Tag-arkiv: Baden

Baden er en af Tysklands 13 vinregioner – Anbaugebiete – og en lang en af slagsen, da den strækker sig hele 400 kilometer parallelt med Alsace og helt ned til den schweiziske grænsen og breddemæssigt over mod Franken i øst som en del af delstaten Baden-Württemberg.

Baden er én af de store vinregioner i Tyskland med knap 15.900 hektar vinmarker og samtidig den varmeste af vinregionerne, da området ligger godt beskyttet af Schwarzwald  skoven og Vogesbjergene mod vest.

Derfor er vinene fra Baden også ofte fyldigere og har mere alkohol end i de andre tyske vinregioner. Underområdet Kaiserstuhl regnes som det varmeste og bedste område i regionen og er yderligere begunstiget med en vulkansk undergrund.

Samlet findes der 9 underområder eller subzoner i Baden, nemlig:

  • Tauberfranken
  • Badische Bergstrasse
  • Kraichgau
  • Ortenau
  • Breisgau
  • Kaiserstuhl
  • Tuniberg
  • Markgräflerland
  • Bodensee

Ses der på vinproduktionen, så er Baden fortsat præget af mange kooperativer … der findes omkring 100 kooperativer, som samlet står for 85% af regionens samlede vinproduktion på i alt 1,1 millioner hektoliter vin.

De mest dyrkede sorter i Baden er primært burgunder sorterne, altså Spätburgunder, Grauburgunder,  Weißburgunder, men derudover fylder Müller-Thurgau godt, mens Riesling ikke spiller helt så stor rolle i Baden.

2020 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2020 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, TysklandNæste vin i rækken hos Mr Ruby var Weingut Wöhrles lille basis Spätburgunder, som jeg har smagt tidligere i årgang 20162017, 2018 og 2019 … men nu var det altså 2020.

Markus Wöhrle har lavet denne basis Spätburgunder med druer fra nogle af husets egne marker … på tyske kloner af Pinot Noir, primært Freiburger, høstet fra markerne omkring byen Lahr.

Vinen har først fået 10 dages pre-maceration inden gæring og efter endt gæring har den lagret 10 måneder på store gamle træfade.

WAUW for en fin næse … let, sødlig krydret og meget saftig. Den er landlig, animalsk med stald, sød mødding og god dybde. Der er godt med frugt af kirsebær, hindbær, granatæbler og sødme. Der kommer også lidt fad med ristede noter, let vanilje og mælkechokolade og så disse grønne noter.

I munden er vinen let og meget venlig … lidt hverdags ovenpå Twardowski, men det er der jo ikke noget at sige til. Det er syrlige kirsebær, tranebær, lidt tørhed, grønne elementer, peber, jern, jod samt nogle mineraler. 91 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 Weingut Bernhard Huber, Hecklinger Schlossberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2014 Weingut Bernhard Huber, Hecklinger Schlossberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandNytårsaften smagte jeg en 2014 Malterdinger Spätburgunder fra  Weingut Bernhard Huber … fra samme år, som Bernhard døde. Sidst havde Jesper medbragt vinen og nu serverede han sgu også den monstrøse og fine storesøster Hecklinger Schlossberg Spätburgunder Großes Gewächs fra samme årgang.

Denne vin er spontangæret med 60% hele klaser og er dernæst lagret vinene 18 måneder i egetræsfade hvoraf 25% var nye. Aftapning er sket uden klaring og filtrering.

Allerede i glasset breder der sig en lille lykkerus … lys, teglfarvet transparent væske i glasset giver røgsignaler om noget godt i vente og allerede duften øger kun smilet, for op strømmer en let, luftig og æterisk aroma med en smule malerspand, kærnemælk, mejeri, frugt med jordbær, søde moreller og en vis modenhed, skovbund og mos i bunden af skoven, let nelliker og peber samt en let brise fra fadet med lidt vanilje, kaffe og svagt mælkechokolade.

Der er heller intet bedaget ved smagen, som sidder lige i skabet, hvad den ellers laver der? Smagen er ren, syrlig og klar med umodne kirsebær, hindbær og moreller, en pirrende, sitrende og smuk syre, der giver en stringent rygrad, selvom vinen egentlig leveres cremet, blødt og ultra behageligt. Sådan skal stor Spätburgunder smage, så dermed 98 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor denne koster 1.100 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2014 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, Tyskland

2014 Weingut Bernhard Huber, Malterdinger Spätburgunder, Baden, TysklandDenne 2014 Malterdinger Spätburgunder fra Weingut Bernhard Huber er fra den årgang, hvor Bernhard døde efter en kortere periode med kræft.

