Tag-arkiv: Tyskland

2021 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, TysklandEfter burgundisk Pinot Noir, så blev næste vin en 2021 Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve fra Weingut Rudi Rüttger og det blev et glædeligt gensyn.

Vinen er lavet af den unge og dygtige Rudolph Rüttger, som i dag driver vinhuset. Jeg har smagt vinen et par gange før, nemlig både i en årgang 2018 og 2020.

Druerne kommer fra marken Neuleiniger Sonnenberg og efter høsten gærer de på cementtanke med hele 20 dages skindkontakt. Efter endt fermentering er vinen lagret 11 måneder på egefade, heraf 60% nye og let ristede.

Duftmæssigt er det en rank, kølig, ung Spätburgunder, hvor der omgående kommer lidt nelliker, læder, engelsk lakrids og blækagtige noter. Det virker tæt og koncentreret med en frugt af både skovbær, kirsebær og hindbær, cedertræ, mørk chokolade og blomster.

I munden er det vitterlig en ung, spændstig og frisk vin … den har også en pænt syreniveau. Det er nærmest friskpresset frugt af både lyse kirsebær, moreller, hindbær, ribs, citroner og lemon. Det gør, at du liver gevaldigt op … som et køligt vindpust. Der kommer bitterhed fra lemon og sorte te-blade. Det er pågående, stramt og kantet, men også velafstemt og juicy som tynd tranebærsaft. 91 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 139,95 kr,

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Michel, Achkarren Spätburgunder, Baden, Tyskland

2022 Weingut Michel, Achkarren Spätburgunder, Baden, TysklandNæste blev et gensyn med en toplækker Spätburgunder, der bare bliver bedre og bedre år efter år. Det er vinen Achkarren Spätburgunder fra Weingut Michel, som jeg snakker om og her smager i årgang 2022.

Achkarren Spätburgunder er en Ortswein, som vinmager Josef Michel har lavet ved, at druerne først er håndplukket i starten af september og derefter så strengt sorteret.

Vinen er så lavet med en gæring i rustfrie ståltanke over 18 dage. Efter presning er vinen så lagret 12 måneder på en kombination af brugte 228 liter barriques og rustfri ståltanke.

Som i tidligere årgang er vinen lys, let og transparent i glasset, mens duften er endnu mere spændende end fx 2021’eren, for den er mere syrlig … dufter vildt godt med en sødsyrlig, animalsk og landlig stald, en bøtte maling, syrlige drops, en lys frugt af rabarber, ribs, hindbær samt jordbær, røg, vanilje og chokolade. Det er som om, at vi her får en spændstig og rank kølig side af Baden.

Sådan smager den også … virkelig lækker Spätburgunder og det er svært at begribe, at det alene er en Ortswein og ikke en dyr GG, for den har sgu styr på alt sit shit … har frisk, livlig og levende frugt af tranebær, ribs, jordbær, hindbær og nærmest på et læskende og frisk niveau, hvor der også kommer lidt sødbitter lemon fra, let peber og et mineralsk jernbid, der også forkæles af fin frugtsødme. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2020 Weingut Krämer, Gau-Weinheimer Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Krämer, Gau-Weinheimer Riesling, Rheinhessen, TysklandI byen Gau-Weinheim ved Wißberg i Rheinhessen finder vi Weingut Krämer, som vi også før er stødt på her på vinbloggen, men nu smager jeg en 2020 Gau-Weinheimer Riesling fra vinhuset.

Jeg har tidliger lavet en mindre smagning med flere vine fra den unge Tobias Krämers  … og hele historien om vinhuset kan du læse mere om i min blogindlæg: Houlberg tester en serie vine fra Weingut Krämer … fra det store Rheinhessen.

Nu kigger jeg denne gang alene nærmere på vinen Gau-Weinheimer Riesling … en lille Ortsriesling, som jeg også tidligere har smagt i både årgang 2019 og 2018.

Ige er der ikke mange oplysninger om produktionen … slet ikke på vinhusets egen hjemmeside. Men det er dog sikkert, at druerne er fra nogle af husets marker ved Gau-Weinheim og så skulle den være gæret og lagret på egetræsfade … lagringen sur lie på 1.200 liter fade.

