I hjertet af Rheinhessen … i byen Bechtolsheim finder vi vinhuset Weingut Winzerfamilie Flick, som ejes af Ulrich og Alexander Flick … far og søn … og de står bag denne Gau-Odernheimer Spätburgunder.
Ja, reelt er det nu Alexander Flick og søsteren Katharina Flick, som står bag vinen, idet de i 2008 overtog driften efter faderen. Og de viderefører familiens stolte traditioner, idet Winzerfamilien Flick har været vinbønder siden 1600-tallet.
Katharina Flick er uddannet vinavlstekniker, mens brormand Alexander Flick er uddannet ønolog fra Geisenheim i Rheingau. Siden søskendeparret overtog driften er der sket et markant kvalitetsløft med mere syrlige og spændstige vine.
Weingut Winzerfamilie Flick har i alt 20 hektar vinmarker, og dyrker 10 forskellige druesorter på marker i både Bechtolsheim, på topmarken Herrgottspfad i Gau-Odernheim, Goldenes Horn i Siefersheim samt Morstein i Wonnegau.
De primære druer er Riesling, Silvaner og Spätburgunder.
Vinene er ganske traditionelt delt op i Gutsweine, Ortsweine samt Lagenweine. Denne Gau-Odernheimer Spätburgunder er lavet med druer fra marken Herrgottspfad i Gau-Odernheim og er lagret halv på stål og halvt på brugte barriques. Ellers ikke de store oplysninger om vinen.
Duftmæssigt meget direkte frugt, hindbær, jordbær … ellers ganske neutral i næsen. Smagen bærer præg af eg, fade kombineret med lette krydderier, lidt peber, en smule skarp i munden og sådan lidt vandkrydret … hvis der er noget, som hedder sådan. Men I forstår sikkert, hvad jeg mener.
Pris på vingården, 7,90€ … eller ca. 59 kr.