2011 Graceland Vineyards, Three Graces, Stellenbosch, Sydafrika

Tredje gang er lykkens gang … siges det i hvert fald, og med denne Three Graces er det således tredje gang, at jeg smager en vin fra det sydafrikanske vinhus Graceland Vineyards. De to første gange har jeg ikke været særlig begejstret. Er det også tilfældet denne gang?

Graceland Vineyards ejes og drives af Paul og Susan McNaughton, som købte vingården i Stellenbosch i 1990. Da parret købte stedet fandtes der alene et gammel hus og en misligholdt vinmark for foden af Helberg Mountains i Stellenbosch.

Da Poul altid havde været Elvis fan blev huset døbt Graceland, og vinenes navne blev derfor også Graceland

Den gamle vinmark blev revet op og i begyndelsen af 1990’erne blev der plantet 8 hektar nye vinstokke med Cabernet Sauvignon og Merlot, og senere marker med Shiraz.

Der er tale om en mindre familiedrevet ejendom med 18 hektar vinmarker. I de første år havde de ekspertbistand udefra til at lave vinene, men siden 2002 har Susan haft det fulde ansvar for vinfremstillingen.

Alle på stedet er involveret i den daglige drift, selvom det er Susan, der som vinmageren er den drivende kraft. Paul står for økonomi og administration, og alle andre inklusiv børnene, giver en hjælpende hånd i markerne og i kælderen.

Jordbunden på stedet er særdeles velegnet til røde druer, hvorfor man kun producerer røde vine. Man laver 5 forskellige vine på gården, en Merlot, en Shiraz, en Cabernet Sauvignon, en Strawberry Fields på  70% Shiraz og 30% Cabernet Sauvignon og så denne Three Graces, som er et blend af de tre nævnte druer.

Helt præcis er blendet 60% Cabernet Sauvignon, 20% Shiraz og 20% Merlot. Druerne er lagret hver for sig i 14 måneder, hvorefter den endelige blanding er lavet. Efterfølgende er blandingen lagret yderligere på fad i 8 måneder, heraf på 10% nye fade.

Igen må jeg indrømme, at det bare ikke er mig. Måske er jeg mærkelig. Jeg har ingen aversion imod sydafrikanske vine, men vinene fra Graceland Vineyard er bare ikke mig. I næsen er vinen sød … meget sød med chokolade, solbær … nærmest solbærmarmelade, en smule peber og våde fade. Smagen er også meget sød med et lidt skævt peberbid … peber og marmelade går bare ikke godt i spænd sammen. Der er mørke bær, men det er sgu for sødt og voluminøst.

Købt hos Jysk Vin, pris 229 kr.

Rating 3/7 

Skriv et svar