Tag-arkiv: Tyskland

2018 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Höllberg Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2018 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Höllberg Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandDen anden rødvin fra den talentfulde Rabea Trautman fra Weingut Schloss Schönberg er et niveau op, for det er nemlig en 2018 Auerbacher Höllberg Spätburgunder.

Det er en enkeltmarksvin med druer fra Auerbacher Höllberg marken og endda fra den del af marken, som er kaldt Bubberg … et højt og vestligt beliggende plateau, hvor der går en dyb granitåre i undergrunden.

Efter høst har druerne først gennemgået 5 dages kold maceration inden temperaturen har fået lov at stige i gæringskarret. Med den stigende temperatur begynder de naturlige gærceller at arbejde. Efter endt gæring er vinen overført til nye franske barriques, hvor den har tilbragt 24 måneder.

Auerbacher Höllberg Spätburgunder minder på mange måder om lillesøsteren … lys, let og transparent teglfarvet væske i glasset og en duft to die for. Igen finder du sådan et sart og delikat balance mellem en lys frugt med søde jordbær, tranebær og søde kirsebær, blomster samt et yderst let fadpræg … blot med en fin vaniljesødme, italienske mandelbiscotti og endda en syre, som virker lettere italiensk og balsamisk.

Igen har vinen smagsmæssigt en lidt rank side … men her bundet klart mere kompleks sammen og knap så skinger. Derfor laver jeg heller ikke kyssemund … men får blot et bredt smil over fjæset. Der er hindbær, ribs, rabarber og bitre kirsebær med en drilsk, frisk syre, syrlige røde drops, salte mineraler og vild frisk frugt … den giver de mest behagelige frugtknopper på tungen, syrlig ringen for ørerne samt øjeblikkelig frydefuld henrykkelse.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, Tyskland

2019 Weingut Schloss Schönberg, Auerbacher Spätburgunder, Hessiche Bergstrasse, TysklandDen unge, vilde Rabea Trautmann på Weingut Schloss Schönberg er vi stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog. Fra sit vinhus i byen Bensheim i Hessiche Bergstraße syd for Frankfurt am Main laver hun de mest fantastiske vine … og nu smager jeg to røde fra hende, hvor denne Auerbacher Spätburgunder er første.

Weingut Schloss Schönberg et det nyeste vinhus i det lille vinområde Hessische Bergstraße … det lille område med kun 439 hektar vinmarker og dermed et af de mindste af Tysklands 13 vinområder. Schloss Schönberg er grundlagt i 2016 af Rabea Trautman og hun er oprindelig fra Paderborn.

Rabea var egentlig i gang med en uddannelse til landskabsarkitekt, da hun pludselig skiftede spor og besluttede at blive winzerin og selv producere vine. Hun driver hendes lille vinhus fra en flot, gammel ejendom, hvor sekthuset Griesel & Compagnie også holder til.

Ejendommen er fra 1904, og har tidligere tilhørt Hessischen Staatsweingüter, men er nu base for Griesel & Compagnie, som den unge Rabea Trautmann har indledt et tæt samarbejde med.

Udover vinkælderen i ejendommen, så deler de også vilde gærkulturer samt druer fra nogle af de to vinhuses vinstokke på markerne omkring Auerbacher og Schönberger.

Weingut Schloss Schönberg har i dag 14 hektar vinmarker, og de fleste placeret i det område, hvor fyrsterne Erbach-Schönberg på slottet Schloss Schönberg i århundrede producerede vin. Det er bl.a. markerne Schönberger Herrwingert, Auerbacher Fürstenlager, Auerbacher Höllberg, Zwingenberger Steingeröll og Alsbacher Schöntal.

Rabea er meget økologisk bevidst, gærer på naturgær, forstår at bruge sit egetræsfad, så det underbygger og ikke dominerer. Hun laver samlet omkring 20 forskellige vine og herunder altså også denne Auerbacher Spätburgunder, som er lavet af druer fra vinmarkerne Fürstenlager og Höllberg.

Markerne ligger direkte sydvendt med en jordbund af löss aka silt samt granitsten. Spätburgunder stokkene er gamle tyske … blanding af Freiburger-kloner, en lokal Auer-klon og 20-25 år gamle. Der er gået 40% hele klaser med i gæringskarret.

