Næste vin blev denne Montelaguna Roble fra vinhuset Dehesa Valdelaguna, som holder til i et gammelt, restaureret stenhus på det højeste bjerg ved byen Pesquera de Duero … lige opad Duero floden i det herlige Ribera del Duero.
Vingården med ikke mindre end 300 hektar jord har været i familien de las Heras eje i mange generationer, men blev i 2005 overtaget af José Antonio de las Heras. Han besluttede, at han ville starte en vinproduktion, og sammen med sin gamle ven Juan Ayuso kastede de sig ud i projektet.
Ud af familiens 300 hektar er der kun 14 hektar vinmarker … alle selvfølgelig tilplantet med Tempranillo. De resterende 286 hektar er kornmarker samt skove med egetræer. Vinmarkerne ligger på det højeste sted på jorden, nemlig i 900 meters højde. Det giver et køligere klima, hvilket forlænger druernes modningsperiode og derfor virker som en modvægt til de stadigt stigende temperaturer.
Vinstokkene på Dehesa Valdelaguna er i gennemsnit omkring 15 år gamle. Markarbejdes styres af Rafa Asenjo.
De to venner laver i alt 3 forskellige vine på Dehesa Valdelaguna, helt klassisk spansk med en Roble, en Crianza samt en Seleccion. Roble betyder eg, og udtrykket bruges i Spanien om vine, der har lagret på eg i en kortere periode … og ikke længe nok til at kalde sig Crianza.
Vinhuset laver årligt 60.000 flasker vin.
Denne Roble er laved med 20 dages maceratiion, hvorefter den gæres ud på betontanke og lægges på brugte egetræsfade af fransk, amerikansk og slovensk egetræ. Her lagrer vinen 6 måneder, mens den gennemgår sin malolaktiske gæring. Til sidst filtreres vinen, inden den tappes på flaske.
Duftmæssigt har jeg noteret mig lakrids, blåbær, vanilje, cigaræsker og chokolade. Godt med kraft. I munden er der mælkechokolade, fylde … godt med koncentreret frugt, blåbær, solbær med en let syrlighed og tydelige tanniner i eftersmagen.
Forhandles af Vinspecialisten, pris 110 kr.
Rating 4/7