2022 Domaine de la Tête Noire, Cairanne, Rhône, Frankrig

2022 Domaine de la Tête Noire, Cairanne, Rhône, FrankrigVi skal atter smage en vin fra vinhuset Domaine de la Tête Noire og denne gang er det Winsley de Marias 2022 Cairanne, som jeg har fået i vinglasset.

Denne Cairanne er lavet på 55% Grenache og 45% Syrah som kommer fra en økologisk mark på 1,78 hektar og 35 år gamle vinstokke høstet med et udbytte på 36 hektoliter pr. hektar,

Efter den manuelle høst er druerne afstilket og lavet med gæring og maceration over 3 uger i ståltanke med overpumpning og delestage. Efter endt fermentering er vinen lagret i 11 måneder i ståltanke.

Duften er mere hård, stålfast med tjære, kul og sværte, derudover lidt tør garrique, svag lavendel, krydderier og peber. Frugten er tør og mørk, sorte kirsebær, brombær og så ellers en snert af fennikel.

Smagen har også mørk frugt, men faktisk langt blødere end forventet og fint skruet sammen. Der er så lakrids, mest tør engelsk lakrids, nogle spejderhagl, søde kirsebær, brombær, jordbær … og så er vinen ret læskende og godmodig med lidt peber i eftersmagen, så dermed 92 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Cuvée Excellence Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Cuvée Excellence Brut, Bourgogne, FrankrigDen sidste crémant fra Maison Veuve Ambal var fra husets serie La Collection Prestige og det var denne  Crémant de Bourgogne Cuvée Excellence Brut.

Det er en af husets flagskibe og lavet på et blend af Chardonnay, Pinot Noir og Gamay fra nogle  kalkstensholdige marker og 30 år gamle vinstokke.

I vineriet presses druerne langsomt og skånsomt i en pneumatisk vinpresse, hvor kun den rene most fra de bedste batches finder vej til gæringstanken.

Første gæring er sket på rustfrie ståltanke efterfulgt af en malolaktisk gæring for at give mere cremethed og kompleksitet til
basisvinen. Herefter sker andengæringen efter champagnemetoden på flaske over 24-36 måneder sur lie inden endelig degorgering og tilførsel af dossage på 10 gram pr. liter.

Igen er der i næsen en hel brødkurv med wienerbrød, tebirkes, ristet franskbrød, gæret dej, godt med nødder, både ristede hasselnødder og brændte mandler, virker klart lidt mere moden, har nogle hvide blomster og blomsterpollen, en frugt, der er fyldig og tropisk med fersken og mango.

Smagen er frisk og præcis … lige balanceret en tak bedre end de foregående, da der er bedre sammenhæng mellem det syrlige samt en lækker frugtsødme. Der er lemon, citroner og lidt grape, grønne pærer, bløde pærer … og samtidig blød, cremet med denne venlige, sødlige, imødekommende, runde og behagelig note, som bare gør vinen så indtagende … pas på Champagne. 92 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc Brut BIO, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Blanc Brut BIO, Bourgogne, FrankrigDen næste crémant fra Maison Veuve Ambal blev denne Crémant de Bourgogne Blanc Brut BIO … lavet på druer fra nøje udvalgte økologiske bourgognemarker.

Den forrige var fra husets serie Classic Cuvées, men denne er fra serien Our Specialities og er  lavet på et blend af Pinot Noir, Chardonnay og Aligoté, som Veuve Ambal håndplukker fra nøje udvalgte, økologisk certificerede vinmarker i Bourgogne.

Basisvinen er først lavet på rustfrie ståltanke, men andengæringen på flaske er sket i husets kælder over 24-36 måneder sur lie.

Duftmæssigt er der masser af brød, briocheboller, wienerbrød, butterdej, smørkringle, toast samt en frugt, der virker en smule eksotisk med fersken, abrikos og pærer … suppleret med kalkede mineraler, kridt og en svag frugtsødme. Meget lækkert.