Gæringen er startet spontant og efter endt fermentering er vinen fyldt på 225 liters nye og brugte franske barriques. Her har vinen hvilet 16 måneder og gennemgået malolaktisk gæring og herefter tappet ufiltreret.

Christ for en lækker duft … mit hjerte hamrer hurtigt afsted. For fanden frøken Trautmann. Udover vinen i glasset er smukt, fræk og lys transparent, så er duften ligeledes let, lys med alt doseret smukt, perfekt og afdæmpet. Der er søde jordbær, hindbær, lyse karameller, vanilje og skumgummifidusser, men så afdæmpet, forsigtigt, sart og skrøbeligt. Det dufter så vidunderligt, at man bare dufter, dufter og dufter, men helt glemmer at smage på vinen.

Jeg får taget mig sammen og tager en slurk … men så bliver livremmen sgu spændt, for lige så let og svævende som dufter er, så er smagen anderledes stringent, stram, frisk og strunk. Det bliver et lille, fint og rent syrebid, syrligsaftig … ribs, tranebær, rabarber, som nærmest er presset direkte i dit glas. Syren får mig til at lave spids trutmund efter Rabea i både måben, respekt og ærefrygt … og prismæssigt er det et røverkøb for denne vilde oplevelse.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Steitz, Riesling Feinherb, Rheinhessen, Tyskland

2020 Weingut Steitz, Riesling Feinherb, Rheinhessen, TysklandI sommers smagte jeg 4 vine fra Weingut Steitz … og nu smider jeg igen lidt lækker Steitz Riesling i glasset, nemlig en Riesling Feinherb 2020.

Da jeg i sommers smagte Christian Steitz’ knastørre Gutsriesling, så skrev jeg også en del om vinhuset, men lad os denne gang blot koncentrere os om denne sødere 2020 Riesling Feinherb … altså også en Gutsriesling.

Vinen er lavet alene på rustfrie ståltanke og gæret med Christians specielle gær, derefter lagret sur lie på ståltankene en periode og har 16,7 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt en sødlig frugt, fersken, modne pærer, kvæde samt lidt mango klart med nogle kalkagtige elementer. Selvom det er en sødlig vin, så slipper den godt afsted med en let, lun og delikat aroma, der har lidt småbrændte nødder og en snert karamel.

I munden har vinen mere tæthed … sådan lidt sød/syrlig moden frugt, røget og saltet abrikos, modne æbler, lemon og citron, men det leveres egentlig cremet og blødt med en lidt mørk, kraftig syre, som lige prikker lidt på tungen sammen med saltede mineraler. Selvom vi sødmemæssigt er på Feinherb niveauet, så er sødmen slet ikke spor dominerende … den rolle har den kraftige syre og fyldige frugt.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2017 Weingut Blankenhorn, Schliengener Sonnenstück Pinot Noir GG, Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengener Sonnenstück Spätburgunder GG, Baden, TysklandJeg sluttede Weingut Blankenhorn smagningen med husets topvin Schliengener Sonnenstück Pinot Noir Große Gewächs 2017.

Vinen er lavet nogenlunde som de foregående vine med naturlig spontangæring i åbne træfade i 12 til 20 uger. Derefter har vinen lagret 14 måneder på 100% franske barriques og derudover hele 20 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er ikke helt så umiddelbar som foregående lillesøster, for fadpræget er klart mindre, hvorved frugten er mere i højsædet med brombær, sorte kirsebær, meget dyb og intens kirsebær, tørt træ … men nærmest mest ibenholt og mahogni, blomstersæbe, men slet ikke så impulsiv, eksplosiv og umiddelbar. Samtidig får man en lidt støvet, tør og så meget dragende note.

Til gengæld er smagen to die for … sikke blød, mundsmeltende, cremet og blød smag, men med en intens kirsebær og hindbærsmag med utrolig intensitet, lidt som en magiterning på kirsebær, bløde og smukt integrerede tanniner, fløjlsagtig, kompleks med imponerende eftersmag. Selvom den – som husets hvide topvin – kræver klart mer’ fordybelse, så er den svær at blive sur på … vild smuk vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengener Ölacker Pinot Noir 1G, Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengener Ölacker Pinot Noir 1G, Baden, TysklandMed Erste Lage vinen Schliengener Ölacker Pinot Noir 1G fra Weingut Blankenhorn fik jeg omgående et stort smil på kæften … det er sgu en herregod tysk Spätburgunder.

