2010 Kühling-Gillot, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Fredag … Spätburgunder … glæde og en tilfreds hustru. Rolig nu … det er alene Spätburgunderens skyld. Vi har fat en Spätburgunder Trocken fra Weingut Kühling-Gillot, som holder til i byen Bodenheim i Rheinhessen.

I denne lille byen har familierne Kühling og Gillot dyrket vin i over 200 år, og vinhuset også ejer 11 hektar af nogle af de bedste vinmarker i Rheinhessen, bl.a. Sackträger, Pettenthal, Ölberg og topmarken Nackenheimer Rotenberg … i det som er kendt som det såkaldte “Rote Hang”.

Og Kühling-Gillot er absolut fantastisk til at lave Riesling. Jeg smagte i 2012 husets 2008 Riesling GG Pettenthal  … helt fabelagtig Riesling. Klassevin. Gav den også 6 Thumbs Up.

Udover de nævnte Rieslingmarker besidder Kühling-Gillot to fabelagtige marker for Spätburgunder, nemlig markerne Oppenheimer Kreuz og Bodenheimer Burgweg. Begge har givet spændende vine i de seneste år, men vinene forventes at blive endnu bedre i de kommende år.

I generationer har kvinderne kørt Kühling-Gillot, og denne tradition gælder fortsat, idet vingården siden 2002 har været ledet af Carolin Spanier-Gillot. Carolin tog styringen af forældrenes vingård og har hvert år løftet vinenes kvalitet og udtryk.

Carolin er medstifter af Message in a Bottle, en forening af unge vinavlere og hun er aktivt medlem af foreningen Vinissima, Carolin er en dynamisk vinproducent, som er fuld af kreativitet og energi.

Hvis navnet Spanier i Carolin Spanier-Gillot ringer en klokke, som skyldes det at Carolin i 2006 blev gift med Hans-Oliver Spanier fra vinhuset BattenfeldSpanier. Sammen driver ægteparret nu begge vinhuse, og Hans Oliver står nu også for vinifikationen af vinene fra Kühling-Gillot.

Ligesom BattenfeldSpanier arbejdes også hos Kühling-Gillot økologisk. Arbejdet i vinmarkerne og i vinifikationen er tilsvarende fokuseret på maksimal kvalitet. Filosofien kan udtrykkes som “kontrolleret gøren ingenting”. Vinene får derfor lov at lave sig selv i store træfade og får dertil den tid, de har brug for, inden de tappes meget sent. Traditionelle teknikker bruges dermed til at opnå den højest mulige kvalitet og autensitet.

Denne Spätburgunder Trocken er én af husets Gutsweine … altså entry-level vine, som også har lagret på barriques … hvor lang tid kan jeg dog ikke se.

I glasset er vinen transparent … ikke voldsomt og ikke så lys, som de fleste Spätburgundere. Næsen er let animalsk, ikke meget … og i stedet er der en lidt syrlig note, næsten balsamisk med kaffe, kirsebær, træ, appelsiner samt en smule champignon eller jord.

Smagen er også til den syrlige side med jern, rust og mineraler. Ikke så imødekommende, og holder et fast og syrligt bid hele vejen igennem. Eftersmagen slutter end smule krydret … hmmm, skal vist lige tænke over denne vin.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 12,50€ … eller omkring 93 kr.

Rating 3,5/7  

Skriv et svar