2014 Weingut Hensel, Liter Riesling Halbtrocken, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Hensel, Liter Riesling Halbtrocken, Pfalz, TysklandÉn af weekendens festvine var denne 1 Liter Liter Riesling Halbtrocken fra Weingut Hensel. Det skulle egentligt ha’ været i den knastørre udgave, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2013 og var meget begejstret for. Men det gik vist for stærkt ved bestillingen, så det blev den halvtørre udgave.

Nå, men vinen kommer fra et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig Weingut Hensel, som ligger tæt på byen Bad Dürkheim i Pfalz. Og vinen er hans én af hans entry-level Rieslinger, nemlig endnu en delevenlig 1 liter flaske, en rigtig Gutswein af bedste skuffe.

På etiketten står der også rg … Hensels forkortelse af Riesling. Der er også et lille fly tegnet over navnet Hensel, og det skyldes, at vingården ligger lige op af flyvepladsen Dürkheimer, og den nuværende ejer og leder af huset Thomas Hensel laver vine, som kan gøre dig flyvende … i hvert fald ifølge Hensel selv.

Hensel kalder sig også “das Weingut am Flugplatz”. Det med luft under vingerne går også igen i Weingut Hensel vinene, som laves i serierne Aufwind, Höhenflug og Ikarus … ja, og så denne serie, som Hensel blot kalder “Liter”.

Thomas selv har også gået i god vinskole, og er oplært hos Müller-Catoir af den legendariske Hans-Günter Schwarz, men i 1990 måtte han tage retur, overtage familieejendommen i Pflaz og videreføre vinproduktionen. I dag har Thomas Hensel omkring 19 hektar vinmarker omkring flyvepladsen i Bad Durkheim og laver nogle fremragende vine.

Alle druerne håndplukkes, og der bruges kun de bedste og mest modne druer. I kælderen håndteres druerne også med største forsigtighed, forsigtig presning, og en meget omhyggelig filtrering. Vinene er de nævnte tre serier has også specielle navne som rg, sg, wb, df, sl, gb, mo, gt og denne sp, alle opkaldt efter druerne, dvs. sp efter Spätburgunder. Så kan I jo gætte lidt på de øvrige.

Udover vinene fra Hensel selv, så producerer Thomas Hensel også en række vine med Markus Schneider, som også er en af de spændende producenter i Pfalz, bla. en serie vine under navnet Hensel und Gretel. Fra denne serie har jeg bl.a. smagt deres 2012 Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken.

Nå, men her står den altså på Riesling i litervis. Sådan. Hensel siger selv; ligetil og lækre, bordvine til hverdag, festivaler og restauranter. Og blot kaldet “Liter”. Og altså her i den halvtørre udgave.

Men at den er halvtør betyder nu imidlertid slet ikke så meget, for vinen er langtfra præget af sødme … heldigvis. I stedet er der godt med frisk syre. I næsen der grønne pærer, grønne æbler, stikkelsbær samt en snert af lidt citrus. I munden er der god, frisk syre og det mærkes slet ikke, at vinen er halvtør. Der er god harmoni mellem et let sødme og den friske syre.

Købt i Tyskland på Weine.de, hvor prisen er 5,90€ for en liter … hvilket svarer til 44 kr. og det er sgu billigt.

Rating 3,5/7  

Skriv et svar