Erste Lage marken Ölacker ligger på vej mod Bad Bellingen og er en super mark med stenet, skifer og kalkstenrig jord. Huset dyrker både Pinot Noir og Pinot Blanc på marken.

Druerne bliver afstilket inden de gennemgår en kold macerering. Vinen gæres i åbne træfade i 12 til 20 uger inden vinen bliver hældt på barriques for til sidst at  lagre i 12-18 måneder.

Sådan … herlig animalsk kostald næse og selvom vinen i glasset ikke er ultra lys og transparent, så er det let, lyst, feminint og forførende med godt med fadpræg. Frugten er jordbær, søde Morello kirsebær med et snert granatæbler eller tranebær, lidt tobak og nødder og så ellers lidt fadnoter med sandeltræ, ristede noter,  vanilje og en smule mælkechokolade … duften sidder lige i skabet og lige til at blive glad i låget af.

Smagen balancerer smukt mellem frisk, frugtrig og syre, men kroppen er klart slankere end duften, så dermed bliver det bare en rigtig elegant Pinot Noir. Frugten er mest af alt kirsebær, men der er også lidt jordbær og tranebær, blød træ, salt og en vedvarende god syrlighed. Taninnerne er fine og harmoniske, så de understøtter bare den lyse, bløde og let syrlige smag, meget kompleks og samlet giver det en utrolig smuk vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 299 kr., men kan pt fås på tilbud til 239,20 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengen Pinot Noir, Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengen Pinot Noir, Baden, TysklandDe restende 3 rødvine fra Weingut Blankenhorn var alle på Pinot Noir og den første var denne Ortswein … Schliengen Pinot Noir 2018.

Druerne til vinen gennemgår først koldmacerering. Derefter er den gæret i åbne træfade i op til 4 uger. Derefter er 50% af vinen hældt på brugte franske barriques og lagret 14 måneder, mens de øvrige 50% samtidig er lagret i ståltanke. Derefter er vinen samlet, tappet på flaske og har så lagret 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen dejlig lys og transparent i glasset … lidt smågrumset, dejlig animalsk og med virkelig frisk frugt, kirsebær, hindbær, tranebær og måske endda brombær, peber, tørt træ, blæk, flæsk og røg, men også med fagnoter af svag vanilje.

Det er smagsmæssigt ikke en sart, lys og feminin Spätburgunder, men er derimod mere robust, fyldig og saftig. Frugten er brombær, kirsebær og blommer, meget kirsch, syren mild og tanninerne også ret milde suppleret med en fløjlsblød struktur og en langvarig, fyldig smag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Weingut Blankenhorn, Maison Rouge Cuvée Rot, Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Maison Rouge Cuvée Rot, Baden, TysklandSå gik vi over til de røde fra Weingut Blankenhorn og den første blev denne lille Maison Rouge Cuvée Rot 2018.

Vinen er lavet på 60% Merlot, mens resten er Spätburgunder og Cabernet Sauvignon.

Vinen er lavet med gæring og maceration i egefade over 4 uger inden 50% af vinen bliver hældt på brugte barriques og lagrer 12 måneder, mens de øvrige 50% samtidig lagrer i ståltanke. Først derefter er vinen samlet, er tappet på flaske og lagrer 6 måneder på flaske.

I næsen har vinen en umiddelbar, dejlig, solrig, varm og rund frugt, masser af kirsebær og lidt mørkere frugt, grønne blade og grønne urter … ikke så kompliceret, men dyb og kraftig med nogen tørhed.

Smagsmæssigt er det også en ukompliceret, blød og frugtrig vin, godt med kirsebærsaft, meget saftig og glider lige gennem halsen med fylde, bløde tanniner og comfortness.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengener Sonnenstück Chardonnay GG , Baden, Tyskland

2018 Weingut Blankenhorn, Schliengener Sonnenstück Chardonnay GG , Baden, TysklandOvenpå mit chok over niveauet på Weingut Blankenhorns sidste Chardonnay, så tager vi et step yderligere op med deres 2018 Schliengener Sonnenstück Chardonnay Große Gewächs.

Her kommer druerne fra vinhusets topmark Schliengener Sonnenstück. Marken ligger lige bag kirken i byen og ligger i op til 250 meters højde med hældning op til 20%.

