Det piemontiske vinhus La Ca’ Növa er et af de huse, der måske giver allermest value-for-money for deres vine. Til kun 108 kr. er denne 2019 Langhe Nebbiolo en fin bevisførelse herfor.
Sidst jeg smagte denne vin i årgang 2018, da skrev jeg også lidt om vinhuset. Det skal jeg nu nok undlade og blot se lidt mere på vinen.
La Ca’ Növas Langhe Nebbiolo er lavet på druer fra omkring 20 år gamle stokke i kalkholdig jord og sand fra en ung vinmark. Efter høsten så sker der spontan gæring og maceration i store ståltanke med pump-over 3-4 gange dagligt. Efter endt fermentering er vinen lagret 8 måneder på store 3.000 liter egefade. Der laves årligt 4.000 flasker af vinen.
2019’eren minder rigtigt meget om 2018’eren … lys, transparent Langhe Nebbiolo med samme lidt mælkede noter, jordbæryoghurt, en lys frugt med hindbær, jordbær og lyse kirsebær, meget frugtrig og frugten virker meget direkte og ren supplere med violer, læder, blomster og småsøde fadpræg med vanilje, svag kanel og røg.
Som sidst er smagen præget af frisk, tør og direkte frugt, kirsebær, rabarber, hindbær og måske lidt brombær med en fin, kølig elegance, tonsvis af tørre tanniner, som giver vinen et tørt og frisk bid, mens syren er ung, men igen let og meget direkte. Man får bare så meget Nebbiolo vin for pengene.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 108 kr.