Tag-arkiv: Italien

2020 Barbacàn, Söl Valtellina Superiore Valgella, Lombardiet, Italien

2020 Barbacàn, Valgella Sol Valtellina Superiore, Lombardiet, ItalienValtellina smagningens første vin var fra subzonen Valgella og det blev denne Söl Valtellina Superiore Valgella 2020 fra vinhuset Barbacàn.

Vingården ligger i San Giacomo di Teglio og den drives af Angelo Sega og hans to sønner Luca og Matteo.

De har samlet 6 hektar marker på terrasserede skråninger med gamle stokke med Chiavennasca og andre de gamle druesorter og laver deres vine efter de gamle og  traditionelle metoder med årgangenes uforudsigelige særheder.

Angelo Sega kalder selv deres vinavl på de utroligt stejle skråninger for en heroisk vindyrkning og følger traditionerne med omhyggelig bearbejdning af vinstokkene helt organisk og med håndkraft. Under høsten bliver druerne båret ned ad et netværk af stier og trapper ved hjælp af små kasser spændt på ryggen.

I kælderen er griber de minimalt ind og vinene gærer spontant med en lang og blid ekstraktion. Der tilsættes ingen svovl før aftapning og de lagrer deres Valgella Superiore vinei  en kombination af store egetræsfade og betontanke i to år. Sådan er denne fine 2020 Söl Valtellina Superiore Valgella næsten også lavet.

Efter sigende skulle vinen bestå af 90% Chiavennasca aka Nebbiolo suppleret med lidt Chiavennaschino og Rossola. Gæring er sket helt spontant med med skind og stilke alene på druernes naturlige gær og efter endt fermentering er den lagret 1 år i 500 liter tonneau egefade og 1 år på flaske.

Chiavennaschino er jeg ikke stødt på tidligere, men det er Valtellina navnet for Piemontes drue Grignolino, mens Rossola er en rød sort, der udelukkende findes i Valtellina.

Rossola – også kendt som Rossola Nera – er således en af de lokale sorter og DNA undersøgelser fra 2004 viser, at Rossola Nera samt  Nebbiolo kommer fra samme afkom og dermed beslægtet,

Druernes mørke farve har formentlig givet anledning til navnet og Rossola Nera har en god syre, der fremmer lagring. Dens bærfrugt er sorte og medium i størrelse, sfæriske med tynd, violet skind. Det er en drue, der har fremragende modstandsdygtighed over for kolde forår, god kraft og frugtbarhed.

Nå, men tilbage til mine noter på denne Söl Valtellina Superiore Valgella.

Duftmæssigt fornemmes en vis modenhed, virker blød, lidt varm og kødfuld med champignon, tørrede roser, kul, tørv, babybræk på den fede måde, lidt lakrids og en frugt … både lidt tørret og frisk med hindbær og modne og sure kirsebær … samtidig meget fin og lidt feminin i stilen.

I munden er der god tørhed .. har allerede hurtigt krydrede tanniner med en stærk efterbrænder samt en lidt saftet fornemmelse og man får smag af frugt med hindbær, ribs og blommer, meget klar frugt, virker lidt varmkrydret, men køligere i stilen end næsen lige før indikerede. 93 point.

Forhandles af VinAmore, hvor en flaske årgang 2015 fås til 278 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Houlberg til eksklusiv Valtellina smagning

Mads fra Højbjerg Vine afholdte forleden en lille eksklusiv Valtellina smagning i sin hyggelige kælder under butikken på Kridttorvet med en lille skare af vinnørder … vel nærmest fra hele landet og herunder jeres altid flittige vinblogger.

Mads havde udvalgt et par håndfulde Valtellina Superiore vine fra nogle af områdets mest spændende og mindre kendte producenter, så dermed kunne vi få et indblik i Valtellina området, som de fleste af os er imponeret af, er et spændende alternativ til Barbaresco og Barolo … men de færreste af os kender ret meget til.