Efter Bernhard Hubers død har hans enke Barbara Huber arvet huset og ført det videre sammen med sønnen Julian Huber, der i dag nok også er lige så dygtige som sin fader.

Jeg besøgte vinhuset tilbage i september 2016, hvor vi bl.a. smagte nogle af deres flotte Spätburgunder vine. Mit besøg kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen.

Det var et super besøg, men da Hubers vine er meget eftertragtede, så var de fleste desværre udsolgte ved vort besøg. Og sådan er det bare altid med vinene fra huset … pokkers svære at skaffe.

Denne Malterdinger Spätburgunder er et Ortswein … altså lige niveauet over en Gutswein. Den er lavet med 60% Pinot Noir-kloner direkte fra franske planteskoler og 40% Geisenheim Spätburgunder kloner. Kun en meget lille del blev gæret som hel drue, resten blev afstilket inden gæring.

Vinen er så spontantgæret i åben trækar efter en lille og kold premaceration i 5-7 dage. Med øget temperatur sættes gæringen dermed i gang og derefter er vinen presset og derefter lagret i de klassiske 228 liter burgundiske barriques … alle brugte og de fleste 2 gange tidligere. Lagringen varer op til 16 måneder inden returnering til de rustfrie ståltanke 4-6 uger indtil aftapning på flaske.

Sikke en duft … sødlig hestestald, mahogni ædeltræ, æterisk og animalsk som bare pokker, kirsebærsauce, modne jordbær, grønne krydderurter og lidt faddrys i form af kanel, vanilje, karamel samt en småkold cafe latte, lige som jeg kan li’ det. Derudover også en smule mælkechokolade og sød finsk lakrids.

I munden strammes der op på tingene … der er tranebær, kirsebær, ribs og mere grøn i jordbærsmagene. Der er således langt mere syre i frugten og samtidig er syren mere rustik, kantet og grov. Vinen har denne grønne og strenge burgundiske syre, let peber, tanniner og benhård intensitet. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor denne koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Michel, Achkarren Spätburgunder, Baden, Tyskland

Tidligere i år smagte jeg den lækre 2019 Großes Gewächs vin Schlossberg Spätburgunder GG fra Weingut Michel.

Nu smager jeg lillesøstervinen, en Ortswein 2019 Achkarren Spätburgunder fra samme vinhus, der meget passende ligger på Winzerweg i byen Achkarren i Kaiserstuhl for foden af den ikoniske Schlossberg mark.

Denne vin har ejer og vinmager Josef Michel lavet ved, at druerne først er håndplukket i starten af september og derefter så strengt sorteret. Vinen er så lavet med en gæring i rustfrie ståltanke over 20 dage. Efter presning er vinen så lagret 12 måneder på en kombination af brugte barriques og rustfri ståltanke.

Man bliver glad af farven i glasset … lys rødlig og transparent, mens duften byder på lidt sød stald, men har også mere ranke noter som gran og nelliker og en snert Franken karakter, men det opvejes af en mere let og lys frugt af jordbær, rabarber og hindbær, ganske lidt vanilje, røg og fennikel.

I munden er alt lystig, frejdigt og i dansehumør. Syren er let og legende, frugten lys, let og tilgængelig med jordbær og hindbær, mens der ikke er mange tanniner, men dog et drys med lidt peber, krydderier og mineralsk, kulagtig friskhed samt en snert jern. Det er højt niveau for en Ortswein og til prisen en lille vinder. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, Tyskland

2019 Weingut Salwey, Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder GG, Baden, TysklandNæste vin blev en god, gammel kending, nemlig Oberrotweiler Henkenberg Spätburgunder Große Gewächs fra Weingut Salwey og her i seneste årgang 2019.

Salwey er også et fantastisk vinhus, som jeg selv har besøgt … det har jeg beskrevet i mit blogindlæg Besøg hos Weingut Salwey i Oberrotweil … der kan du også læse mere om vinhuset. Det er et vinhus, som jeg er ganske betaget af. Faktisk er mit logo øverst her på Houlbergs Vinblog lavet med et foto fra Weingut Salweys vinkælder.

