Jeg har før smagt vin fra den dygtige sydafrikanske vinmager Niel Bester, som har været ansvarlig vinmager for 28 årgange hos Plaisir de Merle, men nu er gået solo … her er hans 2025 Signature Chenin Blanc.
Denne 2025 Niel Bester Signature Chenin Blanc er skabt på 100% Chenin Blanc fra gamle, dry-farmed vinstokke i Paarl. Der vokser druerne i den karakteristiske granitholdige jordbund, hvor de næsten 40 år gamle stokke giver lave udbytter.
I kælderen får druerne efter høst kort skindkontakt, hvorefter den rene frie most udvindes nænsomt for at bevare druens naturlige intensitet inden gæringen. Efter endt fermentering er vinen lagret 11 måneder på hovedsageligt gamle franske fade, dog er 15% nye egefade.
Det er sgu en lille bandit af en vinder … meget tilgængelig, lækker og med fin balance af en syrlig friskhed og en sødlig frugt med fersken, honningmelon. pærer, lidt bivoks, sandeltræ, lidt muskat og nogle lettere grønne elementer.
Smagen er i samme bold … både pleasende, seriøs, cremet, lækkerfin og blød. Der er let hvid peber, tropisk frugt med ananas, pærer samt fersken og samtidig let strejf af citrus, sødbitter lemon og smuk balance. 90 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 3 flasker.