Große Lage marken er vest/sydvestvendt og har en undergrund rig på kalksten og fint silt. Weingut Blankenhorn ejer selv størstedelen af marken og dyrker primært Pinot Noir og Chardonnay på marken.

Schliengener Sonnenstück Chardonnay Große Gewächs er lavet ved, at druerne har gennemgået en 24 timers macerering inden pres og gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring. Så er vinen lagret 10 måneder på gærresterne i en blanding af 225 liter barriques og 500 liter tonneaux fade.

Næsen er klart mere forsigtig, tilbageholdende og renere end Ortswein lillesøsteren, fadpræget noget mindre og vinen har i stedet mere wax aka voks samt en mere gæret frugt. Fadpræget er i stedet langt finere og lagt mere detaljeret, kommer sgu langsomt snigende, lækker og pirrende med vanilje og kanel. Frugten er nedfaldsæbler, modne pærer, ananas og samtidig lidt grønne urter.

I munden er vinen så smooth … frugten ganske moden, gule og plettede nedfaldsæbler, saftige æbler, grillede citroner og lemon, godt med krydderier, urter og selv syren bliver lidt krydret med en vis bitterhed, god citronsyre, mineraler og kompleks pondus. Vinen er ikke helt så umiddelbar som lillesøsteren og kræver langt mere fordybelse. Jeg ligger her lige mellem 5,5 og 6 store fingre, men det vil klart være en vin, som vil vokse med et par år i kælderen.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 479 kr., men er pt på tilbud til 383,20 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Blankenhorn, Schliengen Chardonnay, Baden, Tyskland

2019 Weingut Blankenhorn, Schliengen Chardonnay, Baden, TysklandVi sparker den lille Weingut Blankenhorn sekstet af vine i gang med et ordentligt brag med denne 2019 Schliengen Chardonnay, som buldrer og brager med total velbehag.

Vinen er lavet med Chardonnay druer fra forskellige marker ved Schliengen.

Det er dermed en Ortswein og den er lavet ved med gæring i rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring. Vinen er så lagret 6 måneder sur lie på en kombination af henholdsvis 228 liter barriques og 500 liter store tonneaux egefade. Vinen har 1,2 gram restsukker.

Shit … sikke en lækker duft, en smørlækker, fagtung Chardonnay med både brunet smør, smeltet smør, virkelig svulstig med modne pærer, dåsepærer, en håndfuld nødder, ristede hasselnøder, godt med vanilje og mælkechokolade, Nutella, lidt blomsterhonning, flydende creme brulee og total flydende voksenslik.

I munden er der også fedme, men slet ikke så meget, som man umiddelbart kunne forvente. Hvor smager det godt … en frisk syre giver en slank krop, selvom vinen flyder rundt i munden cremet og ganske frugtrig. Der er gule æbler, grønne pærer, syltede citroner, godt bid … virkelig en smuk gudedrik og sindssygt niveau for en Ortswein.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr., men kan fås på tilbud til 299,25 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Houlberg tester … 6 vine fra Weingut Blankenhorn i Baden

Propperiet Vin Import har fået et nyt vinhus i deres stald … selvom man nok ikke kan kalde Weingut Blankenhorn for nyt, da vingården har en historie, der går helt tilbage til 1624. Men jeres ellers flittige vinblogger er ikke stødt på vinhuset før … men nu er der havnet en kasse med 6 vine hos mig og dem tester jeg selvfølgelig gladelig.

Allerede ved første flaske rives benene væk under mig … sikken vin, hvorfor har jeg ikke tidligere stødt på det hus, når de tilsyneladende laver så formidable vine? Vinene skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt, men lad os først se nærmere på vinhuset.

Weingut Blankenhorn

Weingut Blankenhorn ligger på adressen Basler Straße 2 i byen Schliengen i den sydlige del af Baden i Markgräflerland regionen og grænselandet, hvor Tyskland, Frankrig og Schweiz mødes.

Vingården har som sagt en historie, der går tilbage til 1624, hvor ejendommen fungerede som en station til skift af heste, når man med hestevogn skulle rejse lange distancer. Senere blev gården så brugt som posthus og kro … nemlig med kroen Zum Baselstab, der blev ejet og drevet af Joseph Walz, som blev rost for sit køkken.