Det havde i hvert fald lokket mig til Aarhus og samlet blev vi 8 deltagere, hvilket udover mig og Mads var; Thomas Bohl, der skriver for Flaskevis, DinVinGuide, Winelab og Trink, vor kendte Martin fra  Extra Brut Vinimport, Jonas fra Distinto, Nebbiolo nørden John og Alexander, der er sommelier på Restaurant Gastromé samt Sinne, der både er kok, sommelier og nogle gange passer Mads’ butik.

Vi havde lidt ventetid, da Jonas kom fra København og var havnet i noget trafik, men så tyvstartede vi bare med lidt boblevand. Så snart Jonas arriverede, så fortalte Mads lige kort om områder og hans fascination af området, som han har besøgt ret mange gange.

Aftenens udvalgte vine er også sket i samråd med en af områdets gode producenter … dermed skulle vi også smage vine fra nogle lidt mindre kendte producenter.

Valtellina

Vi er jo i Lombardiet … eller i hvert i den yderste og nordlige del af Lombardiet, hvor Valtellina ligger i en lang og ret smal dal omgivet af Alperne nær Schweiz. Dalen strækker sig over omkring 67 kilometer østpå fra Comosøen mod vest langs floden Adda i bunden af dalen i et meget bjergrigt område.

Det betyder også, at vinmarkerne ligger i forskellig højde fra 270 meter til omkring 700 meters højde, hvilket også er med til at gøre området meget rigt på biodiversitet.

Den nordlige beliggenhed gør også, at det er et forholdsvis køligt område, hvilket forstærkes af de højtbeliggende marker. Heldigvis virker Comosøen som et stabilitetsfaktor på temperaturen.

De fleste marker ligger på den nordlige side af floden i bunden af dalen, hvilket giver dem en optimal eksponering mod solen. De ret farligt stejle marker har gjort, markerne er anlagt på terrasser, som er bygget af sten.

Det giver også den fordel, at stenene opvarmes af solen og samtidig afgiver varme om natten til at modne druerne. Alle disse små ekstra faktorer gør det muligt at modne Nebbiolo så nordligt.

Men de stejle og stenede vinmarker gør markarbejdet og høsten meget tidskrævende … og dermed en bekostelig affære. Generelt bruger en vinavler årligt omkring 1.400 mandetimer pr. hektar i marken og dette er også med til at gøre prisen på Valtellina vine forholdsvis høj.

Nogle vinbønder har dog fået installeret små teleferiche aka kabelbaner til at hjælpe specielt ved høsten. Det letter arbejdet noget og gør også, at høsten kan ske hurtigere og dermed sikre, at druerne høstes, når det er tid … og ikke skal vare for lang tid.

Generelt ligger Valtellina i et område med en sur jordbund med lavere PH-værdi end fx i Piemonte, hvor jorden er mere basisk og det er også med til at give Valtellina vinene et anderledes udtryk samt smag. Jordbunden er sammensat af sten med et tyndt lag øverst. Det er med til at skabe optimale forhold, hvorved jorden netop bedre holder på vandet i tørre perioder.

På kortet ovenover kan I se et kort området, hvor der kun findes beskedne 820 hektar vinmarker, hvor hovedparten af vinene er Rosso du Valtellina DOC, men mest spændende er dog Valtellina Superiore DOCG vinene … og specielt vinene fra de 5 markante underzoner fra vest til øst, som giver forskellig personlighed til vinene.

Disse 5 subzoner er Maroggia, Sassella, Grumello, Inferno og Valgella og denne aften skulle vi smage vine fra 4 af disse områder, som alle er forskellige i udtryk og størrelse.

Maroggia

Det er den nyeste af supzoner og først anerkendt i 2002, men har sammenlagt beskedne 25 hektar vinmarker, som ligger i terrasser på betydelige skråninger. Der er i Maroggia mange over 40 år gamle vinstokke med Chiavennasca aka Nebbiolo stokke.

Sassella

Sassella er en historisk og måske den mest berømte underzone i Valtellina og strækker sig fra Castione Andevenno til den vestlige udkant af Sondrio. Sassella har fået sit navn fra klippeformationen Madonna della Sassella Shrine og har sammenlagt lige over 100 hektar vinmarker i 270-600 meters højde.

