2010 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots, Bourgogne, Frankrig

2010 Robert Chevillon, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots, Bourgogne, FrankrigFra Côte de Beaune i Côte d’Or til Côte de Nuits i Côte d’Or eller helt præcis kommunen Nuits-Saint-Georges, hvor vi finder et af mine burgundiske favorithuse, nemlig Robert Chevillon. Derfra kommer denne herlige flaske 2010 Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots.

Domaine Robert Chevillon er grundlagt i 1860 af Symphorien Chevillon, som købte 12 hektar jord i Nuits-Saint-Georges. I dag drives vingården af 5. generation i form af brødrene Denis og Bertrand Chevillon, som allerede i 1990 gradvis blev medejere og i 2002 overtog hele driften efter faderen Robert Chevillon, som dog fortsat er aktiv på vingården.

I dag har vinhuset 13 hektar vinmarker, men fordelt på imponerende 70 parceller … og alle i Nuits-Saint-Georges. De bedste marker er 1. cru markerne Les Chaignots, Les Bousselots, Les Roncières, Les Perrières, Les Pruliers, Les Cailles, Les Vaucrains og Les Saint-Georges. De 3 sidstnævnte er de allerbedste marker og har meget gamle stokke, som alle er plantet før 1920.

Selv om domænet i dag har stjernestatus, har man allerede i forrige århundrede optegnelser, der anerkender vinene fra Chevillon som værende udsædvanligt gode. Ved smagning i kælderen hos Chevillon er vinene fra 1960’erne og 1970’ernee stadigvæk på et meget højt niveau.

Chevillon familien har fuld fokus på, at de bedste vine laves i marken, så daglige ture i markerne er helt logisk. Der foretages en grøn høst i juli, for kun at lade de bedste drueklaser hænge tilbage. Der høstes kun i hånden og alle klaser kommer gennem et sorteringsbord, inden de kommer i kælderen.

Hele sunde druer er rygraden i de gode vine. Når druerne er afstilket gennemgår de en kold-maceration på 5-6 dage, inden den naturlige gæring starter. Vinen gæres under 34 grader og det tager 2-3 uger inden vinen er gæret færdig. Vinene lagres på egetræsfade i 15-18 måneder, hvoraf 30% er nye. Denne enkeltmarksvin Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Bousselots er lavet på tilsvarende vis.

Og det er – som altid med vinene fra Robert Chevillon – herlige sager. I næsen er her godt med kompleksitet … sur, lækker og præcis. Det er gazebind, urter, grønne vinblade, kirsebær, jordbær, ribs, eucalyptus, røg, engelsk lakrids, tør jord samt en slat kanel. Smagen er sådan nærmest lidt som hindbær, frisk og let … sur … en ganske markant syre, som virkelig er delikat, præcis og voldsom vanedannende.

Smager altså bare godt, selvom vinen fortsat er en ung teenager … en knøs, som skal modne og udvikles yderligere.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 565 kr. for en årgang 2012.

Rating 6/7 

Skriv et svar