2004 årgangen fra Weingut Solveigs skulle vi også smage i to versioner, altså både Pinot Noir Steil samt Pinot Noir Present … og vi startede som sidst med Steil.
Nu begynder de brune kanter i glasset så småt at aftage, selvom det på ingen måder har voldt de tidligere årgange nogle problemer … snarere tværtimod har alderen kun gjort vinene bedre. I næsen er 2004 Pinot Noir Steil lys og grøn som de forrige, men klart varmere i udtrykket og mere venlig med mere bolsje fornemmelse. Der er svag sødme, lidt saltlakrids, bio kant, hindbær, jordbær og masser af ribs, blomster samt æteriske olier.
Vinen er også bare smagsmæssigt langt mere blød, rund og imødekommende end 2003. Der er lethed, frisk lys og luftig frugt, ribs, kirsebær og hindbær, lakrids, svage krydderier, tanniner, en smule jern samt mineralitet. Klart 5½ af de houlbergske fingre og endda med pil op.
Forhandles af Distinto, hvor en nyere årgang koster 259 kr.