2011 Peay Vineyards, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USA

2011 Peay Vineyards, Sonoma Coast Pinot Noir, Californien, USAI den sydlige del af byen Cloverdale på en tåge-indhyllet bakketop finder man det lille vinhus Peay Vineyards, og herfra kommer sidste uges Pinot … nemlig en Sonoma Coast Pinot Noir … ganske lille charmerende sag, let og elegant.

Peay Vineyards er grundlagt af brødrene Nick og Andy Peay. De havde i foråret 1995 brugt en stor del af deres tid på at lytte til gamle jazzplader og på at brygge øl, men over en flaske Château Beaucastel samt lidt lammeryg overbeviste Nick sin bror Andy, at de i stedet burde producere vin. 

Andy havde arbejdet som økonomisk analytiker på Wall Street, mens Nick godt nok havde uddannet sig i vinbranchen og arbejdet for vinhusene Schramsberg, La Jota, Newton og Storrs. I 1996 købte de derfor lidt jord i Sonoma Coast, men der kom først rigtigt gang i produktionen, da Vanessa Wong stødte til i 2001.

Vanessa Wong havde arbejdet med vin siden hun var 14 år gammel, og havde bl.a. været hos Peter Michael Winery, Château Lafite-Rothschild i Pauillac, Domaine Jean Gros i Vosne-Romanée samt hos Hirsch Winery i Californien, så hun medbragte en stor del erfaring og knowhow til foretagendet.

Trekløveret har i alt 14 hektar med Pinot Noir, og over 13 forskellige kloner af slagsen. De er fordelt på 20-25 markstykker og alle vinificeres separat. Derudover dyrkes der lidt Syrah, Viognier, Chardonnay samt en smule Rousanna samt Marsanne. Der købes derudover også lidt druer fra andre vinbønder i området, men ganske lidt.

På Peay Vineyards produceres organisk og der benyttes bio-diesel og solenergi på gården.

Denne Sonoma Coast Pinot Noir er primært laves med druer fra egne marker samt et par enkelte tønder fra Campbell Vineyard. Selvfølgelig lagret på fad … hvor lang tid fremgår ikke. Der laves 1.350 kasser af denne vin årligt.

Duftmæssigt hindbær, jordbær, våd hund, grønne blade, lidt eg og lidt vanilje, men virker bestemt ikke tung i næsen. Smagsmæssigt er der også godt med lyserøde bær, sødme, som går i hånd med god lethed, søde krydderier … lidt nellike? Der er mineralitet samt en lidt sjov … med god … syre, mens eftersmagen ikke er voldsom lang … men med Pinot Noir er man let at stille tilfreds. Og jeg er tilfreds.

Forhandles af FineWines.dk, hvor prisen er 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Skriv et svar