Grumello

Lige nordøst for Sasello finder man Grumello … ret nem af spotte på det geografiske og kulturelle vartegn … middelalderslottet Castello di Grumello. Vinmarkerne der er samlet på 80 hektar og ligger i en højde fra 350 til 600 meter.

Inferno

Inferno er et navn, der runger højt i Valtellina vinenes historie og den berømte underzone er på 55 hektar i 300 til 500 meters højde med centrum præget af svimlende stejle skråninger samt en sydlig eksponering. Inferno ligger lige ovenfor jordkløften Paradiso med kølige og lerholdige små skråninger.

Valgella

Dette er den største og mest varierende underzone, som samlet er på 140 hektar og ligger med marker i 350 til 650 meters højde, men adskiller sig ved, at den har lavere nedbør og dybere jord … og er nok det området, hvor flest af de kendte vinproducenter holder til.

Det kan være svært at skelne udtrykket på de forskellige underzoner, idet vinene mere får et udtryk af, hvor langt oppe af bjergsiderne, at druerne er høstet. De lokale siger selv, at marker under 400 meters højde er de nemmere marker, som også leverer e blødeste vine.

De fleste af vinene kommer fra de midterste vinmarker i 400-500 meters højde, mens vinene med druer fra marker i over 500 meter højde regnes som de højtbeliggende og generelt har en lidt mere stringent karakter. Omvendt, så blander nogle af producenterne også druer fra flere højdeniveauer, for at få den ønskede stil.

Chiavennasca aka Nebbiolo druen

I Valtellina er al vinproduktion centreret om Chiavennasca druen … navnet betyder en højtydende plante og man har i Valtellina brugt dette navn siden 1595 og man mener selvfølgelig, at den har fået navnet på grund af den nærliggende by Chiavenna.

Chiavennasca er lig med Nebbiolo … og samlet er Valtellina også det område, hvor man finder næstflest Nebbiolo vinstokke efter Barolo, så Chiavennasca er virkelig kongedruen i Valtellina … en alpe Nebbiolo kunne kan fristes til at sige.

Der findes dog 10% andre druesorter i Valtellina og det er mest de lokale sorter Rossola, Pignola og Brugnola … men disse er skam også alle tre i familie med Chiavennasca. Men selvfølgelig dyrker man tillige andre og mere internationale sorter … men i lille målestok.

Vinene på Chiavennasca

Der laves jo flere forskellige vine i Valtellina og det er typisk:

Rosso di Valtellina DOC

Rosso di Valtellina er den vin, som der laves mest af. Det er typisk en yngre, let og frisk vin, der producerer over hele Valtellina. Den skal indeholde mindst 80% Chiavennasca/Nebbiolo.

De sidste 20% må bestå af andre druer som Pinot Noir, Merlot, Cabernet Sauvignon og Syrah, men oftest er Rossola, Pignola og Brugnola. Suppleringsdruerne kommer ofte fra de laveste beliggende marker.

En Rosso di Valtellina skal holde sig indenfor et par regler … først må man maksimalt høste 10 tons druer pr. hektar og så skal vinen også være lagret minimum i 6 måneder.

Valtellina Superiore DOCG

En Valtellina Superiore er Valtellinas bedste vine, som er fra et område, der er mindre end ved Rosso’erne. Det er vine fra de bedste marker mellem Buglio i Monte og Tirano … lavet efter detaljerede og faste regler. Vinene er resultatet af udvælgelsen af særlige områder og opfylder den stramhed og elegance, der kræves til produktionen.

Valtellina Superiore er det bedste udtryk for områdets forskellige vinterroirer, en dyb vin, med stramme og tanniske spor sammen med den typiske finesse og nuance. En rig, men klog vin … kompleks men aldrig kompliceret.

En Valtellina Superiore vin kan gøre brug af betegnelsen for en af de fem underzoner Maroggia, Sassella, Grumello, Inferno eller Valgella for at forstærke det særlige bånd til vinområderne.

Der skal være mindst 90% Chiavennasca/Nebbiolo i vinen og den maksimale produktion pr. hektar er 8 tons og en Valtellina Superiore skal lagre i minimum 24 måneder, heraf mindst 1 år på træfade. Den findes også Riserva version med eller uden reference til subzone og den kræver  mindst 36 måneders lagring.

