2009 Domaine de la Grand’ Ribe, Côtes-du-Rhône Villages, Rhône, Frankrig

Vi vinkøbere ved, at vi man ikke altid får det, som man regner med … eller måske endda betalt for. Kvalitet er jo et relativt begreb. Men det kan også vende den anden vej, når man nogle gange får langt mere end det, som man forventer og har betalt for. Hvordan forholder det sig ved køb af vin til 39,95 kr. i et supermarked?

Ofte er jeg blevet skuffet med de billige supermarkedsvine … men nu prøver jeg til igen. En Côtes-du-Rhône Villages … oven i købet økologisk … fra et lille vinhus, som kalder sig Domaine de la Grand’ Ribe og ligger i byen Sainte-Cécile-les-Vignes i Vaucluse området i Rhône, Frankrig … få kilometer vest for Cairanne.

Domaine de la Grand’ Ribe har navnet efter vejen (og bakken) Ribagnans, hvor vingården ligger. Ribagnan eller blot “Ribe” betyder på provencalsk en “lille bakke”, og vinhuset har samlet 37 hektar vinmaker fordelt på bakkerne fire steder i området, nemlig Sainte-Cécile-les-Vignes, Suze-la-Rousse, Rochegude og Visan.

Vingården drives af ægteparret Jean-Claude & Isabel Fromont, og er oprindelig grundlagt tilbage i 1970. Jean-Claude Fromont købte vingården for nogle år tilbage, og driver ellers selv negociant virksomheden Maison Jean-Claude Fromont i den nordlige del af Frankrig, hvor han laver både Chablis, Sancerre og Châteauneuf-du-Pape.

Domaine de la Grand’ Ribe startede omstillingen til økologisk produktion i 2001, og har siden 2002 haft den officielle ECOCERT mærkning som fuld økologisk og siden 2007 også en NOP mærkning. NOP står for National Organic Program.

Denne Côtes-du-Rhône Villages er lavet på minimum 50% Grenache og den resterende del består af Syrah og Mourvèdre. Dens storesøster hedder Côtes-du-Rhône Villages Centenaire, og har faktisk i samme årgang 2009 fået hele 91-93 point af Robert Parker. Ellers har jeg ikke den store info om vinen, fremstilling eller hvor lang tid vinen har lagret på eg.

I glasset kommer første overraskelse … meget lys og transparent for en Rhône vin. Duftmæssigt er vinen heller ikke så kraftig … men der er Rhône-krydderier, våde fade, let røg, brombær, let karamel … men ganske let i udtrykket. Måske også lidt stram og kantet … men overordnet okay.

Smagsmæssigt er der bær og sødme … lækker og elegant. Smagen er faktisk langt bedre end næsen/duften, og jeg er ganske overrasket. Flot med bær, let peber og ganske habil. Blide tanniner og godt med frisk frugt.

For pengene … smæk for skillingerne. Og tilbage til spørgsmålet fra starten … ja, nogle gange finder man små perler til billige penge … også i supermarkeder. Denne her er én af dem.

Købt i SuperBest, pris 39,95 kr.

Rating 4/7  

Skriv et svar