Grosse Lagen marken Henkenberg strækker sig over bakkekammen mellem Oberrotweil og Burkheim mod vest. Jordbunden består af vulkanske aflejrninger og en tynd topjord af löss. Høstudbytterne ligger på omkring 40 hektoliter pr. hektar og alle druer håndplukkes og håndselekteres inden gæringen i åbne gæringstanke.

Gæringen foregår med delvist hele klaser ved en høj temperatur på 25-33 grader i 14 dage. Efter gæringen lagrer vinen 12 måneder på barriques, hvoraf en 1/3-del er nye, inden vinen aftappes uden filtrering.

Salweys egetræsfade er lavet af træ stammer fra deres egne skove i Kaiserstuhl, og træet bliver derefter sendt til de bedste bødkere i Bourgogne, som laver fadene til Salwey.

Sidst jeg smagte denne vin, da var det i en årgang 2018, men denne 2019 er mindst lige så god.

Næsen er mindre reduktiv end 2018’eren, idet der er langt mindre med heksehyl, krudt og duft af nytårsskyts dagen efter, men der er dog fortsat en animalsk, sød hestestald. Det dufter herregodt og har en frugt med jordbær, hindbær, lidt syrlige røde drops og denne fine og nærmest svævende følelse. Det suppleres med lærkeskud, estragon, grangrene, saltlakrids, vanilje, kanel , karamel og mælkechokolade.

Smagsmæssigt har 2019’eren også en flot syrlighed med rabarber, ribs og grape … let, fin, spændstig og præcis suppleret med et grønt og frisk bid, meget rank og stadigvæk med let sødme, nogle vanilje, mælkechokolade og karamel elementer samt salte mineraler. Det smager himmelsk, så 95 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 345 kr., mens prisen er 295 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Ida Buntsandstein, Baden, Tyskland

2016 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Ida Buntsandstein, Baden, TysklandJan havde taget denne 2016 Pinot Noir Ida Buntsandstein med fra de to vinøse vildmænd Sven og Florian på Weingut Enderle & Moll ved Münchweier i Badens Ortenau region … og med år på bagen er de værste reduktive aromaer væk og nu fremstår bare en ualmindelig god Spätburgunder af ædel klasse.

Buntsandstein Ida er anderledes end den almindelige Pinot Noir Buntsandstein, for her kommer druerne fra en speciel parcel, som de købte af en dame ved navn Ida. Det er en separat parcel med 50-60 år gamle vinstokke plantet i sandsten.

Vinen skiller sig ud ved at være den, som mest læner sig op af de burgundiske vine. Vinen er fortsat produceret både økologisk samt efter biodynamiske principper, men huset er ikke certificeret.

De fleste af vinene produceres i mikroskopiske mængder … faktisk laves der kun 1-2 fade af mange af vinene. Gæring er sket spontant alene med druernes naturlige gærceller, mens presning af druerne sker i gamle trækurve, hvorefter lagring er sket i brugte barriques, som Enderle & Moll køber fra Domaine Dujac i Morey-Saint-Denis i Bourgogne.

Vinen modnes omkring 17 måneder på gæren sur lie. Aftapningen sker også ved håndkraft og ved flaskningen er der heller ikke sket hverken klarering eller filtrering af vinen. Der er alene lavet 600 flasker af denne vin.

I glasset er vinen lys transparent med modenbrunt skær i kanten, har en let duft med sød hestestald, haregentlig godt med fadnoter, lys hindbær, jordbær, nogle mælkede noter, vaniljecreme, virkelig åben og tilgængelig nu, meget luftig og overjordisk svævende.

Smagsmæssigt er det lette og søde jordbær, let og saftig og igen kommer der intet reduktivt eller særligt animalsk frem, men bare fine fadnoter med kanel, vanilje, mælkechokolade. Selvom Sven og Florian virkelig stikker ud, så har de fået alt dresseret så smukt i denne vin, der fremstår rålækker. 95 point.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske af 2018 Pinot Noir Buntsandstein – altså ikke Ida – koster 460 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Weingut Knab, Engdinger Wihlbach Spätburgunder ***, Baden, Tyskland

2016 Weingut Knab, Engdinger Wihlbach Spätburgunder ***, Baden, TysklandNæste vin var en fin Engdinger Wihlbach Spätburgunder *** fra Weingut Knab i Endingen i den nordlige del af Kaiserstuhl i det dejlige, store vinområde Baden og også købt på vingården.

