Med næste vin er vi i appellationen Mercurey, som er den varmeste og største kommune i Côte Chalonnais. Appellationen Mercurey omfatter vinmarkerne ved selve byen Mercurey og ved Saint-Martin-sous-Montaigu.
I Mercurey er det primært rødvin, der produceres. Varmen smitter af på vinene, som sjældent besidder samme finesse og parfumerede duft, som kendetegner vinene fra Côte d’Or. I stedet kan de virke lidt klodsede, men det afhænger helt af producenten.
I Mercurey er der samlet 739 hektar vinmarker, hvoraf 126 hektar været klassificeret som Premier Cru siden 1936. Vinmarkerne strækker sig på en øst/vestlig akse 11 kilometer.
Kommunen Mercurey fik sit navn i 500-tallet, da Romerne byggede et tempel på stedet til ære for Merkur.
Nogenlunde samtidig blev egnens første vinstokke udplantet, så Mercureys vinbønder bygger altså videre på en halvandet årtusind gammel tradition.
Vinmarkerne som leverer druen til denne vin omkranser byen Mercurey og vender mod syd, øst og nordøst. Druerne kommer fra en række forskellige marker. Jordbunden i Mercurey minder en del om den i Côte de Beaune, og der findes her adskillige velansete Premier Crus. Louis Jadots Mercurey gærer 3 uger på tank og lagrer dernæst på egetræsfade 12-16 måneder.
I næsen er vinen mere rustik end husets almindelige bourgogne. Der er røde kirsebær, kælder, blæk, grafit og urter. Og dermed ja … virker lidt varmere i udtrykket. Det går også igen i smagen, hvor der nærmest er lidt peber, kirsebær og godt med tanniner. Der er grønne toner og en lidt urtet bitterhed, som er lidt svær. Vinen er dog ganske ung … og bør nok ligge nogle år.
Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, normalpris 199 kr., tilbudspris ved smagningen var 150 kr.
Rating 4/7