2012 Viña Errazuriz, Arboleda Pinot Noir, Aconcagua Valley, Chile

Næste vin i række blev denne Arboleda Pinot Noir fra Viña Arboleda … et lille sideprojekt for Eduardo Chadwick, og dermed reelt ejet og styret af Viña Errazuriz.

Eduardo Chadwick grundlagde Viña Arboleda i 1999 som et lille prestigeprojekt. Vinhuset ejer vingården Aconcagua Costa med 230 hektar vinmarker på et formidabelt område kun 12 kilometer fra Stillehavet i nærheden af Concón.

Det er et forholdsvis koldt område med en årlig gennemsnitlig temperatur på 14 grader og omkring 350 mm nedbør. Der er køligt og blæsende. Her dyrker Arboleda primært Sauvignon Blanc og Chardonnay samt Pinot Noir og Syrah.

Floraen og faunaen på Aconcagua Costa er meget forskellig og det giver en mangfoldighed af plante- og dyrearter. Viña Arboleda har da også gjort en masse tiltag for at beskytte naturen, bl.a. de mange vandløb, der findes i området. Ligeledes har man lavet et slags reservoir på 8 hektar …. et slags fredet område for trækfugle, som krydser området på forskellige tidspunkter af året.

Selve navnet Arboleda er spansk og betyder “at dyrke træer”, hvilket skal ses som en hyldest til de oprindelige chilenske træer, som vokser på husets vinmarker. Og derfor er der også et stort træ på etiketterne af husets vine.

Denne Pinot Noir kommer fra lille 1 hektar parcel på marken Chilhué … som på chilensk betyder “et sted for måger”. Vinmarken har en hældning på mellem 5 og 30 % samt en skifferholdig jordbund, hvilket gør det muligt for rødderne at arbejde sig ned i undergrunden i skifferstenens revner i en nærmest trappelignende bevægelse. Det øverste jordlag består af 40-80 cm blandet sand, ler og muldjord, hvori vinstokken kan etablere sig.

Vinen er lavet via en vinifikation, hvor bærene afstilkes, inden de presses i en pnenumatisk presse. Efterfølgende køles mosten ned og lægges med skindkontakt i 4-7 dage, inden den alkoholiske gæring starter som en spontangæring på åbne træfade. Vinen lægges dernæst på franske egetræsfade i 12 måneder. 13% af fadene er helt nye. Vinmager har været Francisco Baettig.

Duftmæssigt lidt rustik, sødme … klart Pinot Noir i næsen, men lidt varmere og mere krydret end dens europæiske slægtninge. Der er jordbær, søde kirsebær, egetræ … og en smule stald … men ligger ganske vist godt skjult. Smagen er lyse bær, hindbær med let bitterhed, lidt syrlighed og god nerve … men mangler måske lidt lethed.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 165 kr.

Rating 4,5/7  

Skriv et svar