Det var først i 1847, at ejendommen blev omdannet til vingård, da Johann Friedrich Blankenhorn – kaldet Fritz – købte ejendommen og satsede på en drift af vinhandel og almindelig landbrug. Han havde lidt erfaring med vinproduktion og var da også i familie med Adolph Blankenhorn, som blev medstifter forløberen for sammenslutningen af ​​tyske Prädikatsweingüter aka VDP.

Blankenhorn familie drev vingården Weingut Blankenhorn i 5 generationer, men da Rosie Blankenhorn i 2014. som den seneste generation, ikke kunne finde en efterfølger blandt sine døtre, så solgte hun vingården til Martin Männer og Yvonne Keßler.

Men for Martin Männer og nu Yvonne Männer var det kærligheden til Markgräflerland regionen, landsbyen Schliengen og passionen for vin, der fik dem til at overtage roret på Weingut Blankenhorn.

Efter deres overtagelse har de nu renoveret ejendommen … og under restaurerings- og renoveringsarbejde kom husets  gamle historie frem. På vægge og dørkarme fandt de navnerester fra Baselstab og ofte sammen med initialerne JW … Joseph Walz.

De har også lavet en ny kælderbygning, som er blevet direkte forbundet til den historiske, gamle korshvælvede kælder fra 1600-tallet, men ellers har de blot fortsat den linje, som allerede var lagt tidligere og vinhuset har fx da også været medlem af VDP siden 1987.

Parret har samlet 24 hektar vinmarker, der alle ligger tæt ved Schliengen og den skovklædt bjergkæde Schwarzwald. Markerne ligger let skrånende med en gennemsnitlig stigning på 25% og de bedste er klart Große Lage marken Sonnenstück, men ellers er det Erste Lage markerne Roggenbach, Ölacker og Kirchberg samt marken Himmelberg.

På markerne dyrker parret sorterne Gutedel, Weißburgunder, Grauburgunder, Spätburgunder og Chardonnay. Begge er voldsomt glade for druen Gutedel, som vi også kender som Chasselas. Druen er deres næstmest plantede sort efter Spätburgunder og hele 21% af markerne er plantet med Gutedel. Selv vinhuset mailadresse hedder info@gutedel.de.

Weingut Blankenhorn ønsker at udtrykke forskellene mellem jord og klima i deres vine. Det opnår de ved, at arbejde med naturen og bruger meget begrænset sprøjtning i deres vinmarker. De reducerer udbyttet for, at opnå en højere koncentration af aromaer, syrlighed og mineralitet i druerne.

De var det første vinhus i Baden, som blev certificeret med det officielle Fair’n Green certifikat for bæredygtig vinavl. Det hjælper vindyrkere med, at skabe og nå nogle bæredygtighedsmål med både at sænke CO2, øge biodiversitet, lokalt engagement, fair lønninger og beskyttelse af naturressourcer.

Vinene er selvfølgelig opdelt helt klassisk i Gutsweine, Ortsweine, Erste Lage og Große Lage. De er – som mange andre – begyndt med at skrive 1G i titlen på Erste Lage vinene. Deres store forbilleder er vinmagere som Bernhard Huber lidt længere med nord, Aubert de Villaine, Leo Hillinger samt Florence og Daniel Cathiard.

Vinene kan gæsterne også nyde i den vinbar, som parret driver på adressen … Weinbar Fritz, der selvfølgelig er opkaldt efter den gamle grundlægger.

Vinsmagningen

Her ser vi nogle af vine … 6 vine fra Weingut Blankenhorn, nemlig 2 hvidvine og begge på Chardonnay samt 4 rødevine, primært på den elskede Pinot Noir aka Spätburgunder og så en lille cuvé.

Som altid har jeg ovenover linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Jeg er blevet ganske imponeret af Weingut Blankenhorn … specielt deres hvide Ortswein og den røde Erste Lage vin byder virkelig på masser af kvalitet for pengene.

Deres fascination af Bernhard Huber aflæses og mest i de to nævnte vine, som virkelig har lidt Huber stil med masser af fad, mens de to Große Gewächs vine er mere forfinerede, intense og kræver langt mere fordybelse … men på et sindssygt flot niveau. Men alt det kan du jo læse om i mine indlæg … jeg er vi hvert fald blevet Weingut Blankenhorn fan.