2010 Podere Grattamacco, Grattamacco Bolgheri Rosso Superiore, Toscana, Italien

2010 Podere Grattamacco, Grattamacco Bolgheri Rosso Superiore, Toscana, ItalienSidste italienske B – efter jeg havde forstyrret den italienske B-trio med en ungarsk Syrah – blev denne Grattamacco Bolgheri Rosso Superiore fra vinhuset Podere Grattamacco … en supertoscaner fra Bolgheri eller helt præcis lige mellem byerne Bolgheri og Castagneto Carducci ikke mere end 4-5 kilometer fra den italienske vestkyst.

Podere Grattamacco er grundlagt i sidst i 1970’erne af vinhandleren Piermario Meletti Cavallari og var med i bølgen af supertoscanere som Sassicaia, Ornellaia, Macchiole, Guado al Tasso og Satta. Den første årgang Grattamacco var fra 1982 og et blend på Cabernet Sauvignon, Merlot og Sangiovese.

Podere Grattamacco har samlet 14 hektarer plantet med Merlot, Cabernet Sauvignon, Sangiovese, Cabernet Franc, Petit Verdot  og Vermentino. Markerne ligger omkring vingården og flere mener, at Grattamaccos marker er bedre placeret end Sassicaias.

De 11 hektar giver basis for en årlig produktion på 70.000 flasker fordelt på 4 forskellige vine, nemlig en hvid, en Bolgheri Rosso, en Bolgheri Superiore og en speciel cuvée kaldet L’Alberello, som kun laves på Bordeaux druerne.

Ja så har huset selvfølgelig også lige 3 hektar med oliventræer … hvor de dyrker olivensorterne Frantoio, Moraiolo, Leccino og Pendolino.

I 2002 solgte Piermario Meletti Cavallari hele vinhuset til Claudio Tipa og hans søster Maria Iris. De ejer og driver i dag Grattamacco og to andre toskanske vinhuse, nemlig Castello ColleMassari, som de grundlagde i 1998 samt Poggio di Sotto, som de købte i 2011. Claudio Tipa er oprindelig en stor kendt italiensk industrimand og i øvrigt også onkel til Ernesto Bertarelli, som vandt America’s Cup to gange … i Auckland i 2003 og i Valencia i 2007.

Denne Grattamacco Bolgheri Rosso Superiore er husets topvion, lavet på 65% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot og 15% Sangiovese og fra vinstokke med en gennemsnitsalder på omkring 20 år. Vinikationen sker i åbne kegleformede egetræskar, mens der sker malolaktisk gæring i barriques. Vinen er lagret 18 måneder på barriques og derudover 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Virkelig en vinøs Kraft – eller Knorr – maggiterning med mørk og dyb frugt … helt nede fra dybet. Det er tobak af den sorte slags, sorte kirsebær, solbær, læder, blommer, dadler, hæfteplaster, røg og nærmest Weber grillede barbeque ben … godt marinerede med den søde barbeque sauce, hvor der er lidt brun sukker og andet godt.

Smagsmæssigt også en kraftkarl med solbær, ren frugt, god tørhed og nærmest jern- og jodholdige noter. Smagen er nærmest eksplosiv … bulder, men stadig holdt nede på jorden. Og fortsat også med et vis italiensk grønt islæt, som klæder det åbenlyse voluminøse i vinen. Hvor er det godt herligt med en sådan kraftkarl i et (forbandet) koldt, dansk forår.

Forhandles af Otto Suenson & Co, hvor prisen er 489 kr.

Rating 5,5/7 

Skriv et svar