Når vi nu er i gang med vin fra La Ca’ Növa, som kan vi da bare nuppe endnu en vin fra 2019 årgangen, som nu fx deres Barbera d’Alba.
Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, der er 100% temperaturstyrede. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store egefade og så yderligere 6 måneder på flaske.
I glasset er vinen lysere end forventet … eller rettere, så burde jeg havde forventet det, for det var også tilfældet med både 2017’eren og 2018’eren, men altså lysere end Barbera d’Alba generelt. Duften er totalt lækker … mørk, tør med mælkede noter, yoghurt og cultura, våde fade med vanilje og kanel. sort peber og tørrede rosenblade samt en frugt med brombær, kirsebær og blommer.
Smagsmæssigt er det en rigtig saftig vin med masser af styrke, en kontrollerende fin syre, pænt med krydderier, blommer, kirsebær og meget elegant og endda næsten slank Barbera. Det smager voldsom godt og Houlberg bliver glad.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 102 kr.