Vingården ejes og drives af ægteparret Thomas og Regina Rinker, som købte vingården tilbage i 1994. Thomas Rinker var i forvejen en erfaren vintekniker og havde samtidig også en Bachelor i økonomi, så forudsætningerne for at drive en selvstændig vingård var absolut til stede.

Ved overtagelsen af vingården havde man alene 4,5 hektar vinmarker, men dette er løbende udvidet, således Rinker i dag ejer omkring 24 hektar vinmarker, hvor specielt marken Endinger Engelsberg er én af gårdens allerbedste.

Engelberg er én af de mange ædle og stejle bjergskråninger i Kaiserstuhl, hvor undergrunden er præget af vulkanske jord. Og den og husets andre marker ligger ikke mere end 2 kilometer fra selve vingården og vineriet.

Thomas og Regina Rinker dyrker på 90% af markerne de burgundiske druer, dvs. Weissburgunder, Grauburgunder, Auxerrois og selvfølgelig Spätburgunder. Og det er specielt Spätburgunder, som Thomas har gjort til sit speciale. Udover de nævnte druer dyrkes også lidt Riesling, Muskateller, Chardonnay og Gewürztraminer.

Thomas producerer sine rødvin med en maceration på 10 dage og derefter sker modningen/lagringen normalt på traditionelle 60 år gamle træfade med en kapacitet på omkring 2.000 liter. Den korte gæring og lagring på gamle tønder – som ikke giver for meget aroma til vinene – betyder normalt friske og frugtrige vine.

Derudover er Thomas meget foretagsom, bl.a. ejer vingården en 40 år gammel Unimog-Oldtimer, som anvendes til at give vinturisterne en rundtur i markerne. Vognen bruges også, når Rinker organiserer vin og champagne ture eller udflugter rundt i området, bl.a. laver Thomas Rinker en årlig udflugt til Amolterer Heide naturreservat … selvfølgelig med lidt vin i bagagen.

Denne Engdinger Wihlbach Spätburgunder *** er lavet med spontan gæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på barriques og derefter yderligere 6 måneder på store egetræsfade.

I næsen en vidunderlig dejlig aroma … lidt kølig og kødfuld, har en lille grøn side med blomstereng, mynte og en frugt med kirsebær, og tranebær med et modent udtryk samt masser af fad, røg, vanilje, kaffe og lakridskonfekt.

Smagen er rund og cremet … virkelig let og lys med en lidt grøn og urtet side, en fin og varm frugt mest med kirsebær, lidt tranebær og hindbær, en smule peber samt sort te bitterhed. Samtidig er der virkelig godt med syre … lækker Spätburgunder. 94 point.

Leif havde købt vinen på vingården, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 209 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Bernhard Huber, Grauer Burgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Bernhard Huber, Grauer Burgunder, Baden, TysklandTidligere i år smagte jeg en Malterdinger Spätburgunder Alte Reben 2018 fra Weingut Bernhard Huber, men nu har jeg fået en hvid i glasset i form af en 2019 Grauer Burgunder.

Weingut Bernhard Huber er en gammel kending her på min lille vinblog og jeg har også tidligere besøgt vinhuset.

Mit besøg kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Bernhard Huber … den dygtige specialist i Malterdingen. Det var et super besøg, men da Hubers vine er meget eftertragtede, så var de fleste desværre udsolgte ved vort besøg.

Det gjaldt også, da Leif købte denne Grauer Burgunder på selve vinhuset. Da kunne man slet ikke købe Spätburgunder … alt var bare udsolgt. Det må være fedt for en vinbonde, men lidt øv ved et besøg.

Det er en vin, der efter presning af druerne er gæret i rustfrie ståltanke, men efter endt fermentering er lagret 9 måneder på brugte egefade, men ikke har gennemgået malolaktisk gæring for at sikre en vis friskhed i vinen. Efter lagring på fadene, så er den også lagret en kort periode sur lie på ståltanke.

