2007 Gérard Bertrand, Cigalus Blanc, Languedoc, Frankrig

Update fra den forgangne uge … først tirsdagsvinen på jobbet, en Cigalus Blanc fra den store – tidligere rugbystjerne – Gérard Bertrand, som efterhånden har fået opbygget et større vin imperium i det sydfranske, og herunder altså også dette gods Domaine de Cigalus.

Gérard Bertrand har – som nævnt – en fortid som en af Frankrigs bedste rugbyspillere. Efter en lang, succesfuld karriere lagde han imidlertid støvlerne på hylden og besluttede at tage en ny udfordring op … nemlig vinproduktion.

I 1992 overtog han ledelsen af sin fars vingård, Domaine de Villemajou, med den målsætning, at han ville højne standarden, ikke bare for vingården, men for hele området. Han vil være for Sydfrankrig, hvad Guigal er for Rhône. Et navn folk kan læne sig op ad, hvis de ikke orker at sætte sig ind i vin generelt.

Siden overtagelsen har Gérard Bertrand også investeret i endnu flere vingårde, vinslotte og vinmarker, fordelt over regioner som Corbières, Minervois og Côteaux de Languedoc, så han i dag har hele 470 hektar vinmarker.

Udover Domaine de Villemajou ejer Bertrand også Château Laville Bertrou, Château de l’Hospitalet, H de l’Hospitalet, Château la Sauvageonne, Château Aigues Vives, Château de la Soujeole, Domaine de l’Aigle, Tautavel, Domaine des Cathares og så dette Domaine de Cigalus. Ganske imponerende.

Derudover er han gået i partnerskab med 40 andre lokale producenter, som nøje følger hans visioner for kvalitet i vinmarken, for så – når høsten er overstået – at sælge druerne til ham.

Gérard Bertrand købte Domaine de Cigalus i 1995 og har siden omdannet produktionen til at være biodynamisk. Der er 75 hektar vinmarker til godset og jorden består af en blanding af ler og kalksten, hvilket gør den særdeles velegnet til at holde på vandet i det ellers tørre klima – en absolut nødvendighed, hvis man vil lave afbalancerede vine.

Lidt utraditionelt for området har Gérard primært valgt at plante internationale druesorter som Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay, dvs. druesorter, som alle trives fremragende i klimaet, men som der ikke er tradition for at dyrke i distriktet, hvorfor de aldrig kan nå en bedre klassifikation end Vin de Pays, selv om vinen reelt er klasser bedre end mange AOP’ere.

Der laves 5 forskellige vine på Domaine de Cigalus. nemlig Cigalus i rød, rosé og denne hvide. Derudover laves der en rød og en hvid udgave af vinen L’Indomptable de Cigalus.

Denne Cigalus Blanc er i årgang 2007 lavet på 80% Chardonnay, 15% Viognier og 5% Sauvignon Blanc. Vinifikationen sker ved, at 70% af vinen gæres ud på nye franske egetræsfade og 30% på rustfrie ståltanke. Vinen lagres vinen 8 måneder, hvor der på egetræsfadene foretages betonage (omrøring af bundfaldet). Efterfølgende blandes vinen, hvorefter den tappes på flaske og frigives til salg.

I næsen er der lidt fedme, overmodne pærer … der fornemmes lidt alder, og der er oxyderede noter, let sherry, blommer, men også fortsat lidt friske frugter med lidt tropiske elementer, abrikos, bolsjer, tyggegummi, sødme samt et strejf af lidt citrus. I munden er det en fyldig, lidt cremet vin med abrikoser, lidt jernholdig, lidt sødme … men ellers fin balance. Skal nok også drikkes nu.

Købt i Vinspecialisten, pris 295 kr., men vi fik det lidt billigere pga. alderen.

Rating 4,5/7 

Skriv et svar