I munden er der ikke meget bageri … først får du et stort, intenst og mineralsk brus, virkelig rent, stenet og mineralsk med citroner, grape og umodne, grønne æbler, utrolig frisk, rank, grøn med skarp og stikkende syre. 90 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Pinot Noir Brut, Bourgogne, Frankrig

N.V. Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Pinot Noir Brut, Bourgogne, FrankrigMaison Veuve Ambal er en historisk Crémant producent, der ligger på Rue du Pré Neuf i Montagny-lès-Beaune. Nu smager jeg 3 flasker af deres bobler og starter med en Crémant de Bourgogne Pinot Noir Brut.

Vinhuset af grundlagt i 1898 af Anne Marie Ambal. Da hendes parisiske ægtemand, bankmanden Antoine Emile Ambal døde, så flyttede hun tilbage til hendes fødeby Rully, hvor hendes bror stadig boede, var købmand og handlede med Bourgogne vine.

På dette tidspunkt var champagnemetoden ny … og Anne Marie havde forudset dens fremtidige popularitet, hvorfor hun besluttede sig for at skabe sin egen maison aka vinhus med produktion af både hvide og røde mousserende vine.

Hun høstede stor anerkendelse for sine mousserende vine og Maison Veuve Ambal blev hurtigt anerkendt som specialister i Crémant de Bourgogne og har siden var et referencepunkt for crémanter fra Bourgogne.

I den er det Anne Marie Ambals tiptipoldebarn Aurélien Piffaut, der som 6. generation siden 2010 har stået i spidsen for vinhuset, der i dag råder over omkring  250 hektar vinmarker fra 6 forskellige burgundiske domæner.

Her arbejder de konstant på at optimere kultiveringen af deres marker med høje kvalitetsstandarder og med stadig flere af deres marker, som bliver certificeret økologisk. I 2005 iværksatte familien en kæmpe udvidelse af produktionsfaciliteter og lagerkapacitet og flyttede efter mere end 100 år i Rully tættere på Beaune.

3 flasker Crémant de Bourgogne fra Maison Veuve Ambal lagt i køleskabet

Denne Crémant de Bourgogne Pinot Noir Brut er – som navnet også siger – lavet  på 100% Pinot Noir, der høstes fra kalkstensrige marker i Bourgogne. Druerne presses i skånsom pneumatisk vinpresse, så kun den mest delikate Pinot Noir-frugt frigives. Basisvinen gærer frugtbevarende på ståltanke, inden andengæring på flaske i minimum 12 måneder sur lie.

Æbler, toast og nødder er første tanke, da jeg dufter til vinen, der virkelig til at starte med bruser godt op i næsen. Der også gærede noter og udover æblerne, så er frugten mest tropisk med fersken og melon, lidt honning, stearin og en lille sødme.

I munden er det godt med citrusfrugt … mest lemon, men også en smule citroner, grønne æbler og ellers virkelig godt med mineralitet, en stenet form for mineralitet. Det giver samlet set en syrlig og frisk mousserende vin, der virkelig bider champagner i haserne … her vil alle være imponeret og til prisen et godt køb, 91 point.

Forhandles Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Ribeiro & Moser, Arinto, Lisboa, Portugal

2022 Ribeiro & Moser, Arint, Lisboa, PortugalDen østrigske Laurenz Maria Moser V aka Lenz Moser er en flittig mand, som er med i mange joint-venture samarbejder og seneste er så Ribeiro & Moser, hvor han i Portugal står bag denne 2022 Arinto.

Navnet Lenz Moser er nok kendt af de fleste, men Laurenz Maria Moser V er fra den mest traditionelle vinavlerfamilie i Østrig og familiens historie går tilbage til det 12. århundrede.

V’et i Laurenz Maria Moser V er romertallet for 5, da Larenz Maria Moser er 5. generation Laurenz Maria Moser. Han kommer således fra en familie, som i mere end 150 år drev en vingård af samme navn, nemlig Weinkelleri Lenz Moser i Østrig.

