Houlberg deltog forleden en solrig dag i Vinmonopolets store Domaine Robert Ampeau & Fils Masterclass og efterfølgende Premium Bourgogne branchesmagning på Varna Palæet i Aarhus.
Centrum for dagen var en Masterclass med vine fra det legendariske burgundiske vinhus Domaine Robert Ampeau et Fils, som jo er kendt for sin kompromisløse tilgang til vinproduktion og sin unikke praksis med at lagre vinene i årtier før frigivelse.
Domaine Robert Ampeau et Fils Masterclass’en var lagt i hænderne på Jean-Christophe Bernadin, der er grundlægger og leder af WP – Wine and Passion – Group o g repræsenterer flere vinhuse og selv kommer fra en vinfamilie fra Champagne.
Derefter var der mulighed for at smage en række af Vinmonopolets sortiment af vine fra Bourgogne … dog med en enkelt afstikker med en lille producent af god champagnevine.

Vejret på denne tirsdag var perfekt … jeg ankom – som altid – lidt for tidligt, men fik derfor lige tid til at nyde de meget smukke omgivelser ved Varna Palæet og spadserede også ned på stranden for at nyde den dejlige efterårssol.

I Varna Palæet var der allerede gjort klar til Masterclass og branchesmagningen … der var linet masser af vine op og dækket bord. Tjalfe fra Vinmonopolet fortalte, at der var tilmeldt hele 80 personer til denne eftermiddag … helt sikkert lokket af, at skulle smage vine fra det meget legendariske vinhus Domaine Robert Ampeau & Fils.

Domaine Robert Ampeau & Fils
Det legendariske Ampeau vinhus er grundlagt tidligt i 1900-tallet af Robert Ampeau i Meursault, men hos Ampeau holder man længe, så i dag er det fortsat sønnen Michel, som i dag driver domainet videre.
Vinhuset har i alt 9,5 hektar vinmarker fordelt på nogle af Bourgognes mest prestigefyldte områder, hvilket for de hvide druer er Meursault, Meursault-Perrières, Meursault-Charmes og Puligny-Montrachet.
Rødvinene lavet af Pinot Noir fra Volnay-Santenots, Pommard, Savigny-lès-Beaune, Beaune Clos du Roi og Auxey-Duresses og vi skulle denne dag smage både hvide og røde vine.
Vinstokkene plejes med stor omhu, og vinene fremstilles med traditionelle metoder og stor respekt for terroir. Man høster dog også forholdsvis tidligt … typisk en uge før andre producenter.
Robert Ampeau var en respekteret skikkelse i Bourgogne og havde relationer til store navne som både Aubert de Villaine og Lalou Bize-Leroy … og det har et kultagtigt ry blandt vinentusiaster … især dem der værdsætter lagrede Bourgogne-vine.
For det som er specielt for Domaine Robert Ampeau & Fils er, at vinene først frigives, når de er moden og klar – det er tidligt efter 20 års – og ofte 30 års – lagring. Dette er usædvanligt i Bourgogne, hvor mange producenter frigiver vinene tidligt for hurtig omsætning.
Masterclass’en og vinene
Salgschefen hos Vinmonopolet Peder Krüger bød os velkommen, men gav hurtigt ordet videre til Jean-Christophe Bernadin og så gik vi ellers i gang med at smage de burgundske vine med alder … og vi startede med en vin fra årgang 2004.

Den havde Jean-Christophe allernådigt fået lov til at tage med, da den faktisk endnu ikke er frigivet. Men er først i øjeblikket ved at frigive årgang 2003.

Samlet smagte vi disse vine fra Domaine Robert Ampeau & Fils:
- 2004 Domaine Robert Ampeau & Fils, Poligny Montrachet 1er Cru Combettes
- 1998 Domaine Robert Ampeau & Fils, Meursault
- 1998 Domaine Robert Ampeau & Fils, Meursault 1er Cru La Pièce sous le bois
- 1997 Domaine Robert Ampeau & Fils, Pommard
- 1995 Domaine Robert Ampeau & Fils, Volnay Santenots 1er Cru
- 1990 Domaine Robert Ampeau & Fils, Auxey-Duresses 1er Cru Ecusseaux

Det var en smagning som havde tiltrukket mange kendte indenfor vinens verden og jeg spottede bl.a. Niels Lillelund, Sabine og teamet fra S’vinbar, Malthe fra Vinhuset Randers og Mads fra Højbjerg Vine.
Smagte Premium Bourgogne vinene
Efter det hårde arbejde med at kæmpe os igennem de eksklusive vine fra Domaine Robert Ampeau & Fils, så var der flere af slagsen i vente til branchesmagning, hvor man kunne smage vine fra 8 huse.

Det var en stående smagning … det er jeg ikke vild god til, så jeg nøjedes med at smage én vin fra hvert hus … og efter hver skænkning satte jeg til side og smagte vinene i god ro og orden. Det tager lidt længere tid … men sådan gør jeg jo.
Det betyder, at jeg smagte disse vine:
- N.V. Domaine François Louvet, Reserve Grand Cru Brut, Champagne
- 2023 Domaine Henri Jouan, Morey-Saint-Denis 1er Cru Clos Sorbe
- 2022 Domaine Chapuis, Aloxe-Corton
- 2023 Domaine Pascale Rion Delhautal, Nuits-Saint-Georges Les Charbonnières
- 2022 Domaine Garnier & Fils, Chablis 1er Cru Vaillons
- 2022 Domaine Famille Paquet, Saint-Véran en Crèches
- 2023 Domaine Pascal Clément, Meursault
Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af både ovennævnte vine og vinene fra Domaine Robert Ampeau & Fils og kan godt allerede her afsløre, at vi er pænt oppe i niveau … det var en sand perlerække af vine, som Vinmonopolet havde samlet sammen.

Dermed tak til Vinmonopolet for invitationen … det var en sand fornøjelse … en skøn solskinsrig eftermiddag i Aarhus.