1997 Domaine Sipp Mack, Riesling Grand Cru Rosacker, Alsace, Frankrig

Update fra mandag … bestyrelsesmøde i Randers Vinlaugh … det er sjovt nok også lig med lidt vine, som jo selvfølgelig smages blindt. Denne her gættede vi hurtigt … både drue og land, og omkring årstal mente vi alle, at den havde lidt alder. Spot on, nemlig en flot, frisk og rank Riesling Grand Cru Rosacker fra Domaine Sipp Mack i Alsace og fra det herrens år 1997.

Året 1997 var nu faktisk ikke et herrens år i Alsace, men et rigtigt godt år, som gav nogle virkelig fremragende vine. Der blev høstet lidt tidligt, og druerne var meget modne., hvilket også gjorde de sødere vine ganske exceptionelle. Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace siger selv, at 1997 var en “Exceptionel Vintage” … efterfølgende kun tangeret i 2007.

Nå, men Sipp Mack har jeg jo skrevet om en del gange … bl.a. ved smagning af husets 2009 Riesling Vieilles Vignes, deres 2011 Pinot Gris Réserve, deres 2010 Gewurztraminer Tradition og 2012 Cuvée des Collines – blot for at nævne nogle få – så jeg skal nok spare jer for at skrive en masse om selve vinhuset og historien bag det.

Lad os i stedet kigge lidt nærmere på Grand Cru marken Rosacker, som har leveret druerne til denne vin.

Rosacker ligger nord for Hunawihr og er samlet på 26,2 hektar, hvor Sipp Mack ejer 2,1 hektar. Marken vender øst-syd-øst og ligger i en højde mellem 260 og 330 meter. Jorden består af tung, grå kalksten med lag af mergel (kalkholdig ler) og er meget rig på calcium og magnesium. Rosacker er opkaldt efter de vilde roser, der vokser rundt om marken.

På Rosacker dyrkes der primært Riesling … omkring 50% af det samlede areal, men der dyrkes også druerne Pinot Gris, Gewurztraminer og Muscat. Sipp Mack laver dog kun vine på Riesling og Pinot Gris fra Rosacker. Sipp Mack siger selv, at Riesling vinene fra Rosacker nemt kan gemmes 15 år … og med denne 17 år gamle vin, så så får vi også at se, om den påstand også holder vand?

Jeg har ikke et fuldstændigt overblik over, hvilke andre huse, som ejer andele af Rosacker … men der er fx Cave Vinicole de Hunawihr, Domaine Jean Luc Mader, Agapé selvfølgelig, Domaine Mittnacht Frères, Domaine Mittnacht-Klack, Biecher & Schaal og naturligvis Trimbach. Ja, det var blot nogle af vinhusene.

Lad os gå om bord i vinen, som har en dugfrisk og rank næse … her mærkes næsten ikke, at vinen er 17 år gammel. Jeg har noteret mig lidt pærer, banan, abrikos, let blomster, en smule kælder. Der kommer en svag petroleum, når der kommer mere varme i glasset, men det er faktisk ganske lidt. Der er et krydret touch samt våde sten eller et mineralsk strejf. Smagen er præget af god, rank syre, men lidt kælder afslørede for mig, at vinen har lidt alder. Derudover lidt krydret i smagen, svagt røget, men vinen er fortsat spændstig og ganske meget i live … med syre og bid. Flot.

Leif havde købt vinen hos Sipp Mack til 50€ … eller ca. 370 kr.

Rating 6/7  

Skriv et svar