Det er lidt maskulin Riesling duft, hvor der fornemmes noget fyldighed, sødme, en snert petroleum og linolie sammen med en nærmest eksotisk frugt med fersken, melon, abrikos, tørret abrikos og syltet lemon, Man fornemmer denne lidt sitrende energi, lakrids, rosmarin og en smule grønne elementer.

I munden kommer både sødmen og fedmen godt frem … igen med abrikos, modne æbler, ananas, lemon … rundt og cremet med en lille og krydret bitterhed. Syren virker vildere, mere vred og seriøs end i foregående årgange, hvilket er med til at give vinen stor friskhed og bid suppleret med lidt kridt og kalket mineralitet. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2023 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, Tyskland

2023 Weingut Axel Pauly, Generations Riesling, Mosel, TysklandFra den ene højborg for Riesling til den anden … eller rettere fra Gutsriesling fra Rheingau til Gutsriesling fra Mosel, for vinen er denne 2023 Generations Riesling fra Weingut Axel Pauly.

Moselvinhuset har jeg skrevet om før og denne vin har jeg endda også smagt tidligere i både årgang 2020, 2021 og 2022 … alle med en total genial etiket, der afspejler både terroiret og vinhusets traditioner.

Ved første øjekast kan man nemlig se Mosels stejle vinmarker, men når flasken i stedet holdes vandret, så kan man se silhuetterne af de 3 generationer i vinhuset; Axels bedstefar, Axels far og selvfølgelig Axel selv.

Generation Riesling, som er lavet med druer fra den 60% stejle Bernkastel-Kueser Kardinalsberg, der har en unik jordbund med blå og rød skifer. Vinen er lavet med en koldmaceration i op til 10 timer inden spontangæring på ståltank med vinmarkens naturligt forekommende gærstammer.

Efter endt gæring modner vinen 4-5 måneder på gærresterne i ståltankene og så er den lavet som klassisk halvtør Feinherb, hvilket betyder et pænt niveau for restsukker på 18,1 gram pr. liter.

Allerede i næsen kan Mosel sødmen fornemmes, der er godt med  eksotisk frugt af mest melon, fersken, abrikos, mango, æbler samt citron suppleret med en smule storblomstrede buket anemoner, en pæn tørhed med nødder og søde krydderier.

Sødmen er nu også en notch up … blød, vamset og næsten på nektarniveau, men det er uden tab af syre, for vinen har en smule grillede citroner, kvæde og æbler, men sødmen giver til gengæld en kæmpestor saftighed, hvor man får lyst til af bælle en hel flaske og dermed igen et rigtig flot niveau for en Gutsriesling, hvorfor jeg lander på 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Weingut Jakob Jung, Riesling Classic, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Jakob Jung, Riesling Classic, Rheingau, TysklandNæste Riesling Classic fra Alexander Jung på Weingut Jakob Jung er fortsat en Gutsriesling og søster til den foregående Trocken, men her er der 11,5 gram restsukker mod 8,5 gram i foregående.

Den er – som den foregående – alene vinificeret på store rustfrie ståltanke, laget i ståltankene sur lie frem til april 023 og har altså 11,5 gram, hvorved den reelt set er halbtrocken, da trocken faktisk skal indeholde under 9 gram restsukker pr. liter.

Den dufter sgu også godt … igen en kølig stil, men sukkerniveaet bidrager mere endnu flere krop og pondus, hvorved frugten også bliver lidt mere eksotisk, hvorved der abrikos, fersken, lidt grillede citroner, melon og ananas … men da også lidt citrusfrugter, men de virker ikke så fremtræden. Der kommer også lidt mere petroleum frem i billedet … ganske flot.

