En rigtig charmerende lille Spätburgunder … her fra Weingut Krebs, hvilket også illustrativt – og spot on – er afbilledet på etiketten med en klo fra en krebs. Vinhuset ligger i byen Freinsheim i Pfalz og drives – som navnet indikerer – af familien Krebs, nemlig Harald Krebs og sønnen, jungwinzer … den unge vinmager Jürgen Krebs.
Og der findes mange Krebs’er, som laver vin i Tyskland. En hurtig søgning på nettet … wupti, så afslører der en række udover Harald og Jürgen, bl.a. Weingut Krebs i Binzen, Weingut Hans Karl Krebs i Neumagen-Dhron, Weingut Walter Krebs i Friedelsheim … blot for at nævne nogle få.
Weingut Krebs er et forholdsvis nyt vinhus, grundlagt i 1982 af Harald Krebs. I begyndelsen var der kun 7 hektar, men i dag dyrker far og søn samlet 13,5 hektar, fordelt med 60% hvide og 40% røde druesorter. Vinmarkerne består af de fremragende parceller Schwarzes Kreuz, Musikantenbuckel, Oschelskopf og Goldberg.
Siden 2005 har det primært været Jürgen, som har haft ansvaret for produktionen. Jürgen Krebs har lært at lave vin flere steder, bl.a. i Pflaz hos Lucashof i Forst samt Knipser og Philipp Kuhn i Laumersheim. Han har også haft en praktikplads i Wachau hos Weingut Leo Alzinger og er derudover i 2008 uddannet vintekniker.
Vinene er – som hos mange andre vinhuse – delt op i tre serier, nemlig dem med hvid top, Weisskapsel, som er husets Gutsweine, Silberkapsel, som er Premiumweine og sluttelig Goldkapsel, som er de bedste Lagenweine. Fra topserien har Krebs’ Spätburgunder Barrique Freinsheimer Musikantenbuckel i en årgang 2007 fået den prestigefyldte pris Deutschen Spätburgunderpreis i 2010. Ganske godt gået af en 15€ vin.
Denne Spätburgunder er fra laveste serie, en Gutswein … hvor druerne kommer fra 15 år gamle vinstokke. Vinen har lagret på store 1.200 liters egetræsfade, og der laves årligt omkring 2.000 flasker af vinen hvert år.
Og hvilken herlig saft. I næsen meget animalsk med sød stald, mineraler, hindbær, røg, eg, sødme, læder og seletøj … meget indbydende. I smagen godt med ren frugt, lethed, mineraler og jern … lidt skarphed, men overordnet et meget godt indtryk.
Prisen på vingården er 7,50€ … eller sølle 57 kr. Fabelagtigt billigt for denne vin.