Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2015 Albert Sounit, Beaune 1. Cru Rousseau-Deslandes Hospice de Beaune, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Beaune 1. Cru Rousseau-Deslandes Hospice de Beaune, Bourgogne, FrankrigVi sluttede Knud Kjellerup smagningen med manér … nemlig med denne Beaune 1. Cru Rousseau-Deslandes Hospice de Beaune, altså et fad købt på den legendariske auktion  søndag den 15. november 2015.

Hospice de Beaune har en historie, der går helt tilbage til 1443. hvor Nicolas Rolin var kansler for Bourgogne under bourgognehertugen Philippe le Bon og dennes hustru Guigone de Salins. Nicolas Rolin fik til opgave at opføre et hospital … Hôtel-Dieu med henblik på at tage vare på de syge og fattige.

Helt tilbage til Hospices de Beaunes grundlæggelse har driften været baseret på arv og gaver i form af penge, bygninger, vinmarker og så salg af vinene fra deres marker på auktion.

Hospitalet modtog sin første vinmark som donation af Guillotte le Verrier i 1457, nemlig marken Beaumont-le-Franc. Siden kom flere til og i dag råder Hospices de Beaune over 65 hektar vinmarker, hvoraf den største del er Beaune 1. Cru.

De seneste år er der også sket donationer udenfor Côte de Beaune, så hospitalet nu også har vinmarker i fx Pouilly-Fuissé, Côte de Nuits Grand Cru Echezeaix og Mazis-Chambertin samt Chablis 1. Cru.

Første officielle auktion på Hospices de Beaune foregik i 1795 og blev gentaget i 1796. Derefter gik man i en længere årrække tilbage til det traditionelle system med salg igennem lokale négocienter.

Fra 1859 og fremefter genindførte man igen salget af hospitalets vinhøst på auktion. I dag foregår det stadig den 3. søndag i november i den utrolig smukke, gamle bygning, som I kan se lidt af på billedet ovenover.

Årets vinproduktion sælges på auktion, – og hele overskuddet går til drift af hospitalet i Beaune og andre velgørende formål. Det er primært vinproducenter og negociantfirmaer fra Bourgogne, som køber vinene, der sælges i fade via lots, hvor et lot kan indeholde flere fade.

Da Knud Kjellerup teamet overtog Maison Albert Sounit var fokus udelukkende på Côte Chalonnaise, hvorfor de således ikke var interesserede i at byde på vin ved den årlige auktion på Hospice de Beaune, men den strategi ændrede de imidlertid i 2015.

Der ansatte Hospice de Beaune nemlig for første gang nogensinde en kvindelig vinmager til at stå for produktionen. Det var nemlig Ludivine Griveau, som er tæt ven med Knud Kjellerup og kompagni, for den unge dame har nemlig arbejdet på Maison Albert Sounit. I kan se Ludivine på billedet ovenfor foran Hospice de Beaune.

Hun var ansat i en kort periode fra 2002, hvor hun efter endt uddannelse på universitetet og et studieophold i New Zealand vendte hjem til Bourgogne. Hun fik dog senere et større job som ansvarlig vinmager hos Corton-André i Aloxe-Corton, men har siden holdt kontakten til vore danske venner.

Da Ludivine Griveau så i 2015 fik den mest prestigefyldte stilling i Bourgogne, så besluttede Knud Kjellerup, at de måtte udvide vinhusets horisonter og støtte såvel Ludivine samt det meget smukke og sympatiske velgørenhedsarbejde, som Hospices de Beaune står for.

Og det er der altså kommet denne vin ud af … Beaune 1. Cru Rousseau-Deslandes Hospice de Beaune. Vinen er lavet af Ludivine og med druer høstet med meget lavt udbytte omkring 20–25 hektoliter pr. hektar. Ved købet leveres vinen i helt nye franske egetræsfade fra den berømte bødker Francois Frères i Saint-Romain.