Den smager lidt på samme måde, for den har en frugt med  dyb lemon, syltede og grillede citroner, masser af fyldig bitter grape, nogle salte mineraler og også med stor saftighed og sødme. Det er fyldig, cremet og på vej til at være olieret, har et krydret touch og letsaltede elementer … flot og 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 110 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Weingut Jakob Jung, Riesling Trocken, Rheingau, Tyskland

2022 Weingut Jakob Jung, Riesling Trocken, Rheingau, TysklandVi fortsatte i det tyske, men nu fra en af Riesling druens store højborge, nemlig Rheingau, for i Eltville am Rhein finder vi Weingut Jakob Jung og derfra starter jeg med at smage en 2022 Riesling Trocken.

Weingut Jakob Jung er vi før stødt på her på Houlbergs Vinblog, så nu kigger vi bare nærmere på denne vin lavet, der er en Gutswein og dermed en Gutsriesling, altså én af deres basisvine på Riesling.

Her druerne til vinen nøje udvalgt og kontrolleret inden vinfikationen, der først er sket med presning og så gæring alene i store rustfrie ståltanke. Der er vinen så efter endt fermentering lagret sur lie 7-8 måneder inden aftapning på flaske. Den har 8,5 gram restsukker pr. liter.

Det er duftmæssigt Riesling i en flot kølig stil … der er små, beskedne og næsten ikke mærkbare noter af petroleum, linolie og de giver lidt en fornemmelse af noget krop og intensitet. Frugten er småeksotisk med fersken, melon og grillet citron samt en anelse sød lemon, men der kommer også små florale elementer frem.

Smagen har en fin balance mellem sødme og en tydelig stenet mineralitet, hvilket er med til at give dybde. Der er syltede citroner, lemon samt grønne æbler, hvilket også er med til at give vinen frisk bid og energi. Sødmen sikrer, at det aldrig bliver for skingert, for samlet set er det en rigtig fin Gutsriesling. 89 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2023 Weingut Rudi Rüttger, Pastell Rosé Trocken, Pfalz, Tyskland

2023 Weingut Rudi Rüttger, Pastell Rosé Trocken, Pfalz, TysklandVi fortsætter da lige med endnu en vin fra Weingut Rudi Rüttger og det er hans lille laksefarvede 2023 Pastell Rosé Trocken lavet på et mix af Schwarzriesling aka Pinot Meunier og Cabernet Sauvignon.

Dermed er druemixet anderledes end fx i 2021’eren, men alle druerne kommer fortsat fra nogle kølige samt kalkholdige vinmarker omkring Neuleiningen. Vinen er lavet i en ren og mineralsk stil med frugtbevarende gæring på ståltank ved kølige 18 grader og kort lagring. Vinen har 6,5 gram restsukker pr. liter.

Dejlig frugtrig næse med jordbær, hindbær og – som 2021’eren – samme lidt grønne note, der kan minde om bladene på vinstokkene eller måske endda stilkene. Man fornemmer også lidt grape skal og tørre krydderurter, som lige stikker en smule.

I munden har vinen både en smule sødme, men bestemt og en ren, klar og god syre med salte citroner, rabarber, sure appelsiner og lidt grønne æbler, hvor man får denne isnende fornemmelse, når man så tager en bid. Syren er sgu småvild, men sammenlagt fungerer det sgu rigtigt fint og selvom jeg ikke er rosémand, så vil det være en frisk lille appetizer en sommerdag på terrassen. 88 point

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 59,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Feuermännchen Riesling, Pfalz, Tyskland

2022 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Feuermännchen Riesling, Pfalz, TysklandDe to næste vine er begge fra Weingut Rudi Rüttger, som vi en del gange før er stødt ind i her på Houlbergs Vinblog. Den første er denne 2022 Neuleininger Feuermännchen Riesling.

Weingut Rudi Rüttger ligger i byen Neuleiningen i det nordlige Pfalz og stammer tilbage fra 1643, så Rüttger familien har således været vinbønder i en menneskealder.

Men i dag ledes Weingut Rudi Rüttger af den unge og dygtige Rudolph Rüttger. Han er uddannet på HBLA Klosterneuburg og har efter endt eksamen også arbejdet hos vinproducenter i både Østrig og New Zealand, inden han vendte hjem til familieforetagendet, hvor han fortsat får lidt hjælp af farmand Heinrich.

