Fredagen bød også på ægte Valpolicella Superiore, her fra Zenato Azienda Vitivinicola, som ligger lige ved bunden af Gardasøen i byen San Benedetto, lidt udenfor den smukke by Peschiera. Jeg kørte forbi vinhuset sidste sommer … men mødte desværre blot en lukket port, men her har vi alligevel en vin fra vinhuset.
Zenato Azienda Vitivinicola er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.
Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse som er ganske betydeligt, målt på alle parametre som nyskabelse, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.
Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård Tenuta S. Cristina in San Benedetto di Lugana ligger og hvor familien også selv bor.
Det andet område er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella og Amarone. Der har Zenata ejendommen Tenuta tenuta Costalunga in Valpolicella med tilhørende 20 hektar vinmarker. Vinhuset slogan er da også; The Soul of Lugana and the Heart of Valpolicella … eller på italiensk; L’anima del Lugana e il cuore della Valpolicella.
Samlet ejer Zenato omkring 75 hektar vinmarker, og huset drives fortsat af Sergio Zenato samt hustruen Carla samt deres børn Alberto and Nadia. Børnene har dog efterhånden overtaget det meste af driften og fortsætter driften med samme ildhu som Sergio.
Denne Valpolicella Superiore er lavet på 80% Corvina Veronese, 10% Rondinella og 10% Sangiovese. Efter afstilkning presses druerne, og derefter sker vinifikationen i store rustfrie ståltanke. Lavet med maceration i 10 dage, hvorefter vinen lagrer i store 50-70 hektoliter egefade i 12 måneder inden flaskning.
I næsen er her blommer, en smule rosiner, mørk frugt, søde kirsebær, lidt krydderier og en smule blomster. I munden er vinen blød, saftig og meget easygoing med en del sødme. En rigtig allround vin, som de fleste vil kunne li’. Denne 2010’er skal nok heller ikke gemmes flere år.
Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor den koster 119 kr.
Rating 4/7