Fredagen var Spätburgunderløs – vist et nyt ord i den danske ordbog … Spätburgunderløs – men dog tysk i form af denne Randersacker Ewig Leben Riesling Trocken fra vinhuset Weingut Schmitt’s Kinder, som jeg skrev lidt om forleden.
Som jeg skrev, så ejer Weingut Schmitt’s Kinder 14 hektar vinmarker, som bl.a. omfatter parceller på markerne Pfülben, Marsberg, Sonnenstuhl og Teufelskeller. Men så findes der jo også Ewig Leben, som angivet på denne Riesling … og hvad er det nu for en mark?
Ewig Leben … evig ung – evigt liv, skønt navn til en vinmark i øvrigt. Ewig Leben er en del af VDP Erste Lage marken Marsberg, ja faktisk det nederste stykke på Marsberg, som jo ligger lige mellem Pfülben og Sonnenstuhl.
Marsberg omfatter nemlig i dag de tidligere marker Spielberg, Gehren, Marsberg, Hammelsmauer, Ewig Leben og Westroden. Disse findes således ikke som enkeltmarker længere, men enkelte vinproducenter anvender dog fortsat de gamle betegnelser.
Ewig Leben er da også allerede nævnt i gamle dokumenter fra 1668 som Ewig Lehen … evig fejde, hvilket senere dog blevet ændret til det mere optimistiske og opmuntrende Ewig Leben. Og nu er det så langsomt ved at forsvinde, som blot en del af Marsberg.
Nå, men denne Randersacker Ewig Leben Riesling Trocken var én af de vine, som jeg smagte hos vinhuset under mit besøg i sommers. Den venlige vært sagde, at den fortsat var ganske ung … lidt ligesom os. Og det er der noget om … men den er bestemt allerede ganske drikkeklar … også lige som os ;o)
I næsen mærkes lidt fylde og klart Riesling … selvom der endnu ikke er petroleum, men i stedet lidt halm, lidt citrus, kvæde, cedertræ og fin friskhed. I munden mærkes først en smule sødme, ikke meget … men en anelse. Smager frisk og … ja ung, men der er en flot balance mellem syrligheden, friskheden og en anelse sødme. Til prisen et fund.
Købt på vingården, pris 8,20€ … eller 62 kr. omregnet i danske menneskepenge.
Rating 4,5/7