Den er tyk, fed og opulent som fadlagret Chardonnay … og har da også både hasselnødder og ristede valnødder, lidt brunet smør og vanilje. Der er modne, dybrøde æbler, pærer, lemon, let salt og lidt mineraler, men mest tyk faddrevet lakridskonfektlækkeri.

I munden er det også en ren, rund og næsten olieret vin, meget saftig med en kølig stil, selvom frugten er småeksotisk med ananas, pærer, æbler, lemon samt en rigtig fin syre, som giver vinen masser af liv, friskhed og nerve. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske i øjeblikket koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Ziereisen, Gestad Syrah, Baden, Tyskland

2019 Weingut Ziereisen, Gestad Syrah, Baden, TysklandWeingut Ziereisen rejsen – den have jeg glædet mig til at fyre af – sluttede ikke med endnu en Spätburgunder, men derimod med denne Gestad Syrah i årgang 2019.

Reise, Reise sang Rammstein også i 2004 og denne Gestad Syrah er også en metaltung og stærk sag.

Den er fremstillet på 100% Syrah fra 1 hektar parcel på den op til 50% stejle, sydvendte og kalkstenholdige vinmark Efringer-Oelberg i det sydlige Baden.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og en samlet gæring og maceration over 6-8 uger, hvilket så er efterfulgt af lagring 20 måneder på 225 liter brugte tyske barriques fra Andreas Assmann, heraf 25% nye fade.

WAUW … sikke en dejlig mulle, våd, fed og kødfuld aroma, der nærmest stinker af Nordrhône. Der er tørret oksekød, mælkede yoghurt noter, sorte oliven, røget bacon, en mørk frugt med solbær, dybsorte kirsebær, blommer, knuste granitskærver, en lille sødme, der måske nok leder dig lidt væk fra Rhône, mens fadnoterne er ret tydelige med lakrids, vanilje, kanelsnegle og søde urter .. . kølig, eksplosiv og ret elegant.

I munden er de mineralske og den ren frugt mere fremme … solbær, kirsebær og modne blommer, totalt renhed med mineralsk, stenet og klart bid, lidt peber, røg og saltet køb. Frugten er vild frisk og har sgu masser af intensitet, tørhed og nogle tanniner, som er tørre, tanniske og alligevel til at snakke med. Vild dejlig vin og svært at forestille sig, at den faktisk er tysk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Weingut Ziereisen, Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Ziereisen, Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandWeingut Ziereisen blev ved med at begejstre, for denne Schulen Blauer Spätburgunder 2019 er absolut en ret fantastisk vin.

Her kommer Spätburgunder druerne fra en lille parcel ved navn Schulen midt på den stejle og sydvendte topmark Efringer Oelberg, hvor alle vinstokkene er plantet fra 1970 og frem til 1995.

Jordbunden er med kalksten som i Jura og så er vinen jo ellers lavet med spontangæring samt maceration over omkring hele 4 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie i 24 måneder på 225 liters barriques, heraf 10% nye. Først derefter aftappes vinen ufiltreret på flaske og frigives.

Med Schulen løftes aromaerne – på en eller anden måde – bare længere op med en afrundet, blød og sart facon, hvor både fadnoter samt den friske frugt spiller vildt godt sammen. Igen kommer denne mørke og tætte frugt, hvor der måske ikke er så megen fad, men til gengæld en dyb landlig og animalsk, nærmest pelsforet duft, som jo har nogle beaujolaisagtige karaktertræk, men er mere ren, mere kalket og  mineralsk … også slankere.

Frugtmæssigt er der fortsat godt med lys frugt, både røde kirsebær, ribs samt hindbær suppleret med mentol, dyb engelsk lakrids, våde fade, teaktræ, cedertræ, let marmeladesødme, chokolade og dufter egentlig bare skidegodt.

Smagen minder en del om Talrain med samme syrlig, frisk frugt, som domineres af grønne elementer samt en frisk, let og ret pågående lys frugt med sure kirsebær, ribs, hindbær samt tranebær, masser af de knastørre tanniner, masser af rustik og skarp syre, kirsebær, ribs og hindbær, jern, kalk, mineraler, rosenblade samt grønne elementer. Dermed 5,5 houlbergske tomler med pil op … men vent nogle år, hvorved vinen virkelig kan folde sig ud.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 379,95 kr., mens prisen er 329,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7