2004 Château Gombaude-Guillot, Pomerol, Bourgogne, Frankrig

2004 Château Gombaude-Guillot, Pomerol, Bourgogne, FrankrigFra Médoc halvøen på venstre bred til Pomerol på højre bred, fra Cabernet Sauvignon baserede vine til Merlot baserede vine og fra 1855 klassifikationen til ingen klassifikation. I den lille Pomerol appellation finder vi nemlig vinslottet Château Gombaude-Guillot, hvorfra vi smager førstevinen i en 12 år gammel udgave.

Pomerol er en af de mindste appellationer i Pomerol, alene på 760 hektarer og ligger lige mellem Lalande-de-Pomerol og Saint-Emilion. Det lille areal består næsten udelukkende af vinmarker. Der er ikke mange bygninger eller andre seværdigheder, men godt med vinproducenter … samlet omkring 150 producenter.

Château Gombaude-Guillot ejes og drives af familien Bélevier, som har været vinbønder i en menneskealder. Familien har altid – så længe man kan huske – været vinproducenter i Pomerol og Néac, og det var også tilfældet, da Marie Bélevier overtog slottet i 1868 som en medgift. Ja et slot var – og er – det reelt ikke, men mere ydmyge bygninger og en del vinmarker.

I dag drives Château Gombaude-Guillot af Claire Laval, som er Maries oldebarn. Claire startede hendes karriere som agronom med speciale i jordforhold for kvæg. Hun har ingen uddannelse indenfor vinproduktion, men hendes store viden om jordforhold har medført, at hun har haft en god baggrund for udvikling af vinhuset.

Claire er meget engageret i miljø, så markerne drives økologisk og på sigt skal de også omdannes til biodynamisk produktion. Derudover bruger Claire alene barriques lavet af lokale egetræer. Hun er også – som 2. kvinde nogensinde – optaget i Confrerie des Hospitaliers de Pomerol, som ellers kun består af mandlige vinproducenter.

Huset har samlet 8 hektar vinmarker, som danner baggrund for 3 forskellige vine … denne Château Gombaude-Guillot, som er førstevinen, derefter andenvinen Cadet de Gombaude og endelig vinen Clos Plince. Førstevinen er lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Franc fra 40 år gamle vinstokke. Høstudbyttet ligger et sted mellem 32-47 hektoliter pr. hektar.

Vinen er fremstillet i temperaturkontrollerede betonkar samt rustfrie ståltanke. Der er alene anvendt druernes naturlige gær, laveste mulige tilsætning af svovl. Efter vinifikationen er vinen lagret 12-15 måneder på barriques, heraf 50% nye. Der fremstilles årligt 25-30.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er her klart mere alder og vinen virker også mere fyldig i næsen, godt med sol, blommer, krydderbuske, en anelse babybræk, blæk, eg samt svag, svag vanilje. I munden er vinen tør, tanninerne fortsat stramme trods alderen på 12 år. Syren virker skarp og der er godt med bær, kirsebær, blommer og godt fast i strukturen. Virker knap så elegant som forrige vin.

Købt på vingården og jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme, men vil gætte på en pris omkring et par hundrede kroner.

Rating 4,5/7 

Skriv et svar