2008 Schloßweingut Graf Hardegg, Pinot Noir Steinbügel, Weinviertel, Østrig

Fredag er Spätburgunder dag … og det blev vinbuddy Jan, som kom forbi en tur og sørgede for, at det blev en rigtig fredag. Han havde nemlig medbragt denne Pinot Noir Steinbügel … ganske vist ikke en tysker … men tæt på, da vinen nemlig kommer fra det østrigske vinhus Schloßweingut Graf Hardegg.

Som navnet Schloßweingut Graf Hardegg indikerer, så er der tale om en nobel familie … ja faktisk stammer Hardegg familien helt tilbage fra 1069, hvor de var en del af Prueschenk familien, én af de ældste adelige familier i Steiermark.

Brødrene Heinrich og Sigmund Prueschenk var finansielle, militære og private rådgivere til kejser Friedrich III. Og de fortsatte med senere med at støtte Friedrichs søn kejser Maximilian I, der belønnede dem med store landområder og titler, bl.a. blev de Reichgraf og fik deres eget våbenskjold, som den dag i dag kan ses på etiketterne af husets vine.

Imidlertid gik det senere ned ad bakke. Store økonomiske vanskeligheder gjorde, at Graf Julius III efter Graf Johann Wilhelms død i 1635 måtte pantsætte og senere sælge familiens slot/fæstning til Baron St. Julien. Og familien måtte i stedet flytte til Seefeld-Kadolz, hvor Hardegg familien gennem årene havde købt nogle slotte samt jordarealer i både Stetteldorf og Seefeld. Det er omkring 75 kilometer fra Wien og ganske tæt på den tjekkiske grænse.

I dag – 500 år senere – ligger vinhuset fortsat i Seefeld-Kadolz, og det er fortsat efterkommere fra den gamle Graf Hardegg familie, som viderefører vinhuset, nemlig i form af DI Maximilian Hardegg. DI står i øvrigt for diplom ingeniør, men det er nu imidlertid den ansatte vinmager Dr. Andreas Gruber, som står for produktionen af husets vine.

Schloßweingut Graf Hardegg har i alt 35 hektar vinmarker, som ligger i en radius på 8 kilometer omkring deres vingård. Markerne er fordelt på 3 store parceller, og der dyrkes man druer som Grüner Veltliner, Riesling, Zweigelt og Pinot Noir. I 1995 har man desuden plantet de franske og mere internationale druesorter Syrah og Viognier.

Husets bedste mark hedder Steinbügel og den ligger lige ved siden af vingården. Ja, faktisk har Schloßweingut Graf Hardegg på deres vingård en gammel vinkælder fra 1640, og den går et godt stykke ind under netop marken Steinbügel. Marken er sydvendt, en skråning med leret og sandet jord med stor mængde kalk.

Schlossweingut Graf Hardegg’s filosofi beskrives som aromaorienteret vinproduktion. Målet er ikke nødvendigvis at opnå maksimalt sukkerindhold i druerne, men derimod at opnå den bedste balance af samtlige indholdsstoffer til de enkelte vintyper. Siden 2008 er produktionen været både økologisk og biodynamisk.

Denne Pinot Noir Steinbügel kommer netop fra husets bedste mark. Vinen er lavet med kold maceration i 6 dage, og der benyttes alene druernes vilde gær ved spontangæringen på ståltanke. Herefter lagrer vinen på egetræsfade i 24 måneder i vingårdens gamle kælder … lige under samme sted, som druerne er plukket. Det er sgu da klasse.

Og duften er da ganske fantastisk … der er stald … den søde kostald som de tyske Spätbugundere … ganske rustik og animalsk med lidt yoghurt og næsten helt vingummi. Smagen er blød, blid og cremet med jordbær, hindbær … cremet og let. Føj, hvor smager det altså godt. Der er måske en anelse mere dybde og substands i vinen end nogle af dens tyske søskende … og det smager bare godt.

Forhandles i Danmark af Østrigsk Vinimport, men lige præcis denne vin er ikke på deres kort. Jan har købt den på vingården. Jeg har fundet den på en tysk hjemmeside, hvor prisen er 17,08€ … eller ca. 128 kr. Og det er rent tyveri.

Rating 5,5/7  

Skriv et svar