Sidste Pinot Noir onsdag blev denne Pinot Noir Élevé en Barriques fra det velkendte Domaine Sipp Mack, som ligger ved foden af Vogeserne i landsbyen Hunawihr mellem Riquewihr og Ribeauvillé.
Vingårdens historie daterer sig helt tilbage til 1698, hvor bødkeren Frederic Mack begyndte at lave sin egen vin. 8 generationer senere – i 1959 – blev Marie-Louise Mack gift med vinmageren François Sipp fra Ribeauvillé, og sammen dannede de vingården Sipp-Mack.
Fra 1983 har deres ældste søn Jacques sammen med sin amerikanske kone Laura overtaget driften af hele den store vingård, og nu er den næste generation allerede på banen, da deres datter Carolyn efter afslutningen af sin vinuddannelse også er indtrådt i firmaet.
Jacques bror Vicent Sipp udtrådte fra firmaet for omkring 20 år siden, dannede Domaine Agapé, og fik nogle af markerne, også dele af de fine Grand Cru marker som Schoenenbourg, Osterberg og Rosacker, således Sipp-Mack i dag har omkring 15 hektar vinmarker i Hunawihr, Ribeauvillé og Bergheim.
Produktionen har siden 2010 været under omlægning til økologisk BIO Ecocert certificering, og målet er at forbedre druerne endnu mere, bl.a. med brug af kompost, bioklip og minimal bearbejdning af jorden, bl.a. lader man nu græsset gro mellem vinstokkene.
Denne Pinot Noir Élevé en Barriques er produceret ved af de afstilkede druer er udblødt i en uge, hvorefter de forsigtigt er presset. 75% af druerne er lagret 12 måneder på nye franske egetræsfade, mens den resterende del er lagret på store foudres. Vinen er flasket med en let filtrering.
Duftmæssigt ikke så meget … næsten lidt neutral … lidt som et stikke hovedet ind i et halvtomt køleskab. Der er lidt røde bær gemt væk et sted, sådan lidt kirsebæragtigt. Til gengæld afslører vinen mere i smagen, som er syrlig, grøn og der er godt med tanniner. Vinen har en typisk Pinot Noir lethed og en klassisk elegance, som bider, vrider sig og viser tænder. Jeg gættede straks fransk … og det var korrekt.
Sipp Mack forhandles af Jysk Vin, men denne er vist ikke i sortimentet. Købt på vingården, men kender ikke prisen. Vil gætte på omkring 15€.