Jeg mødte for 3-4 uger siden Dinny fra Whiskeygaarden … en fyr som kan sit shit indenfor whiskey. Skal du ha’ Single Malt Whisky, Pure, Vatted, Blended Malt, Islay tørv og røg – så selv Kim Larsen dufter som Bamseline – Grain Whisky, Bourbon eller Rye Whiskey, Whiskey fra Skotland, Japan, USA, Indien eller andre lande, så er han din mand. Jeg har ikke en skid forstand på de hidsige dråber, men det har Dinny.
Vi faldt dog hurtigt i snak … åbenbart et fælles karaktertræk for både vin og sprut. Det åbner døre, får folk i snak og hurtigt snakkede vi om vin, whiskey, blog og meget mere. På et tidspunkt faldt snakken ind på duftsæt, som den gode Dinny også forhandler. Der findes duft til whiskey, vin … ja endda til kaffe.
Til whiskey hedder sættet Le Nez du Whisky og til vin Le Nez du Vin, meget eksklusivt og lavet af Jean Lenoir … en vinnørd, som kommer fra en vinfamilie i Bourgogne og gennem hans liv har forestået vinsmagninger i Maison de la Culture i Chalon-sur-Saône. Der er ikke mindre end 54 forskellige dufte i det største af duftsættene … det såkaldte masterkit. Og sættene fås helt ned til 6 aromaer. Sjovt nok er mange af duftene ens i sættene til whiskey og vin … ikke helt, men næsten.
Dinny tilbød mig at låne et sæt … det sagde jeg bestemt ikke nej til, for jeg har tit haft lyst til at prøve et sådant sæt. Og i dag fik jeg endelig tid og lejlighed til at lege lidt med Le Nez du Vin … masterkittet. Og det var sgu egentligt meget fornøjeligt. Fedt at sådan få duftene særskilt og meget koncentreret.
Det er et meget omfangsrigt kompendium, og for hver duft er der referencer til, hvilke vine duften typisk vil findes i. Det vil helt sikkert kunne opøve ens referencer, hvis man ellers har tålmodighed, klæbehjerne … mere RAM på øverste etage og er villig til en omgang hårdt arbejde. Det med tålmodigheden har jeg det sgu lidt svært ved, så jeg nøjedes med at lege og dufte en smule. Men ikke tvivl … der ligger masser af fin inspiration, hvis man vil være god til fx blindsmagning.
Der var bestemt også overraskelser i sættet … dufte jeg ikke tidligere har tænkt på, så lidt ny inspiration kom der således også. Det var fx dufte som Musk, Buksbom og Litchi-frugt. Enkelte dufte sad ikke helt i skabet, fx duftede sætte kaffe-duft mere af tun end kaffe. Og jo … det bliver nemt lidt nørdet og omstændigt, hvis man skal bruge sættet, hvor gange man smager en vin. Og de fleste dufte kender man vel? Hindbær dufter jo af hindbær.
Men som vi mænd siger … man skal ikke gå ned på udstyret, og derfor er sådan et sæt selvfølgelig et must i enhver vinkælder … specielt hvis kælderen også er til showoff, hvis man bare en vinnørd eller man bare har penge nok, for prisen ligger ifølge Dinny på 2.699 kr. Det er jo også en slags penge. Sluttelig blot lige tak til Dinny for lån … jeg skal nok få det leveret tilbage snart.