De har samlet 15 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 marker, nemlig Sonnenberg, Schlossberg og Feuermännchen, der alle ligger tæt på gården og er en del af Großlage Höllenpfad. Jordbunden er forskellig i de tre marker.

På Feuermännchen er jorden rig på sandsten, som er perfekt til Riesling, mens burgundiske druer Grauburgunder, Weissburgunder og den røde Spätburgunder trives bedst på Sonnenbergs kalksten. Vinmarken Schlossberg har derimod jord med rød sandsten i den vestlige del og mere grusjord i den østlige del og er samtidig den varmeste af de 3 marker.

Denne 2022 Neuleininger Feuermännchen Riesling er baseret på fuldmodne druer fra 45 år gamle vinstokke på marken Neuleininger Feuermännchen, hvor de ældste stokke er plantet i 1964 og de yngste i 2017.

Vinen er lavet i en herlig ren og druetypisk stil, hvor flest mulige aromaer bevares ved 5 timers kold maceration samt kølig gæring over 2 uger ved 16 grader på ståltank. Vinen er tør uden at være knastør … har 5 gram restsukker pr. liter.

Dejlig og præcis Riesling … det starter klassisk med lidt petroleum, estragon, grønne urter, lidt fennikel og en frugt af æbler, citroner, et skvis grape samt et lille eksotisk islæt med fersken, kvæde og melon, blomster, hvid peber og nødder,

I munden har vinen godt med sure citroner, men det er fede og lidt smågrilelde citroner, citronskal, bitter lemon og grape, grønne æbler samt en dyb og mineralsk syre. Der er sgu smæk for skillingen, flint, stål og salte mineraler … slam og 90 stensikre point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2020 Weingut Michel, Ihringer Winklerberg Hinter Winklen Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2020 Weingut Michel, Ihringer Winklerberg Hinter Winklen Spätburgunder GG, Baden, TysklandMed vinaftenens første rødvin – som Gert E havde medbragt – skulle vi igen retur til foden af det ikoniske Schlossberg i Kaiserstuhl, hvor vi på adressen Winzerweg i Achkarren finder Weingut Michel. Vinen er deres 2020 Ihringer Winklerberg Hinter Winklen Spätburgunder Großes Gewächs.

Det er et vinhus, som jeg før har skrevet om, så det gør jeg ikke denne gang, men kigger bare videre på vinen. Druerne er fra den del af Ihringer Winklerberg marken, som ligger mod nord i slutningen af marken og kaldes Hinter Winklen.

Det er det sted på Ihringer Winklerberg, som nærmest ligger i skyggen eller bagved marken – der navnet Hinter Winklen – og det er et sted, hvor solen på grund af skyggen fra bjerget først rammer alle vinstokkene omkring middagstid.

Derved får druerne god tid til at modne langsomt … og dertil er det en stejl mark med op til 40% hældning i omkring 230 meters højde og druerne er høster fra midten af august.

Vinen er lavet med gæring og maceration i rustfri ståltanke over 20 dage og derefter er der sket presning. Så er vinen lagret 12 måneder på franske 228 liter barriques med en 1/3-del nye tønder og resten brugt én gang tidligere. Sluttelig har vinen lagret et par måneder i ståltankene inden aftapning på flaske.

Slam … tysk Spätburgunder står klart efter først snif … der er også noget animalsk og landlig kostald, men ikke så vildt. Der er mere lidt røg, lejrbål, cedertræ, blæk og grafit og en frugt med vilde jordbær, rabarber, tranebær, moreller og ribs. Derudover kommer der peber, mørk chokolade og let vanilje, men vinen får lidt Ahr karakter med den røgede aroma.

