Weingut Bründlmayer ligger i Langenlois i Kamptal, en sidedal til Donaudalen godt 70 km nordvest for Wien, og han står bag denne herlige Zöbinger Heiligenstein Riesling.
Vingården ejes og drives af Willi Bründlmayer, der overtog gården efter sine forældre i 1980. Han er meget venlig og uhyre beskeden, og man imponeres over dette mønsterbrug. Der er i alt 60 hektar, der udnyttes til vin, hvilket er stort efter østrigske forhold. De fleste af markerne ligger på terrasser, og ca. 1/3 dyrkes efter lyre systemet, hvor stokkene er beskåret, så de har form som to arme, der strækker sig mod solen.
Kamptal ligger beskyttet af skovbeklædte bakker for de kolde vinde fra nordvest, og om dagen varmer solen de stenfyldte terrasser. Kamptal ligger i den del af Østrig der kaldes Weinviertel, som er det største vimområde, og mere end 50% af vinmarkerne her er beplantet med druen Grüner Veltliner, der er den mest typiske drue i Østrig.
Hos Bründlmayer er 70% hvidvin, men de producerer også 30% rødvin.
Én af de vigtigste grundpiller hos Bründlmayer er vinmarken Zöbinger Heiligenstein på i alt 10 hektar, hvor hovedparten – ja faktisk 9 hektar – er beplantet med Riesling og den sidste hektar med Cabernet. Ca. 1/4-del af marken er bundet op efter lyre systemet, medens resten beskæres efter den traditionelle Guyot metode, hvor de små druer hænger 50-60 cm over jorden.
Geologisk set er Zöbinger Heiligenstein den mest interessante på domainet, og jorden består sandsten med vulkansk islæt og er omkring 270 millioner år gammel.
Denne Riesling Heiligenstein er lavet af druer fra denne Erste Lage aka Grand Cru mark, bl.a. fremgår der også et lille ettal efter marknavnet, som indikerer at dette er en Erste Lage vin.
Duftmæssigt er der petroleum … juhuuu. Faktisk er selv min hustru nu blevet vild med, at en Riesling har denne komplekse duft med petroleum i næsen … den havde jeg ikke lige set komme. Derudover er der blomster, lime, våd kælder, svag mulle duft … ganske indbydende. Smagen er fin ren … meget stringent med mineralitet, frugtsten, blomster, eksotiske frugter, hyld og meget tør, frisk og livlig. Skøn … bedste vin jeg har smagt fra Bründlmayer.
Forhandles hos Jysk Vin, pris 175 kr.