2011 Zeni, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

Nå, men I havde vel ikke regnet med, at jeg var færdig med at skrive om besøget hos Zeni? Uden at smage deres Amaroner? Det skal I selvfølgelig ikke snydes for, og jeg mangler selvfølgelig også at fortælle lidt om huset, historien, markerne og deres produktion.

Mens jeg nyder deres almindelige Amarone della Valpolicella Classico kan jeg jo fortælle lidt om vinhuset, der – som det fremgår af etiketterne – er grundlagt helt tilbage i 1870.

Historien om vinhuset startede dog allerede omkring år 1800, hvor Bartolomeo Zeni fragtede varer mellem de forskellige byer omkring Gardasøen i Lombardiet. Han fragtede specielt vine, og havde god forstand på vin, og snart begyndte han selv at handle med vin.

Den forretning fortsatte så de næste par generationer, nemlig med sønnen Gaetano, hans søn Francesco. Det var først da Francescos sønner Faustino og Ernesto overtog familieforetagendet, at man selv begyndte vinproduktion og dermed grundlagte Cantina F.lli Zeni på adressen i Bardolino.

Efter Faustionos død blev gården i en årrække drevet i et partnerskab mellem Faustinos søn Gaetano og Ernesto, og efter Ernestos død af Gaetano alene. I dag er Gaetano også væk, så vinhuset drives af den seneste generation i form af Gaetanos 3 børn Fausto, Elena og Federica Zeni.

Samlet driver de over 70 hektar vinmarker i både Bardolino, Custoza, Lugana, Soave og Valpolicella. Og herfra laver de en lang række vine som fx Bianco di Custoza, Soave Classico, Bardolino Chiaretto, Bardolino Marogne, Cruino, Recioto della Valpolicella, Bardolino Classico, Valpolicella Classico og mange flere.

Og så laver de selvfølgelig Amarone vine, faktisk 4 af slagsen … denne Amarone della Valpolicella docg Classico, en Amarone della Valpolicella doc Classico Vigne Alte, en Amarone della Valpolicella doc Barriques og så den ultimative topvin  Amarone della Valpolicella doc Classico Riserva “Nino Zeni” – kun lave i to år 2000 og 2005.

Jeg sprang på et smagesæt, hvor de første 3 Amaroner er med. Det kostede 7€ at smage og ser sådan her ud:

Zeni smagning
Bagerst de to årgange af topvinen Amarone della Valpolicella doc Classico Riserva “Nino Zeni” – de kunne ikke smages.

Denne Amarone della Valpolicella Classico var første vin af de tre Amaroner. Den er lavet på 60% Corvina, 30% Rondinella og 10% Molinara. Druerne kommer fra Valpolicella Classico området nord for Verona, og har inden vinifikationen tørret 3-4 måneder, så de næsten bliver til rosiner. Macaration i hele 3-4 uger efterfulgt af klassisk lagring på store egetræsfade i 2-3 år afhængig af årgang.

Og det er en fin og okay Amarone … som heldigvis ikke har rosiner i næsen, men godt med blommer, figner, krydret mørk frugt og en smule blomster. Smagen er blød, cremet, fløjl og også med lidt syre samt en smule bitterhed og alkohol i eftersmagen. Der er godt med frugt, hvilket er fint. En god og venlig Amarone.

Koster 17,50€ på vingården, omregnet til menneskepenge svarer det til 130 kr. Forhandles herhjemme af SuperVin, hvor prisen er 259 kr. ved køb af én flaske og 195 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7   

Skriv et svar