Smagsmæssigt en lækker blød vin, men lavet i en kølig stil med en frisk syre, noget blæk, gran, fyrretræ og igen godt med den lyse frugt anført af jordbær og rabarber. Tanninerne er modne og integrerede, syren frisk, direkte og energisk, frugten småsyrlig, har en saltet samt mineralsk jernnæve, men på en saftig og utrolig elegant måde, så samlet set en virkelig flot Spätburgunder … 95 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 495 kr., mens prisen er 445 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Weingut Lämmlin-Schindler, Mauchener Frauenberg Chardonnay GG, Baden, Tyskland

2021 Weingut Lämmlin-Schindler, Mauchener Frauenberg Chardonnay GG, Baden, TysklandPå Müllheimer Straße i den lille by Mauchen i Markgräflerland i det sydlige Baden finder vi Weingut Lämmlin-Schindler, der både laver vin, men også driver Gasthaus zur Krone Mauchen. Derfra smager jeg nu en 2021 Mauchener Frauenberg Chardonnay Großes Gewächs.

Familien Lämmlin kommer fra en familie, der har lavet vin i ret lang tid, nemlig helt tilbage til 1200-tallet, men slog sig ned i Markgräflerland i 1600-tallet efter 30-årskrigen, hvor  bøhmiske bønder i 1618 gjorde oprør mod kong Ferdinand II af Habsburg.

Oprindelig slog familien sig ned i Heilbronn området, men i dag ligger vinhuset i Mauchen mellem Rhinen og foden af ​​Schwarzwald mellem markerne Mauchener Sonnenstück og Mauchener Frauenberg.

Byen Mauschen har fået sit navn fra ordet Muche, som er et oldgammelt tysk aka almansk ord, der betyder skjult. Det passer perfekt på den idylliske landsby Mauchen, der ligger i en dal mellem Rhinen og foden af ​​Schwarzwald mellem Freiburg og Basel.

I dag drives Weingut Lämmlin-Schindler af Gerd Schindler, som overtog vingården fra sine forældre i 1995. Siden da har han fortsat drevet gården som en familievirksomhed med et stort engagement og en stærk kærlighed til vin og regionen.

Gerd Schindler har i alt 20,7 hektar vinmarker og de bedste marker er klart Erste Lage marken Mauschner Sonnenstück og Grosse Lage marken Mauchener Frauenberg. Alle marker har siden 1989 været drevet økologisk med EU-Bio-Zertifizierung.

På markerne dyrker Gerd masser af Gutedel, noget Chardonnay og de 3 burgunder druer Spät-, Weiss- og Grauburgunder, men også lidt Merlot, Sauvignon Blanc, Gewürztraminer og Riesling.

Udover den økologiske tilgang, så anvender Gerd heller ikke nogle animalske stoffer som gelatine, æggehvide eller kasein til klaring og filtrering af de unge vine, så dermed er vinene også veganske … for dem, som nu går op i det.

Weingut Lämmlin-Schindler har siden 2006 været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikats-Weingüter

Nå, men jeg har altså smagt Gerds 2021 Mauchener Frauenberg Chardonnay Großes Gewächs, hvor Chardonnay druerne kommer fra husets eneste Grosse Lage mark Mauchener Frauenberg.

Vinen er lavet med gæring på ståltanke for at bevare så meget friskhed og efter endt gæring er vinen så lagret sur lie på barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Vinen skulle i denne årgang 2021 have 2,8 gram restsukker pr. liter og dermed mere end årgangen 2022, hvor der er 0,6 gram restsukker.

Duftmæssigt er det imidlertid ikke en fadtung Chardonnay, for i stedet er der en stor frugtrigdom kombineret med blomster. Der er hvide roser, liljer og en aroma af vandet fra blomsterkrukken, æbler, gule pærer, lidt honningmelon, walesboller med smørcreme, vanilje, toast og alt på en let og luftig måde.

Der er mere tyngde i smagen, men det sker ultra forsigtigt, sart og næsten umærkeligt. Det er som den stille flod, der lydløst kommer glidende med stoisk ro, for vinen er cremet, smørblød, olieret samt ganske uforstyrret og harmonisk. Der er bløde pærer, æbler, kvæde, mango, fersken og lidt kandiseret lemon, som giver en lidt sødbitter syre og kant, men samlet bliver det så cremet og overlegent, så dermed 94 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 285 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7