2012 Seresin Estate, Pinot Noir Leah, Marlborough, New Zealand

Det er vist efterhånden velkendt, at mange filmfolk – både skuespillere og instruktører – for deres uhyrlige høje indtægter fra de mange film, har kastet sig over vinproduktion.

Vi nævner i flæng; Francis Ford Coppola, Fess Parker, Kurt Russel, Depardieu, Brad Pitt og Angelina Jolie, Johnny Depp, Sam Neill, Cliff Richard og Dan Aykroyd … blot dem, som jeg umiddelbart kan huske. Der er sikkert mange flere.

Og selvfølgelig også med variende succes. Men én af dem, som har opnået succes med sine vine … og ikke blot som en kendiseffekt – er den New Zealanske filmfotograf Michael Seresin. Okay … han er måske heller ikke så kendt som Jolie, Depp og Russel, men har været ansvarlig fotograf på en lang række store film.

Han har bl.a. været med til at filme Midnight Express, Birdy, Angel Heart, Harry Potter – Prisoner of Azkaban, Bugsy Malone, City Hall og Angela’s Ashes. Han har således arbejdet sammen med store instruktører som Harold Becker, Adrian Lyne og Alan Parker.

Han har også selv instrueret en enkelt film, nemlig filmen Homeboy fra 1988 med skuespillerne Mickey Rourke og Christopher Walken på rollelisten.

Og så ejer og driver han altså vinhuset Seresin Estate, som ligger ved den lille by Renwick i Wairau Valley, altså Marlborough området, den øverste del af Sydøen på New Zealand. Michael Seresin købte vingården i starten af 1990’erne efter først at have ledt i flere år efter en vingård i Italien. Den drøm blev dog opgivet, så valget faldt på Wairau Valley.

Det er også et område, som er nærmest ideel til vindyrkning. Den meget porøse jordbund med et højt indhold af grus giver perfekte dræningsforhold, hvilket er nødvendigt i det til tider temmelig regnfulde klima. Store sten på jordoverfladen reflekterer endvidere solens stråler og holder derved på varmen i Marlboroughs kølige og klare sommernætter.

Vingården er en af de mest moderne på New Zealand. Bygningerne er opført i flere niveauer, så druerne ankommer i det øverste niveau og ender i flasker på det nederste niveau. Vinen skal ved hjælp af tyngdeloven kunne løbe frit, så brug af pumpemaskiner ikke er nødvendigt.

Michael Seresin lavede sin første vin i 1996, og har så ellers løbende opkøbt flere vinmarker, bl.a. markerne Tatou Vineyard og Raupo Creek vineyard. I dag ejer vingården samlet 111 hektar vinmarker, og alt er certificeret både økologisk og biodynamisk. På markerne dyrkes druesorterne Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Gewurztraminer, Viognier, Semillon og Riesling.

Seresin Estates etiketter har alle et håndaftryk som logo. Michael siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ingen ord, kun symbolet på styrke samt kraft fra jord og sten.

Nå, men her har vi så én af husets vine på Pinot Noir … deres Pinot Noir Leah, hvor druerne kommer fra i alt 15 små parceller, fordelt over de tre vinmarker Raupo Creek, Tatou Wineyard og Home Wineyard.

Når druerne ankommer til vineriet, bliver de afstilket og sorteret grundigt, før de presses nænsomt. Mosten gæres ud i ståltanke i 6 dage, hvor hatten af skaller dagligt roteres rundt i mosten. Efter endt gæring har vinen fortsat skindkontakt i to uger, inden den lægges på fade i 10-–11 måneder.

Og det er absolut ikke en typisk New Zealandsk Pino … langt mere europæiske og stringent i udtrykket. I næsen er det stikkelsbær, ribs og rabarber, jern … specielt duften af jern er tydelig, godt med rustne søm og skruer samt en smule eg. Smagen lidt i samme boldgade, meget syrlig og slet ikke den sødme, som man ofte finder i Pinot Noir fra både Tyskland og New Zealand. Det er ribs, stikkelsbær og en god, lang og syrlig eftersmag med grønne blade.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor prisen er 195 kr.

Rating 4,5/7  

Skriv et svar