Sforzato di Valtellina DOCG

I Valtellina laver man også en vin kaldet Sforzato di Valtellina, der er lavet på tørrede druer. Tørreprocessen, kaldet apassimento, er den samme som den, der bruges i Veneto  til fremstilling af Amarone della Valpolicella.

Druerne, der typisk kommer fra de højeste beliggende vinmarker, skal mindst gennemgå en tørreperiode på 110 dage. Derefter vil de  have tabt smellem 35 og 40 % af deres vægt. Derefter sker gæring helt normalt og herefter ska vinen lagre i minimum 20 måneder på  træfade … og så skal alkoholprocenter mindst være 14%.

Selvom reglerne minder om Amarone, så er den største forskal, at Sforzato di Valtellina udelukkende skal være tørre.

Alpi Retiche IGT

Der laves faktisk også en smule IGT vin i Valtellina … vine, hvor producenterne bliver kreativitet, legesyge og nysgerrige, så under betegnelsen Alpi Retiche kan man finde hvidvine, rosévine, rødvin og vine lavet efter passito metoden eller endda sødere Vendemmia Tardiva vine.

Disse kan være lavet på Chiavennasca/Nebbiolo, men man ser også enkeltdruevine på fx historiske druer som Pignola. Men derudover er det også vine lavet på internationale druer som Sauvignon Blanc, Chardonnay, Merlot, Pinot Nero, Traminer og Riesling.

Vinene

Denne aften handlede det dog udelukkende om Valtellina Superiore og endda alene fra subzonerne.

Mads havde samlet et lille felt på 11 vine, som vi smagte blindt, så ingen havde forudindtagede meninger om vinene, men efter hver vin, så afslørede Mads, hvad vi lige havde smagt.

Samlet så feltet derfor sådan her ud:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser af de forskellige vinhuse og anmeldelser af vinene og det var et spændende felt med kæmpe diversitet og vurdering. Min klare favorit blev vinen St Sixtus Valtellina Superiore fra Franzina Vini.

Tak til Mads for en spændende og hyggelig aften … Thumbs Up.

2020 Roberto Voerzio, Disanfrancesco Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Roberto Voerzio, Disanfrancesco Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienI vores tirsdagsvinklub på jobbet stod den atter på en vin fra piemontekassen og måske den bedste Langhe Nebbiolo, for det var Roberto Voerzios 2020 Disanfrancesco Langhe Nebbiolo.

Roberto Voerzio holder til i La Morra og er én af de mest hypede producenter i Barolo området. Roberto grundlagde sin vingård i hjertet af Langhe i 1986.

Han startede ud med 2 hektar, men har gennem årene formået at købe flere af de mest prestigefyldtevin marker for fremstilling af Barolo, nemlig parceller på marker som både La Serra, Brunate, Cerequio, Sarmassa, Rocche dell’Annunziata og Fossati.

Roberto Voerzio har i dag lidt over 20 hektar vinmarker og har samtidig øget antallet af vinstokkene på nogle af de nye marker, mens han omvendt har reduceret udbyttet på nogle af de bedste marker. Samlet producerer Roberto mellem 40.000 til 60.000 flasker om året … afhængigt af høsten.

Hvad fremstillingen af Barolo angår regnes Roberto Voerzio af mange for modernist, men sagen er næppe så enkel. Tilgangen forener afgjort klassiske traditioner kombineret med en mere moderne indsigt og fremgangsmåde.

Arbejdet i marken gives højeste prioritet og tilgangen er usædvanlig omhyggelig, arbejdsintens og tidskrævende. Der foretages betydelig grønthøstning for at holde høstudbyttet lavt og udbytterne for de respektive Baroli er blandt de laveste i området, vanligvis mellem 22-25 hektoliter pr. hektar.

Langhe Nebbiolo Disanfrancesco hed førhen Vigneti San Francesco, Fontanazza, men med den nye MGA lovgivning er cru-navnene i dag forbeholdt Barolo, hvilket har tvunget mange producenter til mere eller mindre fantasifulde ændringer.