Familien har haft betydelig indflydelse på den østrigske vinindustri, men Lenz Moser skulle blive den femte og sidste generation på den historiske vingård, men i midten af 1980’erne solgte han vingården, da han ikke ville arbejde for banken og for familien.

Han ville lave sine egne vine … og primært på Østrigs nationaldrue Grüner Veltliner. Hans farfar Dr. Laurenz Moser III blev endda kaldt Grandpa Grüner på grund af sin rolle for at fremme Grüner Veltliner  druen tilbage i starten af 1930’erne. Han opfandt også et helt nyt espaliersystem i 1978, som var banebrydende for biodynamisk vindyrkning i Østrig.

Efter salget har Lenz Moser været administrerende direktør for Robert Mondavi, men har også været aktiv i forskellige projekter, bl.a. stiftede han i 2004vinhuset Laurenz V sammen med sine gamle venner Dieter Hübler og Franz Schweiger, som i dag kører det videre uden Lenz, som i stedet har kastet sig over nye projekter.

Jeg har bl.a. smagt vine fra projekt LenzMark aka New Chapter, hvor Lenz laver fantastiske Grüner Veltliner vine sammen med en anden østrigsk vinmager Markus Huber.

Jeg har også smagt fabelagtige vine fra projektet Ma’d Moser, hvor han sammen med Károly Kovác fra Mád Winery i Ungarn laver nogle skræmmende gode Furmint vine.

Nu har Lenz Moser så kastet sin kærlighed på Portugal, hvor han er gået sammen med vinmageren Pedro Ribeiro, der til dagligt er både direktør og vinmager hos Herdade do Rocim … et vinhus, som vi også tidligere er stødt på her på vinbloggen. Det er da også på Herdade do Rocim i Alentejo området, at vinen i deres fælles projekt laves.

De to vinmagere har kaldt deres projekt Ribeiro & Moser og første vin er denne 2022 Arinto, hvor druerne kommer fra marker i Lisboa området … og selvfølgelig lavet netop på druen Arinto.

Arinto er er hvid druesort, der er kendt for sin evne til at give friske vine med livlig syre. Arinto kan give pænt stort udbytte og samtidig bevare en vis frugtighed og friskhed i duft og smag. Det er en vigtig senmodnet sort, men det er karakteristisk for Arinto, at den bevarer sin syre i ekstremt varme somre.

Hos Ribeiro & Moser er vinen lavet med gæring i betontanke. Efter endt fermentering er vinen også lagret i betontankene, men 10% af vinen er dog både gæret og lagret på 500 liters egetræsfade.

Vinen er så flasket i en lettere flaske grundet bedre bæredygtighed og således vejer flasken kun 360 gram mod normalt 570 gram for en mere normal flaske … en vægtreduktion på 36,8% … hvad gør vi ikke for miljøet? Sejt.

Næsen virker utrolig frisk og sprød, er min første tanke … det er som at få en frisk brise af saltet havvand lige i hovedet, hvilket gør, at man lige kvikker op og kommer op på tæerne. Der er både lidt fersken og grønne æbler, masser af lemon og Schweppes Lemon sodavand samt et let drys af spidskommen og kalket kridt med en svag landlig side.

I munden er vinen knap så krisp og sprød … syren mere vag, mere flydende som en rolig flod, beroligende, stille og er her også næsten cremet. Der er masser af grønne æbler og atter godt med lemon, har lidt bitterhed og god fylde bagerst i munden. Vinen har noget tørhed og masser af denne lemonagtige bitterhed med lidt citron, hvilket er med til at give en ret lang eftersmag. 92 point.

Ingen forhandler herhjemme endnu, men i Europa koster vinen omkring 25€ … svarende til 186 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Zonte’s Footstep, Witching Hour Fortified Viognier, Langhorne Creek, Australien

N.V. Zonte's Footstep, Witching Hour Fortified Viognier, Langhorne Creek, AustralienJeg sluttede Zonte’s Footstep vinene med et brag … og specielt, for det var med en anderledes sag … Witching Hour Fortified Viognier … sød og stærk.

