2011 Weingut Braunewell, Essenheimer Spätburgunder Kalkmergel, Rheinhessen, Tyskland

Med næste vin bliver vi i Rheinhessen området, nu blot 6-8 kilometer sydvest for Mainz, hvor vi i en lille by Essenheim finder vinhuset Weingut Braunewell, som står bag denne Essenheimer Spätburgunder Kalkmergel.

Vingården er grundlagt af en franskmand, nemlig François Breiniville som i 1655 flyttede fra Villepot i Frankrig til Rheinhessen. Her fandt han sin kone Christina i Essenheim, slog sig ned der og startede et landbrug med vinavl. Med tiden blev Breiniville til Braunewell i de lokale kirkebøger, og det blev så efterhånden familienavnet.

I dag drives vingården fortsat af Braunewell familien, endda i 3 generationer. Vinhuset ejes i dag af ægteparret Axel og Ursula Braunewell, men også Opa og Seniorchef Adam Braunewell hjælper til … og Axel og Ursulas to drenge Christian og Stefan – der som faderen er uddannede ønologer fra Geisenheim – deltager ligeledes i produktionen af vinene.

Vingården har samlet 20 hektar vinmarker, hvor markerne Essenheimer Teufelspfad og Essenheimer Blume hører til familiens vigtigste … deres größter Schatz som de selv kalder dem.

Husets vine er traditionelt inddelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine, men derudover laver de også en serie med navnet François … opkaldt efter deres franske historie og selvfølgelig på nogle af de franske druer som Merlot og Sauvignon Blanc. Herudover laves der en serie Prädikatsweine, bl.a. Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein. Derudover også lidt Sekt & Secco.

Denne Essenheimer Spätburgunder Kalkmergel er én af husets Ortsweine … lavet med druer fra husets kalk- og mergelholdige marker. Vinstokkene er omkring 27 år gamle, og vinen har lagret 16-18 måneder på 225 liters barriques … både nye samt fade som er brugt både 1, 2 eller 3 gange før. Der laves årligt 7.500 flasker af denne vin.

I næsen igen godt med krydderurter, hindbær, kirsebær, lidt lakrids … ellers lidt neutral. Måske lidt kraftigere end mange andre Spätburgundere. Smagen har let sødme, krydret … lidt varm i udtrykket, og det kunne virke som om, at vinen har fået en tand for meget fad?

Pris på vingården er 15,00€ … eller omkring 112 kr.

Rating 3,5/7 

Skriv et svar