2013 Ti Point Vineyard, Chardonnay, Hawkes Bay, New Zealand

Næste hvidvin var en Chardonnay – og en frisk én af slagsen – fra vinhuset Ti Point Vineyard, som ligger på den fantastiske Matakana kyst på Ti Point halvøen. lidt syd for byen Leigh ved Omaha Bay. Vi er også omkring 30 kilometer nord for Auckland på Nordøen i New Zealand.

Ja, faktisk i det område, hvor Great Barrier Island ligger omkring 10-15 kilometer ude i Hauraki golfen. Og der findes næsten også kun én vej på halvøen, og den hedder meget passende også Ti Point Road, og det er selvfølgelig dér, at vi finder vinhuset, som ejes og drives af vinmageren Tracy Haslam.

Hun driver vingården sammen med hendes mor Jan og den 89-årige bedstemor Eileen Romain, kaldet Nan … og herudover driver hun såmænd også et lille B&B hotel med restaurant, nemlig Ti Point Retreat og er også vinmager hos et par andre vinhuse i området, nemlig Coxhead Creek Vineyard og Te Kie Vineyard.

Tracy Haslam havde som ung rejst en del rundt i Europa inden hun i omkring 25-års alderen rejste hjem og uddannede sig som ønolog på Hawkes Bays Institute of Technology. De efterfølgende år bragte hendes uddannelse hende til både Italien, Napa Valley, Bordeaux og Schweiz. Det var i den periode, at hun mødte sin mand og mentor David Mason, som er direktør for Sacred Hill Wines.

Hun vendte tilbage til Hawkes Bay og cementerede sig som vinmager, bl.a. hos Lombardi Wines and Black Barn Vineyards inden hun i 1999 besluttede at starte sin egen vingård op omkring familiens ejendom, hvor hun egentlig mente, at der burde kunne dyrkes vin. Det var hendes drøm, at tre generationer … hende selv, moderen og bedstemoderen sammen skulle lave vine … specielt med inspiration fra hendes favoritter fra Bordeaux. Og det blev starten på vingården på Ti Point halvøen.

Siden har Tracy fået mere arbejde, bl.a. som nævnt som vinmager hos andre vinhuse, og derfor blev Alistair Noakes ansat i 2006, og han fungerer som daglig leder på Ti Point Vineyard.

Der laves i alt 10 forskellige vine på Ti Point Vineyard, en del med druer fra husets egne vinmarker og en del med druer fra udvalgte vinbønder rundt om i New Zealand. Jeg har ikke fundet ud af, hvor mange hektar vinmarker, som Ti Point Vineyard ejer … men denne Chardonnay kommer fra forskellige marker i området ved Hawkes Bay.

Og det er en ganske charmerende sag. I næsen er der eg, vanilje, smør, nødder, mandler, våde fade og våde papkasser … men virker ikke voldsom fed i udtrykket, som nogle Chardonnay’er ellers kan blive. Det går igen i smagen, som er frisk med syre, lidt citrus påstod Jesper … og jeg må give ham ret. Meget vedholdende og med en rigtig god friskhed. Super.

Købt hos SuperVin, pris 115 kr. ved 6 stk. og 161 kr. ved køb af en enkelt flaske.

Rating 5/7  

Skriv et svar