Vinen er lavet fra nogle fade, der egentlig skulle være brugt til at supplere deres Shiraz vine, men i stedet blev glemt.

Da man fandt dem nogle år senere, så var de egentlig blevet for gamle og kunne ikke længere bruges. I stedet tilsatte man lidt sprit aka alkohol til fadene og lagrede dem så omkring 12 år, som blot fik lov til at være i fad uden at blive toppet op eller andet.

Det er dermed også once in a lifetime … vinen er kun lavet denne ene gang og det er heller ikke planen, at man igen vil lave sådan Fortified Viognier.

I glasset en fed og grumset væske … farven er sådan lidt brændt orange, rav og fersken, men duften er brændt karamel, lidt tørrede ferskner og abrikoser, kandiserede mandariner, dadler, valnødder i honning og selvfølgelig kan man også fornemme vinens pæne 19% alkoholstyrke.

Mums for en tyk, sød og stærk vin … klart en dessertvin, som bare umidddelbart vil elske budding eller fede desserter. Det er nektar for mund og hals, voksenslik med karamel, nøddesirup, abrikoser og tørret appelsin og brun farin … men sparker som en hest, er sød som en pony og farlig som en enhjørning … fandens vanedannende og forrygende meditationsvin. 94 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en 0,50 centiliter flaske koster 499 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 449 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Zonte’s Footstep, 1st Off the Rank Cabernet, McLaren Vale, Australien

2021 Zonte's Footstep, 1st Off the Rank Cabernet, McLaren Vale, AustralienMed næste vin fra Zonte’s Footstep har vi skiftet Der Alte Käfer ud med en bred amerikaner convertible og cruiser nu videre med en 1st Off the Rank Cabernet årgang 2021.

Det er – som navnet siger – en vin lavet alene på Cabernet Sauvignon med udvalgte druer, der er høstet i den kølige morgen. Druerne er afstilket, knust og derefter koldblødt i 3 dage.

Nogle af druerne er tilbageholdt og har gennemgået carbonic maceration. Den resterende frugt blev afstilket, knust og derefter koldblødt i 3 dage. Primær gæring er sket i åbne fermentorer, hvor der er sket punch down og overpumpninger dagligt.

Efter endt fermentering er vinen fyldt i 20% nye og 80% brugte franske egetræsfade, hvor den fik lov til at fuldføre en naturlig malolaktisk gæring og blandt sammen med carbonic maceration delen. Sluttelig er vinen så  lagret 12 måneder på fadene inden aftapning på flaske.

Dyb aroma … en smule indelukket kælder, engelsk lakrids og en ganske mørk frugt med solbær, blommer, cedertræ, kakao, kaffe og mørk chokolade, krydderurter med laurbærblade og timian … let varm og meget levende.

Smagen er mørk, intens, stærk og smager nærmest lilla. Der er masser af solbær, lakridsbolsjer, engelsk lakrids, peber, tørt træ, cedertræ … frisk og samtidig voldsom tør, har endda lidt ribs og noget bitterhed, skarphed og frisk kraft. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Zonte’s Footstep, Dawn Patrol Adelaide Hills Pinot Noir, Adelaide Hills, Australien

2022 Zonte's Footstep, Dawn Patrol Adelaide Hills Pinot Noir, Adelaide Hills, AustralienVi fortsatte i Zonte’s Footstep fodsporet i en 1960’er gammel VW-bobbel med et surfbræt på taget med en 2022 Dawn Patrol Adelaide Hills Pinot Noir.

Denne Pinot Noir kommer fra højtbeliggende marker og alle druerne er plukket i den kølige tidlige morgen.

Gæringen er sket i ståltanke med tilsætning af kommerciel gær og efter endt fermentering er vinen så lagret på franske egetræsfade en periode og derefter så aftappet på flaske inden endelig frigivelse.