Druerne til denne Disanfrancesco Langhe Nebbiolo kommer fra San Francesco skråningen i La Morra og fra Fontanazza skråningen, som er en del af Brunate, og materialtet ville i hænderne på mange andre producenter blive vekslet til en Barolo. Der sker 100 % afstilkning af druerne forud for gæringen i rustfrist og de efterfølgende 12 måneder på franske tonneaux fade

Duftmæssigt er der en smule modenhed, kirsebær, moreller, læder, blomster, tørhed … giver sgu en smule Barolo vibes, sødsyrlige drops eller bolsjer, let tobak, en snert vanilje med nogle comfortagtige umami noter.

Uha … smagen er blid, blød, balanceret og med en moden dybde, mørk syrlighed, tranebær, hindbær og sure kirsebær, knastørre og syrlige tanniner, som får dig op på dupperne, men samtidig har en frugtsødme og intensitet, så intet stikker af, men har lidt fennikel, lidt brændte noter og i syren lidt frisk lemon med svag og let bitterhed. 93 point.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Chiesa del Carmine, Il Campanile, Umbrien, Italien

2019 Chiesa del Carmine, Il Campanile, Umbrien, ItalienNæste vin kommer fra det spændende umbriske vinhus Chiesa del Carmine og vinen er denne spændende Il Campanile … en IGT vin lavet på Sangiovese, Merlot og et skønt fieldblend af lokale druesorter.

Chiesa del Carmine er oprindelig en gamle kirke fra 13-hundrede tallet, men udgør i dag både vineri og agriturismo.

Vingården ligger ved foden af ​​Monte Tezio i en fredet dal med betagende udsigt i alle retninger.

Derfra kan man se Monte Subasio og Assisi mod syd, det antikke slot Antognolla mod vest og de gamle skove og Apeninerne mod nord og ligger faktisk kun 20 minutter fra Perugia og endda ganske tæt på den toscanske grænse.

Chiesa del Carmine og det tilstødende bondehus med plads til 14 gæster var gamle dage været en driftig landejendom med forskellig planteavl, vinmarker og store olivenlunde, men ejendommen blev sidst i 1950’erne forladt til forfald og stod som en ruin frem til 2009, hvor den blev købt af det engleske ægtepar Jeremy og Jacqueline Sinclair.

Gennem 10 år restaurerede de den gamle kirke og bondehuset, så det i dag  er en blomsterende vingård med ældgamle olivenlunde, en trøffelskov og græsgange, der producerer en række økologiske produkter og 5,7 hektar vinmarker … og lidt agriturismo.

Dyrkningen følger økologiske principper i såvel vinmarken som i vineriet med en særlig fokus på jordkvaliteten. Om vinteren plantes et dækkende lag af hestebønner mellem vinstokkene og de pløjes ned i jorden om foråret sammen med afskåret løv fra vinstokkene.

Til at hjælpe med vinproduktionen har Sinclair parret hyret vinmageren Giovanni Dubini, der selv ejer og driver sit vinhus Azienda Agricola Palazzone i Orvieto.

Il Campanile er lavet på 60% Sangiovese, 10% Merlot og så består sidste 30% af et fieldblend af umbriske druesorter … jeg kan ikke se nogle steder, hvilke sorter der er tale om.

Druerne høstes manuelt med udvælgelse af klaserne i perioden fra midten af september til slutningen af oktober. Gæring og maceration sker temperaturkontrolleret  i rustfri ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret 9 måneder på 225 liter franske barriques og yderligere et par måneder på flaske.

I glasset er vinen egentlig ganske lys … tæt på at være transparent, men også kun tæt på. Til gengæld er skæret lidt orange, som en god Brunello, men duften er også lidt der hen af. Fremragende aroma af tørrede champignon, gærede kirsebær, hindbær, ribs, røg, violer og snert af lidt gran … dufter vild godt.

