2012 Ampelos Cellars, Santa Ynez Viognier, Californien, USA

2012 Ampelos Cellars, Santa Ynez Viognier, Californien, USAFor lidt over en måned siden smagte jeg sidst en vin fra Ampelos Cellars, nemlig deres 2007 Syrah Gamma, og der nævnte jeg, at vi  i Randers Vinlaugh snart skulle ha’ besøg af ejeren og vinmageren Peter Work. Det besøg havde vi så i fredags, hvor vi skulle smage 8 vine fra Ampelos … og selvfølgelig høre nærmere om livet som vinbonde i USA.

Vi startede vinsmagningen med denne Santa Ynez Viognier, som også har betegnelsen phi: the golden ratio.

Lad os starte med lidt info om Peter Works … selvom noget bliver gentagelse fra tidligere blogindlæg.

Peter Work er født og opvokset i Århus og blev uddannet som civilingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet. Den uddannelse suppelerede han med en HD fra Handelshøjskolen i København samt studier på Princeton University. Efter et år som rådgivende ingeniør hos Rambøll blev Peter Work ansat som management konsulent hos Price Waterhouse, der senere forflyttede ham til USA, hvor han har boet lige siden.

I 1994 blev han headhuntet til Walt Disney koncernen som IT-direktør, og året efter blev han gift med Rebecca, som ligeledes havde sin egen IT-karriere. I 1999 startede de sammen med nogle venner firmaet Exult, som året efter blev børsnoteret.

Efter 11. september 2001 – hvor et planlagt  møde i New York, tæt på World Trade Center, blev aflyst – så begyndte Peter Work og hans kone at gøre status over deres hidtidige liv. Var de tilfredse med det, de beskæftigede sig med, og hvad var egentlig deres mål med tilværelsen?

Derefter besluttede ægteparret sig for at begynde deres vineventyr og købte derfor en ranch på 35 hektar nord for Santa Barbara. De forlod deres faste job for at hellige sig de nyanlagte vinmarker og for at grundlægge Ampelos Cellars. Der blev sikkert også solgt lidt aktier, så der var startkapital til den nye tilværelse som vinbønder i Lompoc i Californien.

Peter Work
Her lige et foto af “the man” himself, Peter Work iført Stetson Cowboy Hat og Hawaii skjorte … the American way.

Nå, men lad os få kigget på den første vin, denne Santa Ynez Viognier, 100% Viognier, 5% fra egne vinmarker, mens resten er købt fra 2 andre marker i nærheden.

Duftmæssigt en lidt kølig stil … det kan vi godt lide. Der er lidt fersken, ferskensten, abrikos i næsen, mens smagen er frisk, god syre … lidt tørhed og friskhed. Slet ikke fed, som Viognier nogle gange kan blive, men måske også en anelse skarp i kanterne. Meget ren og spinkel i smagen, flot hvidvin. Og bestemt en god start.

Forhandles af Otto Suenson, pris 225 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7    

Skriv et svar