2012 Domaine de Saumarez, Aalenien, Languedoc, Frankrig

2012 Domaine de Saumarez, Aalenien, Languedoc, FrankrigI det sydfranske spor var næste vin også fra Languedoc, nemlig fra den lille, fremragende producent Domaine de Saumarez, som ligger ved den lille historiske landsby Murviel-Lès-Montpellier. Og vinen er husets topvin, som kaldes Aalenien.

Vinhuset drives af den herlige og friske Robin Williamson sammen med fruen Liz. Robin Williamson er englænder, og hans frue Liz er fra New Zealand. Robin havde selv tidligere været bankmand, men parret ønskede noget andet i livet og de etablerede Domaine de Saumarez i 2004 ud fra en drøm om at blive vinbønder og lave kvalitetsvine.

Og de har fundet et godt lille sted ved Murviel-les-Montpellier i de lave bakker 15 minutters kørsel vest for Montpellier. De omkringliggende bjerge er dækket af olivenlunde og vinmarker og udsigten strækker sig helt til Middelhavet.

Da de søgte efter en vingård, var deres vigtigste kriterie at finde kvalitetsterroir, altså jordbund med potentiale til at give frugt af absolut topkvalitet. De lægger megen omhu i at lave vine, der repræsenterer kompleksiteten af deres terroir og samtidig bringer det bedste frem i hver druesort.

De kiggede sammenlagt på 30 vingårde mellem den spanske grænse og Nimes inden de købte vingården i Murviel-les-Montpellier. Det var faktisk den 30. og sidste vingård de besøgte. Den var forfalden … men med potentiale.

Vingården består af 11 hektar vinmarker med vinstokke plantet på skråninger mellem 80 og 150 meter over havets overflade. Jordbundstypen, som opstod i Jurassic perioden, kaldes Aalenien og er unik for Languedoc og består af kvarts, skifer, granit og mergel.

Vinstokkene behandles med stor omhu. Det tørre og blæsende middelhavsklima betyder, at det ikke er nødvendigt at sprøjtebehandle, så her bruges ingen herbicider eller pesticider. Ukrudtet bliver pløjet eller hakket væk, og om vinteren græsser flokke af lokale får mellem vinstokkene. Denne filosofi bidrager til at fremme den levende jord, hvor alle organismer lever i symbiose med hinanden. Fra årgang 2012 er vingården certificeret som økologisk.

Robin fortæller, at Domaine de Saumarez er en del af “the Outsiders” … en lille gruppe af 12 ligesindede vinbønder i Languedoc-Roussillon, som alle er enige om, hvordan de laver spændende vine, som udnytter regionens meget forskellige jordtyper, druesorter og de klimatiske forhold.

Aalenien er som nævnte husets topvin, lavet på 80% Syrah og 20% Grenache. Druerne kommer fra husets bedste parceller, nogle stenede skråninger med undergrund præget af kvarts, skifer, granit og mergel dannet under juratiden. Druerne er plukket ved håndkraft, 25 hektoliter pr. hektar og afstilkes inden vinfikation i cementtanke. Maceration på 4-5 uger og sluttelig lagring i 1 år på unge, franske barriques.

Og i næsen er der gamle stalde, mødding … næsten nature wine i duften. Der er mørk frugt, blommer, hindbær, læder, røg, våde fade, kanel, kakao samt lidt mintpastiler. Herlig næse. I munden er det en mørk, kraftig og fyldig vin, men meget rund med mørke bær, svedsker, lakrids, tobak, peber og tydelige tanniner, men herlig balance mellem syre og lidt sødme. Et lille kraftværk.

Købt hos Jysk Vin, men prisen kender jeg ikke.

Rating 5,5/7  

Skriv et svar