Knud Kjellerup fik alene købt et fad på auktionen i november 2015 … blot 2 dage efter den store terroraktion i Paris. Både den gode årgang og erindringen om terroren medførte, at fadene blev købt med hjertet, hvorfor det betød rekordhøje priser.

Fadet blev hentet hos Ludivine den første uge i december og har siden været passet og plejet i fadkælderen på Domaine Bernollin inden vinen i februar 2017 blev aftappet uden pumpe og uden filtrering.

Duftmæssigt er det en intens og ganske kraftig bourgogne, som har aromaer af intens overgærede bær, mørke bær, sorte kirsebær, syltede Amarena kirsebær, brombær, peber og alligevel genkendelig grønne burgundiske elementer. Vild duft … sindssyg kan man næsten sige.

Smagsmæssigt en uhyggelig intensitet med kraft og tyngde, fortsat med overgærende bær, svag sødme, eg og lidt vanilje. Men det er jo bourgogne, så der er samtidig en bærende syre igennem hele smagsspektret, som giver dig en helt unik oplevelse. Igen måtte jeg opgive at spytte … det ville være helligbrøde.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske koster 1.195 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, FrankrigOg selvfølgelig skulle vi så også smage Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus i 2015 årgangen … og den var i min optik klart den bedste vin af de røde fra Maison Albert Sounit … hvis man altså lige fraregner den dyre Beaune 1. Cru Rousseau-Deslandes Hospice de Beaune.

Vi er med denne vin igen på den rigtige side af hjulsporet … 1. Cru marken Clos de Montaigus, vinstokkene på 45-50 år og vokser i stenet, leret jord. Klippeblokkene ligger lige under leret, hvilket er med til at give vinen en majestætisk rankhed og stil, men det tester vi jo lige om lidt.

Druerne er høstet i hånd og sorteret på sorteringsbord inden vinificering, som starter med en nedkøling af druerne til omring 9-10 grader, hvor druerne gennemgår en koldmaceration i 5-7 dage, hvorefter gæringen sker ved op til 30 grader omkring 2 uger.

Efterfølgende macererer vinen sammen med drueskaller og druekød i 3-4 dage, inden vinen hældes på fade og lagrer i 18 måneder på franske 228 liters barriques, hvoraf omkring halvdelen er nye. Derefter er vinen aftappet uden filtrering.

Duften er blød og let … pirrer i næsen. Frugten er knap så mørk som foregående vin, men der er også lidt kirsebær sammen med hindbær, ribs og en vis tæthed i frugten. Der er et lille touch af syrlighed i næsen samt et køligt udtryk … lidt fransk arrogance, som om vinen ved, at den er noget særligt.

Smagen er også bare blød og vinen nærmest letflydende og velafbalanceret. Det er pirrende spændstigt, lækkert og der er noget nærmest svævende over vinen, som nærmest smelter i munden. Her spyttede jeg sgu heller ikke. Det er monstergod vin.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Albert Sounit, Mercurey Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Mercurey Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigVi skulle smage Mercurey Vielles Vignes fra Maison Albert Sounit igen … nu blot i årgang 2015.

Som du måske husker, så er det den vin, som kommer fra 70 år gamle vinstokke fra marker på østsiden af Montaigus bjerget i det centrale Mercurey. Det er leret jord, som er med til at give vinen en kraftfuld og krydret karakter.

Druerne høstes i hånd. Efter plukning sorteres druerne på sorteringsbord inden vinificering. Vinen er lagret 18 måneder på franske 228 liter barriques, hvoraf omkring halvdelen er nye.

Mercurey Vielles Vignes i årgang 2015 er bedre end 2016’eren, men det skyldes måske blot alderen. Den har fortsat en lidt mørkere side end de andre bourgogner, så både i glasset og i duften fornemmes den mørkere side.

Næsen er tæt, mørk med nærmest brombær og solbær. Samtidig er den animalske side også langt mere fremme og vinen nærmest skriger af kreatur og møg. Derudover er der røg, grønne blade og grene, nelliker, våde fade, kanel og peber.

