Nå, tid til at smage den første af de netop hjembragte tyske vine, nemlig denne spätburgunder fra Weingut Knipser, et vinhus jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig deres topvin Knipser Cuvée X. Her er det dog deres basis cuvée, som alene hedder Blauer Spätburgunder Trocken. Ikke et særligt sexet navn, men det skal man nu ikke lade sig snyde af.
Knipser ligger i Laumersheim i det nordlige Pfalz mellem Grünstadt og Bad Dürkheim, og vinmarkerne på i alt 40 ha ligger i både Laumersheim, Großkarlbach og Dirmstein. Knipser har produceret vin siden 1876.
I mange år blev vinhøsten drevet som en sidebeskæftigelse til det øvrige land- og jordbrug, men i 1970 var omfanget af produktion og salg af vine blevet så omfattende og succesfuldt, at Knipser valgte udelukkende at satse på vinproduktion. Derfor blev hele produktionen omlagt og alle marker beplantet med vinstokke.
I dag er det brødrene Volker og Werner Knipser, som har overtaget familievirksomheden, og de har givet vinhuset et alvorligt kvalitetsløft, bl.a. ved at satse mere på de røde vine, og derudover ved at satse på lagring af vinene i små barriques.
Alle Knipsers rødvine lagrer således i dag på små barriques, hvoraf op til 100% er nye. Tiden på træfade er mellem 15 – 20 måneder. Kvalitetsløftet betød at Knipser i 1996 blev kåret som årets vinproducent i det tyske vintidsskrift ”Der Feinschmecker” og adskillige gange siden har Knipsers røde vine været kåret til tysklands bedste.
Lad os få vinen i glasset, lys rød og ganske transparent. Duften overrasker mig med en stor kompleksitet. Der er violer, viskelæder, lakrids og den karakteristiske søde kostald, som ofte findes i de tyske spätburgundere.
Smagen er forfinet, elegant … lidt til den tynde side, og ikke så stor eftersmag, men er man til Pinot Noir, så er det et rigtigt godt glas vin. Jeg er meget positiv over dette køb.
Købt i Tyskland, pris 11,90 € … og det må siges at være billigt for denne vin.
Hej Ulrik.
Perfekt at læse om dine spätburgunder oplevelser. Jeg har selv lige købt en blandet kasse, bla. med en fra “Knipser”. Det er deres “Spätburgunder Kalkmergel Spätlese trocken 2009” som jeg ser meget frem til.
Ikke mindst efter den første flaske som jeg poppede i aften, en virkelig skøn spätburgunder fra “Weingut Markus Schneider “, M hedder den. Jeg blev virkelig overrasket, jordbær, hindbær, kaffe, lakrids og kostald i en harmonisk og forførende næse. Rund, venlig og silkeagtig på tungen, virkelig en fornøjelse. Ser frem til flere Tyske spätburgundere efter i aften, det er skøn væske:)
Hej Alex
Godt at høre, at du endelig har fået en tiltrængt fantastisk oplevelse med spätburgunder, for Pinot Noir er f….. den mest utrolig drue, som man bare bliver bidt af. Og tyskerne kan ét eller andet med denne drue, som bare gør mig glad. Glæder mig til at læse om dine indtryk i takt med, at du kommer igennem kassen med de tyske spätburgundere. Jeg vil selv løbende prøve dem, som jeg bragte med hjem fra Tyskland, og glæder mig også til at smage dem. Ja, det er sgu en skøn væske.
vh Ulrik