2021 Xavier Vignon, Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

2021 Xavier Vignon, Crozes-Hermitage, Rhône, FrankrigAlle de vine, som jeg tidligere har smagt fra den ihærdige, produktive og vildt innovative vinmager Xavier Vignon har alle uden undtagelser været fra det sydlige Rhône. Han laver dog også et par vine fra det nordlige Rhône, bl.a. lidt Cornas og så denne 2021 Crozes-Hermitage.

Vinen er lavet – selvfølgelig – på ren Syrah fra flere småstens- og grusholdige parceller på nogle granitskråninger i Crozes-Hermitage og høsten sker, når de daglige smagninger af druerne siger, at druerne er perfekte.

Efter høsten er druerne delvis afstilkede, hvorefter gæringen og maceration er sket i rustfrie stålkar og betonkar ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret 9-12 måneder i ståltanke for at bevare frugtens friskhed … men en lille del dog på egefade for at forbedre strukturen.

Og ja da … det dufter spot-on nordrhônsk med jernbanesveller, tjære, granit og lidt mynte. Der er røget buk, tør engelsk lakrids, sorte oliven, hængt oksekød og så dufter den egentlig af vinkælder med smågærede noter og en frugt af blåbær, ribs og tranebær, lidt grønne og afbarkede grene og helt uden fadnoter. Med lidt mere luft i glasset kommer der i stedet nogle lette blomsteraromaer frem

I munden er smagen kølig, let pebret og frisk … du kan allerede fra første fløjt mærke, at den sidder lang, lang tid i munden, hvilket den bestemt også gør. Syren er let citrusdrevet med lemon, let bitterhed, ribs, blåbær og umodne jordbær, Syren er fin, elegant og meget fin, sart og i den lysere ende. Det bindes sammen af en lille frugtsødme, røgede og toastede elementer og klinisk renhed. 93 point.

Forhandles af Supervin, men prisen er endnu ikke fastsat, da vinen først lige er på vej til butikken.

Vinanmeldelse 5,5/7