I det dejlige Provence lidt uden for byen La Cadière d’Azur på kalkholdige skråninger, der nyder godt af middelhavsklimaet og med vinmarker, der får masser af sol og luft, finder vi Domaine du Gros’Noré, som står bag denne Bandol Rosé.
Domaine du Gros’Noré så dagens lys i 1995, hvor Alain Pascal – som i øvrigt er tidligere bokser – med familiens hjælp byggede sin kælder ved siden af den gamle fårefold fra 1789, og hvor han på bedste vis bevarede den gamle byggestil fra landsbyen.
Han gav domainet navn efter sin far Honoré, der var berømt for sit store korpus,
Tidligere solgte familien deres druer til de kendte domainer i Bandol til henholdsvis Domaine Ott og Château de Pibarnon.
Selvom Alain og hans far også selv havde lavet vin til eget forbrug, så var det først i 1997 – efter faderens død – at Alain besluttede at satse 100% på en fuld egenproduktion under navnet Domaine du Gros’Noré.
I alt driver Alain Pascal 16 hektar vinmarker med hjælp fra hans bror Guy på bjergskråningerne omkring La Cadière d’Azur. Vinmarkerne er sammensat af både ler og kalksten. Klimaet nær Middelhavet betyder varmt vejr og fuld sol, men kølet af den vedvarende Mistral vind. Der bruges ikke sprøjtemidler. Druerne, der er mættede af sol, høstes manuelt ad flere omgange for at sikre en høj grad af modenhed.
Rosévinen har ligesom øvrige rosévine i Bandol den karakteristiske lyse, svagtrøde farve. Vinen er lavet på 40% Mouvèdre, 20% Grenache og 40% Cinsault.
Og i næsen er det herlige noter af dej under hævning, candyfloss, gær, jod, lyserøde bær, jordbær, tørhed, eg, urter samt lidt grape. I munden er der god syre, mineralske elementer, friskhed … meget vedvarende i syren, og det smager sgu helt godt.
Købt hos Jysk Vin, pris 146 kr.