Smagen er både tør og har lys frugtsødme … de to spiller bare rigtig godt sammen. Syren er spillevende og frisk, men samtidig har vinen også lidt lemonagtige elementer, der gør vinen lys. Det bakkes godt op af en frugt med hindbær, ribs og tranebær, tørre tanniner der lige bider, vrinsker og er mørkere, hvorfor man kunne forledes til at tro, at der i de sidste 30% kan være en smule Sagrantino, der har et bæst af et tanninbid, men her spiller alt alarmerende godt sammen og det giver en rigtig fænomenal italiensk vin. 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, Italien

2021 I Custodi, Pistus Etna Rosso, Sicilien, ItalienVinen Pistus Etna Rosso fra det sicilianske vinhus I Custodi har jeg smagt mange gange og altid været begejstret for … og nu er det så årgang 2021 i glasset.

I Custodi  er et lille konsortium bestående af 5 vinavlere under ledelse af Maurizio Pagano og Salvo Foti.

Samlet har de 5 vinavlere 7,5 hektar vinmarker fordelt på 4 forskellige vinmarker på vulkanen Etnas sorte skråninger. Samlet laver vinhuset laver 5 forskellige vine og i dag samlet omkring 58.000 flasker  årligt.

Vinmarkerne passes med respekt for miljøet, økologisk bæredygtighed og de bruger bl.a. et muldyr kaldet Ciccio i arbejdet med at bære kasserne med druer ned fra de stejle skrænter på vulkanens sider.

Pistus Etna Rosso har jeg – som skrevet indledningsvis – smagt får, bl.a. i årgang 2017, 2018 og 2020 … og er virkelig en charmetrold, som også i årgang 2021 er lavet på 80% Nerello Mascalese samt 20% Nerello Cappuccio.

Druerne er fra marken Contrada Moganazzi Cantina marken i 700 meters højde ved Castiglione di Sicilia, hvor stokkene dog ikke er så gamle, alene op til 10 år gamle. Druerne høstes med håndkraft, men afstilkes ikke.

I stedet knuses klaserne blidt, hvorefter der sker vinifikation i rustfrie ståltanke med både maceration og gæring over et par uger. Derefter er vinen lagret i ståltankene omkring 9 måneder og efter aftapning yderligere 6 måneder på flaske. Huset laver årligt cirka 30.000 flasker af denne vin.

Fabelagtig duft … jeg siger det bare! Vinen er samtidig lys og transparent i glasset og har lette, luftige og luftbårne aromaer af jordbær, hindbær, hyben og samtidig feminin og blomstret. Man kan samtidig godt fornemme den italienske og stringente syre, hvilket så kun forstærkes med lille landlighed, tydelig mineralitet og ganske, ganske svagt små toastede noter samt karamel.

Hvor smager vinen også fremragende … har en frugt, der er let, lys og friske med hindbær, lyse kirsebær, ribs og granatæbler samt en rigtig tæt og frisk syre med lemon bitterhed. Smagen er åleslank, frisk plus balanceret … læskesart, feminint med bid, let peber og samtidig pæn, smuk og drikkevenlig. Lækkerier. 94 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 220 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, Italien

2020 Generazione Alessandro, Croceferro Etna Rosso, Sicilien, ItalienFor et år siden smagte jeg denne Croceferro Etna Rosso fra det nye vinhus Generazione Alessandro, der laver vine fra skråningerne på vulkanen Etna på Sicilien. Dengang var det i  årgang 2019, men nu smager jeg vinen en årgang nyere.

Generazione Alessandro er grundlagt i 2015 af de 3 fætre og kusiner Benedetto, Anna og Benedetto Alessandro. De har sammen med deres fædre en mere end 100 år lang historie  bag sig som vindyrkere på den nordvestlige del af Sicilien ikke langt fra Palermo via vinhuset Alessandro Camporeale.

Men i 2015 så opkøbte de 3 fætre og kusiner så knap 10 hektar højtbeliggende vinmarker ved Etna og grundlagde Generazione Alessandro.

De har 7,5 hektar marker på den nordøstlige side af vulkanen i omkring 650 meters højde ved Castiglione di Sicilia og 2,5 hektar vinmarker lidt sydligere tæt ved Linguaglossa.

Bortset fra en halv hektar med særdeles gamle vinstokke er vinmarkerne plantet så sent som i 2016, hvorfor der er tale om meget nye og friske vine, som har udpræget Etna karakter.

