2021 Weingut Reverchon, Saar Riesling Crémant Brut, Mosel, Tyskland

2021 Weingut Reverchon, Saar Riesling Crémant Brut, Mosel, TysklandVi fortsatte i det boblende humør, men rykkede nu fra Champagne til Mosel i Tyskland, hvor vi i Filzen ved Saar floden finder Weingut Reverchon og derfra smagte vi en 2021 Saar Riesling Crémant Brut.

Man kan måske undre sig over, at der står Crémant på en tysk vin, da vi jo forbinder Crémant med Frankrig, hvor betegnelsen jo stammer fra, men siden 2009 har det også været lovligt at anvende samme betegnelse i Tyskland for Sekt aka Schaumwein.

Det har Weingut Reverchon benyttet sig af ved denne Riesling Cremant Brut, der er lavet på ren Riesling fra husets skiferholdige vinmarker.

Vinen er en Deutscher Sekt, men lavet med Klassische Flaschengärung som i Champagne … men først er basisvinen lavet med spontangæring, men efter aftapning på flaske er andengæring sker over 24 måneder inden degorgering. Vinen har 11,7 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det en lidt aromatisk og parfumeret vin med dette lette, lyse og let bondske udtryk, hvor der både er blomster, nødder og en feminin frugt med fersken, æbler, lemonskal og svagt aftryk fra lidt citroner … lidt rosmarin, fennikel og karamel.

Der er i smagen klart et mere aggressivt brus end hos den foregående champagne, men det er fortsat rundt og behageligt med en igen feminin, lys og elegant syre, mens frugten virker kandiseret med denne lidt karamelagtige rundhed. Alt er fint, elegant og smukt doseret og samlet set får man en rigtig sommerlig, lystig og nem vin med kvindelig finesse. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 229 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7