Smagen er nu mere afbøjet, blød, kraftig og cremet. Igen er frugten lidt mørkere, tanninerne fint markante og der er egentlig godt med syre, som ligger lige under det cremede og bløde. Det fungerer faktisk rigtigt godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Domaine Bernollin, Rully Les Chênes, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Bernollin, Rully Les Chênes, Bourgogne, FrankrigDe røde bourgogner smagte vi efter alder, så efter 2016’erne gik vi et år tilbage og startede med denne 2015 Rully Les Chênes under Domaine Bernollin brandet.

Druerne til vinen kommer fra marken Les Chênes, som egentlig er en hvidvinsmark, hvorfra Maison Albert Sounit har købt druer fra siden 2008. Imidlertid købte de selv marken på omkring 2 hektar i 2013 og nu indgår druerne fra marken i endnu flere vine i Domaine Bernolin porteføljen, hvoraf denne Rully Rouge Les Chênes således er én af vinene.

Med købet er Knud Kjellerup og kompagni i øvrigt eneejer af denne mark, således det dermed er en monopole mark. Jordbunden på den skrånende Les Chènes mark består næsten udelukkende af kalk, hvilket bidrager til en helt speciel frugt og elegante finesse.

Vinstokkene med Pinot Noir på les Chênes ligger omkring de 35 år, og takket være en kraftig beskæring er høstudbyttet holdt nede på omkring 40 hektoliter pr. hektar for at sikre en naturlig koncentration.

Druerne er håndplukkede og gennemgår en sortering med efterfølgende afstilkning ved ankomsten vingården. Vinifikationen starter med en nedkøling af druerne til omring 9-10 grader, hvor druerne gennemgår en koldmaceration i 5-7 dage, hvor de sarte frugtaromaer og farvepigmenter ekstraheres.

Herefter hæves temperaturen og den alkoholiske gæring varer omkring 7-9 dage. Efterfølgende macererer vinen sammen med drueskaller og druekød i 3-4 dage, inden vinen hældes på fade og lagrer i 12 måneder.

Ved lagringen af denne vin anvendes der både 228, 300 og 500 liter fade, for at balancere fadpræget i forhold til frugten i vinen og omkring 40% af fadene er nye egefade.

Og det er lidt af en charmetrold af en vin … næsen er helt anderledes end de to forrige vine. Det er langt mere feminint og parfumeret … nærmest med petroleum som drivkraft. Det er mineralske, æteriske olier, en blomstermark, kalk og meget lyse bær.

De lyse og specielle indtryk går igen i smagen, som virker meget helstøbt, feminin og florlet. Det er utroligt luftigt, meget lys som en blond pige, mineralsk og ja … bestemt en charmetrold, om end en lys, delikat og let-på-tå lokkende blondinetrold. Berusende dejlig.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, Frankrig

2016 Albert Sounit, Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus, Bourgogne, FrankrigMed denne Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus fra Knud Kjellerup på Maison Albert Sounit er vi fortsat på østsiden af bjerget Montaigus, men nu på den rigtige side af hjulsporet, nemlig på 1. Cru marken Clos de Montaigus.

Marken på 8,2 hektar ligger på den venstre side af hjulsporet, hvor vinstokkene på 45-50 år og vokser i stenet, leret jord. Klippeblokkene ligger lige under leret, hvilket er med til at give vinen en majestætisk rankhed og stil, men det tester vi jo lige om lidt.

Druerne er høstet i hånd og sorteret på sorteringsbord inden vinificering. Ellers er Mercurey 1. Cru Clos de Montaigus lavet præcis på samme måde som foregående Mercurey Vielles Vignes, dvs. med 18 måneders lagring på franske 228 liters barriques, hvoraf omkring halvdelen er nye er aftappet uden filtrering.

