Har egentlig en række updates fra ugen, men tænkte at I da lige skulle have fredagens Spätburgunder først… for husk nu, at fredag er Spätburgunder dag! Og i aftes drak jeg en herlig én af slagsen, nemlig denne Spätburgunder HADES Trocken fra Weingut Jürgen Ellwanger.
Vinhuset ligger i den lille by Winterbach i området Württemberg. Det er et område, som vi ikke så tit ser vine fra her i Danmark, og jeg har også kun anmeldt få vine fra Württemberg her på bloggen.
Det ligger jo lige ved siden af det mere kendte Baden – og begge vinområder er jo også en del af nuværende delstat Baden-Württemberg. I Württemberg laves der mest rødvin på lokale sorter, der ofte er tynde og kedelige, mens topproducenterne laver kraftige fadlagrede vine.
Familien Ellwanger har været vinbønder i Winterbach siden 1514, men det nuværende vinhus er reelt først grundlagt i 1949 af Gottlob Ellwanger. Det var dog sønnen Jürgen Ellwanger, som udvidede vingården, fik succes med vinene og blev medlem af både VDP og var medstifter af HADES og Deutsches Barrique Forum.
HADES er en sammenslutning af vinavlere i Württemberg, som blev grundlagt i 1986 med henblik på at studere brugen af nye egetræsfade i vinproduktionen. Udover Weingut Jürgen Ellwanger består HADES også af Weingut Fürst Hohenlohe Oehringen, Weinguf Graf Adelmann, Weingut Sonnenhof, Staatsweingut Weinsberg samt Weingut Drautz-Able. Sidstnævnte er netop ét af de huse, som jeg tidligere har skrevet om.
I dag drives Weingut Ellwanger af ægteparret Jörg og Sylvia Ellwanger sammen med sønnen Felix. De har samlet 26 hektar vinmarker, fordelt på marker omkring 5 byer, og alle marker med forskellig terrior. Her dyrker de primært hvidvine … omkring 65% af markerne er tilplantet med hvide sorter og 35% med røde sorter.
Husets vigtigste sorter er Riesling, Lemberger og Trollinger, men herudover dyrker man også en række andre druesorter som fx Spätburgunder samt internationale druer som Merlot, Syrah og Chardonnay. Det har i mange, mange år været en tradition på vingården.
Der laves en lang række vine på vingården, og selvom de hvide vine fylder mest på markerne, så laver Ellwanger ikke mindre end 23 forskellige rødvine, hvoraf 5 er HADES vine, dvs. vine lagret på de bedste barriques, som købes i HADES fællesskabet og lagret efter forskrifterne i foreningen.
Disse vine kommer også i en speciel flaske, men både teksten HADES og et figur præget i flasken. Det kan du også se på fotoet af flasken. Om det har noget at gøre med den græske gud Hades, ja ved jeg ikke. Hades blev kaldt Hades den usynlige og var jo enten dødsriget eller dødsrigets gud, og det passer jo ikke helt ind med vinen.
På etiketten kan man også finde en konge … som troner med et scepter samt et rigsæble. Ovenover står teksten “Digrarex Heinricvs 1046”. Rex er vist noget med konge, og jeg vil gætte på, at det referer til den tyske konge Heinrichs III, som i 1046 fyrede et par paver, indsatte Clemens den 2. som ny pave og selv blev udnævnt som kejser af det tysk-romerske rige. Hvad det har med vinen at gøre … har jeg heller ingen anelse om?
Nå, men her har vi netop en HADES vin på Spätburgunder, som netop er lagret på nye barriques … hvor lang tid fremgår dog ikke. Men herligt smager det.
I glasset den dejlige lyse, transparente teglfarve, og i næsen er vinen voldsom animalsk med hestestald, mødding, kølig, indelukket kælder, vanilje, let mynte, spidskommen og en anelse gran. I munden er der godt med fylde. Vinen er cremet og lækker med hindbær, kandiserede kirsebær, appelsin, jern og lidt sødme. Virker både kraftfuld og elegant … på en let måde. Eftersmagen er enorm lannnnnnggggg med syrligt bid. Flot Spätburgunder.
Købt i Tyskland på weine.de, pris 21,00€ … eller omkring 156 kr.
Øv for en herlig vin-anmeldelse ;-). Endnu en vin til ønskesedlen 🙂
Vinen fås stadig hos weine.de har jeg set. Der er vist snart grundlag for en bestilling.
God påske og fortsæt med de herlige anmeldelser !
mvh Lars