2013 Weingut Julian Haart, Piesporter Riesling, Mosel, Tyskland

2013 Weingut Julian Haart, Piesporter Riesling, Mosel, TysklandHmmmm, fantastisk … 3 ugers ferie foran mig … sådan da … og hvilken bedre måde at starte driverlivet end med et stop hos Gert på vej hjem fra job sådan en skøn sommerfredag … specielt efter Gert med ophav – sorry Merete – lige har tilbragt flere feriedage i Mosel? Det betyder, at der er linet op med fabelagtig Riesling’er, og første step er denne Piesporter Riesling fra Weingut Julian Haart.

Weingut Julian Haart holder til ved byen Piesport og er én af de nye unge kometer i Mosel. Han har alene små 1,5 hektar vinmarker i området, men det er til gengæld topmarkerne Schubertslay, Wintricher og Ohligsberg, som næsten har GG status.

Julian er af en gammel vinfamilie fra Mosel … og de første fortegnelser om familien og vinproduktion er helt tilbage fra 1337.

Det var nu egentlig ikke planen, at Julian Haart skulle være vinproducent. Han startede nemlig sit arbejdsliv som kok efter endt uddannelse på kokkeskolen, bl.a. på GästeHaus Klaus Erfort, én af de fineste restauranter i Tyskland. Det er dér, at hans interesse for vin begyndte, og så ændrede han med det samme kurs.

Han fik arbejde hos bl.a. nogle af de store tyske producenter, nemlig Egon Müller, Klaus Peter Keller, Werner Schönleber og Rheinhard Löwenstein. Julian blev specielt inspireret af vinene fra Keller, men knyttede også et venskab med Egon Müller, der – iflg. Rieslinghaus Bernkastel i Mosel – efterfølgende hjælper Julian, da han selv investerer i egen vingård.

En anden af Julians venner er også den unge Andreas Adam fra Weingut A.J. Adam ved byen Neumargen-Dhron ikke langt fra Bernkastel i Mosel. Sammen har de også købt en gammel, stejl vinmark i Goldtröpchen. Den mark leverer også nogle af druerne til vinene fra Julian Hart.

J.A. Adam har jeg i øvrigt skrevet om tidligere, nemlig da jeg smagte hans 2012 Weingut A.J. Adam, Riesling. Flot vin til menneskepenge.

Her har vi imidlertid den unge Julian Haart Riesling fra området omkring Piesport. Druerne kommer fra de bedste marker fra den ekstremt stejle Schubertslay parcel med mere end 100 år gamle stokke.

Lad os komme til mine smagsnoter. I næsen er der modne æbler, citrus, fersken, appelsinskal, blomster, salt og en intensitet som en GG. Smagen er fyldt med sødme, saftighed, dybde og en lidt nøddeagtig smag med mineralitet og blød syre. Slank og elegant, sød og balanceret … flot Riesling. Hmmmm, Thumbs Up.

Købt hos Rieslinghaus Bernkastel i Mosel for knap 15€ … eller ca. 110 kr. Forhandles herhjemme af Atomwine, hvor prisen er 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Skriv et svar