2004 Cascina Ballarin, Barolo Tre Ciabòt, Piemonte, Italien

2004 Cascina Ballarin, Barolo Tre Ciabòt, Piemonte, ItalienDet var ikke fordi, at vi var mere tørstige … havde nok heller ikke fortjent mere vin, men der kom alligevel et ekstranummer i form af lidt Barolo. Så mens vi nød solnedgangen over Mariager fjord, så drak vi denne Barolo Tre Ciabòt fra vinhuset Azienda Agricola Cascina Ballarin, som ligger i byen La Morra centralt i Piemonte.

Cascina Ballarin er et ægte familieforetagende, hvor alle medlemmer i familien deltager i det daglige arbejde på vingården. Vingården er grundlagt i 1928 og drives i dag af brødrene Giorgio og Gianni Ballarin, og de har i alt 6,5 hektar vinmarker, både omkring La Morra og ved Monforte D’Alba og selvfølgelig med de klassiske druer Nebbiolo, Barbera, Dolcetto og en smule Cabernet Sauvignon.

Deres vinmarker ligger i nogle af de bedste områder, bl.a. Bussia, Bricco Rocca og Giuli, som nærmest har status som “Grand Cru” i området.

Hos Cascina Ballarin laver man selvfølgelig helt klassisk Barbera, Dolcetto, Barolo og et par Langhe Nebbioloer. Både arbejdet på vinmarkerne og i kælderen er nøje tilrettelagt hos Cascina Ballarin. Opskriften bliver hele tiden tilpasset hver druesort, hver mark og hver årgang. Små detaljer betyder utroligt meget for den færdige vins kvalitet.

Udover vinproduktionen omfatter driften på gården også udlejning af 4 værelser samt en meget lille campingplads, hvor der er plads til få campingvogne.

Udsigt
Solnedgang … mens vi nyder en Barolo Tre Ciabòt.

Denne Barolo kaldes Barolo Tre Ciabòt, fordi Nebbiolo druerne til vinen kommer fra de tre vigtigste vinmarker i La Morra, Novello og Monforte d’ Alba. Og i centrum for markerne findes en lille stenbygning kaldet Ciabot. Vinen er lagret 26 måneder på en kombination af slovenske egetræsfade samt franske barriques samt større tonneaux. Derefter er vinen lagret 8 måneder på flaske inden frigivelse.

Og fin Barolo, som i næsen har en herlig animalsk side … babybræk, igen på den gode måde, urter, hindbær, ribs, violer, mentol, roser, marcipan, læder, kaffe og lidt ristede noter. Uhmmmm. I munden er der – trods alderen – fortsat stramhed, tydelige tanniner, men det er på en eller anden måde afrundet en del, og vinen fremstår helstøbt og komplet. Smager sgu godt.

Forhandles af Vinoble, og prisen for seneste årgang ligger på 369 kr.

Rating 5,5/7 

Skriv et svar