Der laves to vine på Generazione Alessandro … en hvid Trainare på Carricante og Catarratto samt denne røde Croceferro Etna Rosso, der er lavet på 100% Nerello Mascalese fra marker i 640 meters højde.

Efter høsten er druerne afstilket og knust let. Gæring og maceration er sket over 12 dage i koniske ståltanke med daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder med 70% i franske tonneaux fade og de resterende 30% i ståltanke. Så sker flaskning derefter og vinen lagrer yderligere 6 måneder.

Også i denne nyere årgang er vinen smuk lys og transparent i glasset, mens duften er ret landlig med mødding, svedig landmand og samtidig parfumeret med en blomstret note, en let og luftig frugt af jordbær, kirsebær, hyben og granatæbler. Den har også en sødme, søde krydderier … virkelig pirrende med kanel, bagepulver, nougat, karamel samt vaniljesukker

Smagen er også let … luftig og omgående kommer syren frem, som har lemon bitterhed og syrlige citroner. Dette lille bitterhed går sgu igennem hele smagspaletten. Frugten er tranebær, syrlige hindbær, kirsebær og granatæbler … samtidig smager vinen faktisk også en kende blomstret, krydret og har en mineralsk nerve. Tanninerne er vildt tørre, men på en lys og blomstret måde … masser af nerve, så dermed 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 229 kr., mens prisen er 209 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 La Ca’ Növa, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2021 La Ca’ Növa, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienDen anden vin fra Azienda Agricola La Ca’ Növa blev deres Barbera d’Alba og det er modsat Dolcetto’en en vin, som jeg har smagte mange gange før.

Jeg har faktisk smagt vinen i både årgang 2019, 2018 og 2017.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store egefade og yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det en forholdsvis klar og lys Barbera, hvor der er blomster, tørrede rosenblade, mælkede noter, yoghurt grønne blade og en frugt med brombær, kirsebær samt blommer. Den virker saftig, meget frugtrig og fadnoterne er diskrete med lidt vanilje, kanel og der er samtidig noget udefinerbart luftigt over vinen.

I forhold til Dolcetto’en, så er der mere balance og elegance i denne vin, som også rigtigt nok har en vis saftighed. Der er blødt med frisk frugt af blommer og kirsebær, har en lille tørhed og det er sgu også lige før, at man får nogle tanniner frem. Elsker denne lyse og næsten slanke side af Barbera, hvilket får denne vin til at stå flot frem, så dermed 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 115 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 La Ca’ Növa, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2022 La Ca’ Növa, Dolcetto d'Alba, Piemonte, ItalienLad os atter prøve med to vine fra en italiensk producent. Denne gang er vi rykket til Piemonte, hvor vi på en smuk bakketop ved Barbaresco finder Azienda Agricola La Ca’ Növa og derfra starter jeg med denne 2022 Dolcetto d’Alba.

Jeg har smagt mange vine fra La Ca’ Növa … både deres Barbera, Langhe Nebbiolo og Barbaresco vine og også skrevet om vinhuset og de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca. Men sjovt nok har jeg vist aldrig før smagt deres Dolcetto d’Alba.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, men ellers er der ikke ret meget info om produktionen. Jeg ved, at man ved gæringen af deres andre vine anvender en metode, som kaldes steccatura, som holder skindene nedsænket i en eftergæring på op til 15-20 dage.

Men om det er tilfældet her og om vinen er lagret på egefade … kan jeg slet ikke finde informationer om.

Duften virker sådan lidt varm, dyb og sødkrydret tilsat en smule sæbe- og blomstervand og garvet læder. Der er både lidt blommer og kirsebær … virker noget rustik og landlig i aromaerne med en bulderagtig frugt.

Smagen er bedre … men det er sgu fortsat en rigtig bondevin, der mest byder på varm saftighed, lidt peber og en tør, mørk frugt, som mest er brombær, sorte kirsebær og blommer … lidt stærk og ikke så nuanceret … men en tør vildbasse med syrlighed og varme. 89 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Casa Emma, Chianti Classico Riserva Vignalparco, Toscana, Italien

2020 Casa Emma, Chianti Classico Riserva Vignalparco, Toscana, ItalienJeg smagte skam endnu en vin fra Casa Emma … og lige et step op, for det var nemlig deres 2020 Chianti Classico Riserva Vignalparco, der udelukkende er lavet på Sangiovese.

