidt, blødt … men syren er fast, bærene mellemrøde og tanniner tilstede, men bliver ikke for meget. Flot og blød Bordeaux … jeg synes, at blødheden fra Saint-Julien viser den bedste side af Bordeaux.

Forhandles en primeur hos fx Theis Vine, hvor en årgang 2014 koster 219 kr.

Rating 5,5/7