I næsen mærkes der mere finesse og elegance … det bliver simpelthen mindre rustik og langt mere delikat. Der er en smuk bærsødme, som nærmest danser op af glasset med hindbær, ribs og fin lethed. De grønne elementer bliver ikke så markant, men suppleres af en smule mynte.

Smagen er blød og ren, frugten direkte, stålsat og syrlig, men på en let og fin facon. Tanninerne er unge, men forholdsvis bløde og frugten har finesse, hvilket gør vinen vedkommende og præcis. Langt mere elegant og klart lysere end foregående Mercurey Vielles Vignes.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 379 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Albert Sounit, Mercurey Vielles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2016 Albert Sounit, Mercurey Vielles Vignes, Bourgogne, FrankrigSå blev det omsider tid til … Rouges de Bourgogne, nemlig de røde burgundiske vine på Pinot Noir og vi startede med 2 x 2016’eren, hvor den første blev denne Mercurey Vielles Vignes fra Maison Albert Sounit.

Den er – som navnet fortæller – lavet på gamle vinstokke … i dette tilfælde 70 år gamle vinstokke fra marker på østsiden af Montaigus bjerget i det centrale Mercurey. Der er leret jord, som er med til at give vinen en kraftfuld og krydret karakter.

Druerne høstes i hånd. Efter plukning sorteres druerne på sorteringsbord inden vinificering. Vinen er lagret 18 måneder på franske 228 liter barriques, hvoraf omkring halvdelen er nye.

I næsen er der ribs, rabarber, kirsebær, grønne blade og grene, nelliker, våde fade, kanel og peber. Duften er sgu meget indbydende og lukker mere og mere op med luft i glasset.

Smagsmæssigt er frugten slet ikke så let, som forventet, men mere ovre i kirsebær og brombær. Bærerne er klart en tand mørkere og derudover byder vinen i smagen på en grøn, bitter burgundisk nerve, som måske er en kende rustik.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, Bourgogne, Frankrig

2016 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, Bourgogne, FrankrigDen bedste af crémanterne fra Maison Albert Sounit var efter min mening denne Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, selvfølgelig udelukkende lavet på Pinot Noir.

Som foregående vin kommer druerne faktisk udelukkende fra vinmarken, og derudover er vinen også lavet helt på samme måde som de andre crémanter, dvs. med manuel høst af druerne, brug af druernes egen naturlige gør og efter Méthode Traditionelle, hvor crémanten er lagret på sit bundfald i 18-20 måneder inden dégorgering.

Der laves alene årligt omkring 1.800 flasker af denne Crémant de Bourgogne Blanc de Noirs Brut, som vi her smager i en årgang 2016, hvilket koden 173 på bagsiden også indikerer.

Duften er virkelig elegant og Pinot Noir’en slår klart mere igennem i aromaen. Det er mere champagneagtigt i duften med æbler, pærer, toast, blomster, citrus og en kalket mineralitet. I smagen er der igen en virkelig god syre, fint balanceret og boblerne pænt aggressive. Alligevel er der lethed, syre/sødme balance og det smager rigtigt godt.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut, Bourgogne, FrankrigDen 3. i rækken af crémanter fra Maison Albert Sounit blev denne elskovsrøde Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut, hvor druerne primært kommer fra Châtaignier vinmarken, som har fået sit navn fra de store kastanjetræer ved marken.

Vinen er lavet på 40% Pinot Noir, 40% Pinot Beurot samt 20  Gamay. Jeg har vist ikke tidligere stødt på druen Pinot Beurot, men det er egentligt blot et synonym for Pinot Gris, som jo faktisk har et hav af synonymer. Det er nu mest i Bourgogne og Loire, at vi finder druen under navnet Pinot Beurot.

Som de andre crémanter, så er druerne til denne Crémant de Bourgogne Châtaignier Rosé Brut høstet manuelt, og der er ved fermenteringen alene anvendt druernes naturlige gær. Lavet med andengæring i flaske og lagret på sit bundfald i mere end 24 måneder inden dégorgering.