Produktionen er næsten som hos foregående lillesøster … blot med lidt mere TLC … altså tender, love and care … og Sangiovese druer fra husets Vignalparco mark på 2 hektar i 480 meter højde. Marken drives bæredygtigt … en flok gæs både gøder og holder græsset nede.

Gæring og maceration er sket i ståltanke. Derefter har vinen også gennemgået malolaktisk gæring i betontanke inden 24 måneder på tonneaux egefade brugt en eller to gange før og så yderligere 12 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

Dekadence … er mit første indtryk, for i næsen har vinen denne ædle, overlegne og næsten aristokratiske duft af gammelt teaktræ og mahogniskab. Dyb og mærk. Koncentreret og træt. Frugten er da også til the dark side med solbær og brombær, suppleret med gran, violer og røg, mens fadnoterne er mørke og fede … mørk chokolade, kaffe, nougat, kardemomme samt en anelse kanelsukker.

I munden er der cremet og mundsmeltende med en tør … ja faktisk knastør kerne, hvor tanninerne er så markant, stramme, stringent og mundudtørrende … hold nu kæft. Frugten skubbes lidt i baggrunden, men virker lysere af ribs, hindbær og grønne jordbær, men det kan også skyldes syren, der som tanninerne er vild, ren og vild. Det er absolut på Brunello niveau … bare på en lidt anden måde, men jeg knuselsker sgu da bare denne vin, så 94 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Casa Emma, Chianti Classico, Toscana, Italien

2020 Casa Emma, Chianti Classico, Toscana, ItalienVi skal med de næste vine et smut til Toscana … eller helt præcis til San Donato i Poggio, hvor vi finder vinhuset Casa Emma, der i 1969 blev købt af Fiorella Lepri. Jeg smager først deres 2020 Chianti Classico.

Fiorella Lepri kom som ung hver dag forbi vingården, der ligger omgivet af vinmarker, smukke olivenlunde og har en flot, stor gårdsplads. Da hun hørte, at ejeren en florentinske adelskvinde Emma Bizzarri havde besluttet at opgive ejendommen og flytte til Firenze, så købte hun den i 1969.

Hun tog telefonen og ringede til Emma Bizzarri og tilbød at købe gården og således købte hun gården uden at fortælle det til hendes mand eller hendes familie. Hun besluttede dog, at vingården skulle hedde Casa Emma i respekt for den gamle adelskvinde.

Og siden 1969 har hun og familien så lavet vin på Casa Emma … i dag med sønnen Alessandro Bucalossi som ejer, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på den ansatte vinmager Marco Salvadori, der siden 2012 har stået for produktionen af vinene.

Vingården har samlet 28 hektar vinmarker og i rigtig toscansk stil 1.000 oliventræer. Markerne ligger i 430 meters højde … nærmest i en amfiteaterlignende form med perfekt nærhed til havet i lille dal.

På markerne har Casa Emma vinstokke med Sangiovese, Merlot, Ciliegiolo, Canaiolo og sorte Malvasia druer.

Denne 2020 Chianti Classico er lavet på Sangiovese, Canaiolo og Malvasia Nera, som kommer fra husets marker i 420 meters højde. Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke. Derefter har den gennemgået malolaktisk gæring i betontanke inden 12 måneder på barriques og yderligere 6 måneder på flaske.

Sikke da en dejlig duft … dyb, animalsk og landlig med en koncentreret frugt af kirsebær og kandiserede ribs, nogle kogte champignon, hæfteplaster, kardemomme og vanilje … samt lidt cedertræ.

Smagen hænger sgu også ret godt sammen. Den har en frisk, lettere mørk og koncentreret frugt, hvor det mest er kirsebær, der kommer frem suppleret med et lille peberbid. Syren er en kende rustik, men det passer meget godt ind i billedet på denne Chianti Classico, der absolut leverer varen uden noget bullshit. 90 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7