Duftmæssigt er det ingen let elegantier … langt mere rustik med friske frugter af tranebær, granatæbler, hyben og sure kirsebær, en smule mentol, godt med blæk og tryksværte, røg, nelliker, kanel, kaffe og lidt stenede mineraler.

I munden er det lidt samme historie … en stærk, rank og bidende Pinot Noir, hvor frugten også virker mørkere med brombær, sorte kirsebær og en dyb lemon note. Vinen har saltlakrids, stærk peber, masser af grov syre og tørre tanniner. Det er Pinot Noir med kant, bid og bondsk nerve … 87 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 4/7   

2021 Zonte’s Footstep, Apple Betty Adelaide Hills Chardonnay, Adelaide Hills, Australien

2021 Zonte’s Footstep, Apple Betty Adelaide Hills Chardonnay, Adelaide, AustralienJeg startede Zonte’s Footstep smagningen med en Apple Betty Adelaide Hills Chardonnay i en årgang 2021.

Det er 100% Chardonnay fra højtbeliggende vinmarker og efter høst er de først afstilket, så presset og gæret på en blanding af nye og brugte franske 318 liters egefade.

Gæringen er slet i fadene med tilsætning af en kommerciel gær for at sikre, at den efterfølgende vin blev færdig tør og ren. Derefter er vinen så lagret 10 måneder på fadene, samlet i ståltanke og så aftappet på flaske.

Smuk fed og fadpræget Chardonnay … smørfed, har noter af blomster, jern, ristede hasselnødder, mandler, pærer, fersken samt lidt æbletærte … bliver aldrig meget fed, men har en lidt køligere og mere slank aroma. Der kommer en smule vanilje og tør kanel med i puljen … bare et lille diskret fadpræg.

I munden er frugten også en kende mere rustik … syren er lidt maskulin, stærk og frugten mere mørk syrlig med bagte citroner, lemon, grønne æbler … en anelse tør, intens og samtidig en anelse saftet, mostet og læskende med tør og lang eftersmag. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

Houlberg smager … 5 sjove fodtrin fra australske Zonte’s Footstep

Zonte’s Footstep er et nyere australsk vinhus, der laver seriøse vine med sjove navne og sjove etiketter … og nu tester jeg – myreflittig som altid – en række vine fra huset downunder.

Zonte’s Footstep

Zonte’s Footstep blev etableret i 2003 af Brad Rey og holder til i McLaren Vale. De laver både vine fra deres egne marker i Langhorne Creek, men køber også druer fra vinavlere McLaren Vale, Barossa og Adelaide Hills.

Brad Rey gav vinhuset navnet Zonte’s Footstep … lidt inspireret af spisedruen kaldet Zante Currant, der oprindelig tilbage i 1893 var plantet på husets første mark … men dog senere udskiftet med Shiraz og Cabernet Sauvignon til deres første vine.

Som en hyldest til druerne, så kaldte de vinhuset Zonte’s Footstep, da man ikke må anvende druesorter i navngivning af et vinhus, så derfor blev A’et i Zante’s blot udskiftet med et O.

Zonte’s Footstep har selv 90 hektar, men køber altså de fleste af deres druer fra en lang række vinavlere og laver spændende vine med sjove navne og deres største sællert er fx en Chocolate Factory Shiraz, mens andre har navne som Lady of the Lake Viognier, Globe Skimmer Rosé, Madrugador Tempranillo og Nature’s Crux Shiraz.

Brad Rey har tidligere arbejdet for Wirra Wirra og fik stor påvirkning fra dette hus’ ejer Greg Trott.

Vinene

Her har jeg smagt et udpluk af vinene og det er disse 5

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser ovenover … en enkelt af vinene Baron Von Nemesis Barossa Shiraz havde jeg dog smagt får, så der har jeg blot linket til min tidligere anmeldelse.

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger