2014 Mud House, Sauvignon Blanc Rosé, Marlborough, New Zealand

2014 Mud House, Sauvignon Blanc Rosé, Marlborough, New ZealandFra sidste uges gratis testkasse af vine fra Mud House i New Zealand var vin nr. 2 ud af de 3 på stribe denne Sauvignon Blanc Rosé … et let rosafarvet, ferskenfarvet eller måske endda svag laksefarvet væske, som imidlertid ikke lever op til takterne fra dens kridhvide søster, men det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.

Men som lovet ved den første vin fra huset, så skal jeg lige skrive lidt om vinhuset. Mud House er grundlagt i 1996 af det store vinhus Thomas Hardy and Sons, som jo igen var grundlagt af Thomas Hardy i 1853 i Adelaide og siden voksede sig til at blive Australiens største vinfirma.

I 2011 blev firmaet – sammen med Constellation Europe – solgt til en australsk kapitalfond CHAMP Private Equity og det skiftede samtidig navn til Accolade Wines. Og det er – som jeg skrev tidligere – en møj-megastor vinkoncern, som ejer et utal af vinmærker, har over 1.600 ansatte, er størst indenfor vin i både Australien samt England og sælger deres vin over hele verdenen.

Blandt nogle af Accolade Wines mange vinhuse rundt om i verdenen hører fx Geyser Peak, Atlas Peak, Ravenswood og XYZin i USA, Houghton, Banrock Station, Omni, Goundrey, Brookland Valley, Berri, Stanley, Amberley, Moondah Brook, Leasingham, Tintara, Bay of Fires, Grant Burge Wines, Omni, Yarra Burn, Hardy’s og House of Arras i Australien, Da Luca i Italien, Inniskillin i Canada og mange, mange flere. 48 vinhuse har jeg talt det op til.

Og et af disse er altså Mud House i New Zealand, som også er en ganske pæn historie. Vinhuset har deres vinmarker i tre forskellige regioner i New Zealand, nemlig både i Marlborough, Waipara samt Central Otago. I Marlborugh har huset vinmarken Woolshed Vineyard på 105,5 hektar, i Waipara de to marker Home Block på 50 hektar og The Mound på 93 hektar og endelig i Central Otago marken Claim 431 på små 250 hektar.

Ja, med lidt matematik, så bliver det sgu samlet 498,5 hektar, så det er altså også big business.

Mud House har fået navn efter de første huse, som blev bygget i Marlborough af den lokale ler. Der er også i Marlborough, at vinhuset har sit hovedsæde, nemlig i Woodshed Building, som ligger lidt vest for byen Blenheim i Marlborough, hvilket er lige ved bugten Cloudy Bay.

Ansvarlig vinmager er Ben Glover, som sammen med de to lokale vinmagere Nadine Worley og Cleighten Cornelius stå for produktionen af vinene fra Mud House. Ben har en kandidatgrad i ønologi fra Lincoln University og har efterhånden været med til at høste 15 gange hos Mud House. Trekløveret laver samlet 12 forskellige vine fordelt på 2 serier, Mud House Range samt Single Vineyard Range. Enkeltmarksbegrebet bliver måske lidt udvandet i denne sammenhæng, da Mud House kun har 4 megastore marker.

Nå, men denne Sauvignon Blanc Rosé er så sjovt nok ikke én af de vine, som vinhuset har på deres hjemmeside. Dermed laver de så i hvert fald 13 forskellige vine. Man undrer sig måske først over farven, da vinen står som en Sauvignon Blanc, men det skyldes imidlertid, at der er stoppet lidt Pinot Noir i vinen. Ellers ikke mange oplysninger om vinen.

I næsen er der noget genkendeligt fra den hvide Sauvignon Blanc, bl.a. asparges, stikkelsbær, flint … men også lidt rebis (ja planten, som dufter lidt af kattetis), måske en smule hindbær og bolsjer, nærmest Kongen af Danmark. Imidlertid er der sjovt nok også en mere kemisk note, som gør duften en smule kvalm og skæv. Den bryder jeg mig ikke så meget om.

I munden mangler noget af sødmen fra den hvide også, og det mindsker faktisk balancen i vinen, gør vinen mindre intens, idet en bitter syre sammen med lidt jern, stål simpelthen bliver for dominerende. Lidt underligt at to vine, som er lavet af samme drue (stort set) og formentlig på samme måde, kan give så forskellige indtryk.

Forhandles i Coop forretninger, dvs. SuperBrugsen, Kvickly og Dagli’Brugsen, hvor vejledende pris formentlig vil være det samme som den hvide søster, dvs. 69 kr.

Rating 2,5/7 

Skriv et svar