2016 Beurton & Fils, La Quille, Champagne, Frankrig

2016 Beurton & Fils, La Quille, Champagne, FrankrigMan drikker champagne ved store lejligheder eller når, man skal fejre noget. Både og !!!

Man kan drikke champagner til alle stunder og når man ikke lige har store lejligheder forude eller livet kun er kedeligt, så må jeres flittige blogger bare drikke en flaske selv … som fx denne 2016 La Quille. fra Beurton et Fils.

Champagnehuset ligger på Rue du Sorbier i Cuchery på den højre side af Marne floden i Vallée de la Marne lidt nordvest for Epernay og det stammer reelt tilbage til 1893, hvor familien Beurton startede med at dyrke druer. Det var dog reelt først i 1974, at huset startede med at flaske og sælge deres champagner.

Det skete, da Gérard Beurton fra Cuchery og Marinette Vincent fra Baslieux-sous-Châtillon slog pjalterne sammen og samtidig dannede Champagne Beurton & Fils. Marinette var – som Gérard – fra en familie af vinavlere og vandt til vinproduktion.

Gérard og Marinettes ægteskab gjorde samtidig, at de lagde de to familiers vinmarker sammen og startede dermed en ny, spændende æra for Champagne Beurton & Fils.

Marinette førte tilsyn med arbejdet i vinmarkerne, mens Gérard fokuserede på stod for produktion, markedsføring og økonomi. De udvidede også løbende markerne, således huset i dag har 13 hektar vinmarker i Cuchery, Baslieux-sous-Châtillon, Belval, Damery og Châtillon-sur-Marne … fordelt på over 100 parceller.

I dag er det dog Gérard  og Marinettes søn Benjamin, der som den 6. generation driver champagnehuset sammen med sin hustru Katy. Benjamin overtog tøjlerne i 2005 og styrer marker og produktion, mens Katy så tager sig af administration, salg og markedsføring.

Katy har tidligere arbejdet for nogle af de mest prestigefyldte champagnehuse og hun har en stor del af æren for husets vækst på eksportmarkedet.

Efter Benjamins overtagelse, som er markdriften omlagt til miljøvenlige metoder inspireret af principperne for økologisk drift og er også i dag certificeret High Environmental Value level 3 samt Sustainable Viniculture in Champagne.

Benjamin bestræber sig på at få de særlige kendetegn ved sine vinmarker frem, der hovedsageligt er plantet med druesorten Pinot Meunier, der er berømt for sin kraft og rustikke stil.

Deres champagner er opdelt i 3 serier … Blends, Vintages og Single- Vineyard … og derudover en stærk alkohol Ratafia. Men La Quille er deres top champage, der alene laves i særlige gode årgange … og jeg har da også tidligere smagt den i årgang 2012.

Den er også i denne årgang 2016 lavet på 40% Pinot Noir, 40% Chardonnay og 20% Meunier. Den har gæret i rustfrie ståltanke, gennemgår malolaktisk gæring og er så lagret helt traditionelt på flaske til andengæring … og det er i hele 7 år frem til januar 2023 , hvor den så degorgeret og tilført dossage på 6 gram pr. liter.

Uha … dejlig inderlighed … minder om 2012’eren, for den har lidt samme aroma med mulle kælder, en kalket eller kridtet mineralitet, godt med nødder, hasselnødder, mandler, marcipan og har denne lidt modne og dekadent duft. Frugten er måske nok moden, men også ret spændstig og spændende med abrikos, fersken, pærer, syltet grape, lemon og kandiseret citron.

Smagen er også modent, men bruset aka moussen er ret frisk, intens samt brusende. Den har et fast og syrligt bid med masser af citroner, lemon, grape og dermed også noget bitterhed. Den virker klart mere syrlig end 2012’eren og har således mindre sødme, hvilket giver godt med friskhed, syre og tørhed. Der kommer også grønne urter, der så giver kant og bidrager til den ranke smag. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 419,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7