Næsen har godt med jordbær, let parfumeret og de røde bær slår her klart mere igennem. Det er blomster og stor rigdom i frugten, mens vinen i smagen har en større tørhed end de første, men også lidt mere bitterhed med grape og citrus.

Forhandles af Kjær & Sommerfelt, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, Frankrig

2015 Albert Sounit, Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut, Bourgogne, FrankrigKnud Kjellerup smagningen startede med denne Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut fra Maison Albert Sounit.

Det er en vin, som jeg har skrevet om 2 gange tidligere, men der har jeg anført vinen som en N.V., altså Non Vintage … uden årgang.

Knud Kjellerup fortalte, at man også tilstræber at lave vinen helt ens fra år til år og heller ikke angiver årstallet på vinen. Imidlertid kan man se, at denne crémant er en årgang 2015 bag på etiketten. Der står nemlig tallet 164, hvilket fortæller, at vinen er flasket i april 2016 … og dermed så selvfølgelig må være en årgang 2015.

Albert Sounits Crémant de Bourgogne Cuvée Prestige Brut er lavet på 65 % Pinot Noir, 30 % Chardonnay og 5 % Aligoté, men fordelingen kan dog godt være en smule forskellig fra år til år … netop for at sikre, at vinen ligner sig selv, altså tidligere årgange.

Druerne er høstet i hånd og gæret ved druernes egen gær. Hos Albert Sounit lagrer man crémanterne betydeligt længere end de fleste andre producenter og omkring dobbelt så lang tid, som loven foreskriver. Ifølge loven skal Crémant de Bourgogne flaskelagres i omkring 9 måneder sur lie, altså på det bundfald, der opstår efter flaskegæringen.

Denne crémant er sammenlagt lagret i 24 måneder – ingen egefade i indledende vinificering – inden dégorgering, hvor bundfaldet fjernes. Dette medfører en langt finere mousse og giver langt større finesse og karakter.

Næsen har fin animalsk aroma … ganske frisk med pærer, abrikos, overmodne æbler, lidt blomster og ristede nødder. Virker ganske tør i udtrykket, og det gælder også smagen. Det smager som en ung, frisk crémant, let boblende med stor tørhed, fine små og tætte bobler og frugten måske en smule med det overmodne, hvilket egentlig er ganske fint.

Forhandles af Kjær & Sommerfeldt, hvor en flaske pt. koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Ellermann-Spiegel, Pinot Noir Goldkapsel S, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Ellermann-Spiegel, Pinot Noir Goldkapsel S, Pfalz, TysklandSpätburgunder S fra Weingut Ellermann-Spiegel – som jeg har skrevet om et par gange – til 7€ er et klart best buy, fortræffelig og lækker … og nu smager vi hans topvin Pinot Noir Goldkapsel S, som koster det dobbelt … næsten.

Frank Spiegel elsker burgundiske vine og derfor er hans topvin selvfølgelig ikke blot en Spätburgunder, men en Pinot Noir med kloner fra Bourgogne … og så har flasken en letgenkendelig guldtop, altså Goldkapsel aka vinen Pinot Noir Goldkapsel S.

Som lillesøsteren er vinen lavet i temperaturkontrollerede ståltanke og lagret på barriques i 14 måneder … endda sur lie, og den er tappet på flaske helt ufiltreret. Restsukker ligger lavt på 0,8 gram pr. liter.

Det dufter herregodt, hvis man er til tysk Spätburgunder … helt klassisk, sødlig kostald med kirsebær, hindbær, søde drops, nelliker, læder, tobak, røg, vanilje og svag kanel. Yammy.

Samtidig smager det sgu også rigtigt godt og man føler sig bekvem og hjemmevant, som i et par pyjamasbukser med plads til begejstring. Saftig, let og blød frugt, syren er let pebret og lige præcis stram nok til at holde rygrad i vinen, selvom vinen virker sød, let og ganske let at drikke. Jeg er sgu vild med den.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 13,90€ … eller omkring 104 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7